Sommerlæsninger 3: Fire guldkorn fra undergrunden

Valdemar Kjærulff og Harald Toksværd: Amerika18
74 sider, 121 kr.
Emeritus, 2019.

Michael Dyst: Den forkerte vej
Copenhagen Storytellers, 2017.
80 sider, 49 kr. som ebog.

Henrietta Hilma Petersen: Må jeg børste din rottweiler?
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018.
56 sider, 150 kr.

Silja E K. Henderson: 1,7 tipping point
Gladiator, 2018.
108 sider, 199,95 kr.

Dansk poesi er andet og mere end de navne, der hvert år spyttes ud fra Forfatterskolen, hvorved de får adgang til de store forlag og den deraf følgende medieeksponering. Jeg har utallige gange før spyttet syre over både den måde, Forfatterskolen har det med at ensrette deres ind imellem store talenter på, og det både ensformige og noget eksklusive billede af, hvad dansk lyrik er, den tilgang skaber i mediebilledet. Den smøre gider jeg simpelthen ikke at køre på repeat. Men lad det bare være sagt, at for hver gang et reelt talent bryder igennem fra den kant, er der tre-fire lige så store, der bliver henvist til en evig ørkenvandring i undergrunden, og at man ikke med nogen som helst ret kan påkalde sig at vide noget om dansk nutidspoesi, hvis man udelukkende orienterer sig efter dagbladene.

Hvor mange - udover altså dem, der nærmest privat er stødt ind i dem - ved f.eks., at der eksisterer et makkerpar ved navn Valdemar Kjærulff og Harald Toksværd? Hverken Amerika18, der udkom i år, eller forgængeren Afløbsrens (2017), som blev til i samarbejde med Jesper Lange, har fået nogen påfaldende medieeksponering. Alligevel er de for mig at se talenter af en støbning, man simpelthen ikke kan overse, hvis man først har hørt eller læst dem, og at Emeritus er min nuværende udgiver er et direkte resultat af, at d'herrer opsøgte den kanal. Det ville simpelthen være mig en ære at gøre dem selskab.

Amerika18 er ung poesi, når det er finest: Heftig, flabet og respektløs, men også med et håndelag og en stilistisk bevidsthed, der gør det faktum, at de begge to befinder sig i den første del af tyverne, frapperende. De skriver som om, de har været i gamet i mange år, og selvom man tiltænker Kjærulff den lidt mere indadvendte og tænksomme stemmeføring, der jævnligt dukker op, mens Toksværd nok generelt tager sig af de mere spektakulære og flamboyante passager, virker hele samlingen stadig som forfattet med en hånd. At det også er tilsigtet understreges af, at ingen af de to på noget tidspunkt krediteres for andet end halvdelen af den samlede indsats.

Rammen er en rejse gennem USA i sommeren 2018, og får det nogen til at associere i retning af Kerouacs On the road eller Hunter S. Thompsons Fear and loathing in Las Vegas, skyder de ikke helt forbi. Der er en blanding af beat og udkørt new journalism i hver eneste linje, mens man trækkes gennem en orkan af spleen, glitter, trash og stoffer, som makkerparret måske, måske ikke har indtaget undervejs. Og som hos både Thompson og Kerouac slutter rejsen ikke med nogen specielt dyb erkendelse ud over den, at man fandeme har været til undervejs. Den amerikanske desperadoversion af zen.

Man kunne selvfølgelig ønske sig, at de havde genopfundet hjulet et eller andet sted undervejs. Kuldkastet den garvede læsers fastlåste opfattelse af, hvad poesi er og bør være, som ungdommen åbenbart formodes at skulle gøre. Men i 2019 sker den slags bare ikke mere, og personligt er jeg mere end tilfreds, hvis folk bare formår at levere et tilstrækkeligt vitalt og personlige take på en etableret tradition. Og det må man sige, at Kjærulff og Toksværd leverer med Amerika18. Som nu her:

Kia'en giver op på motorvejen
et tårn af hvid røg fra kølerhjelmen
Kaitlyn græder ind i telefonen
Stephen er så skæv at han
ikke fatter hvad der foregår Valde
ser bange ud så jeg griner
laver jokes
holder dem kørende
alt er fint alt er fint
Valde snakker om stofferne i tasken jeg siger
ingen problemer no worries
alt går godt
tager en uge mere i Denver
hvorfor ikke?
kører bare med Sean i stedet
ham kender vi selvfølgelig ikke
men hvad gør det
vi får dig til LA
og mig til hjørnet af verden
alt løser sig
vi skrotter bilen og kammeraterne
og så bare os to mod verden på motorvejen
man kan sagtens blaffe på Vestkysten
noget strammer sig
om min hals men det
er bare to ugers kæderygning og druk
ingen problemer
no worries alt går godt
it's the american dream baby
hard and strange and terrible 

Da jeg første gang oplevede det makkerpar, var epifanien på højde med den dag, jeg - adskillige år før - oprindeligt stødte ind i Michael Dyst på en åben oplæsningsscene. Han udslettede rent ud sagt de øvrige optrædende, mens jeg selv klamrede mig til masten som en bleg matros i et frådende hav. Og den dag i dag er han ikke den type, jeg frivilligt inviterer til noget, jeg selv skal optræde til. Ikke nok med, at han - fortjent - har vundet DM i poetry slam adskillige gange: Han er en sand ener i dansk poesi. Med al respekt for folk som Caspar Eric og Ursula Andkjær Olsen, som både gør sig godt på tryk og live: Der er ingen grund til, at de regnes for de ukronede regenter i dansk poesi lige nu frem for Dyst.

Sidst, jeg snakkede med ham, lå han lidt brak mht. nye tekster. Om det er resultatet at at have givet alt - og jeg mener ALT - gennem ialt seks digtsamlinger siden debuten i 2007 uden at have ret meget at vise for det, aner jeg ikke. Men jeg ved fra mig selv hvor drænende, det år efter år kan være at hamre på den samme dør, der bare ikke åbner sig op. Så er det forklaringen, har han min ubetingede forståelse.

Men lad mig sige det sådan: Hos ham møder erfaringen fra slam-scenen, hvor timing og præcision er alfa og omega, et tydeligt kendskab til såvel klassisk metrik som oldnordisk skjaldetradition. Han kører ikke bare derudaf med opsigtvækkende ytringer, som mange slammere gør, men har slidt røven i laser derhjemme med rim og raffinerede referencer til det punkt, hvor det går hen over hovedet på de fleste. Han er en kunstner. Full stop. Og en af de vildeste og mest originale, jeg har mødt.

Hans indtil nu seneste opus, Den forkerte vej, er ikke så stort anlagt, for ikke at sige symfonisk, som visse af de tidligere samlinger. Til gengæld er den - med Schopenhauer i baglommen - en grum meditation over netop "den forkerte vej". Den, man tager, når hverken det forstillede, perfekte liv eller selvmordet, som omvendt er det tåbelige ophør af alt, er muligheder. Uden blusel fremstiller han sig selv på coveret i bar overkrop, mens han forsvinder ud ad en vej med en vodkaflaske for munden.

Det er hardcore sager. Det er lige før, man forstår, at Hr. og Fru Danmark ikke har den bog stående på kaminhylden. Den har ikke så meget at gøre med Kählervasen og de øvrige nipsting, i hvert fald. Havde det været kranier eller sorte vokslys, så ok.

Man kan sige meget om denne mulige afsked med poesien. Men jeg synes, det er på sin rette plads at holde kæft og bare citere afslutningsdigtet:

Status Quo Vadis

så længe mine ben vil bære mig
kan jeg ikke nære mig
jeg vil altid se mod himlen
hvor uendelig skønhed
ser på denne grimme verden
med tusindvis
af for længst døde øjne

de ser selv mig
som en zombie i en kold provinsnat
fulgt på vej ud i den dybe ro
af et enkelt vildfarent snefnug

de ser mig stirre
tilbage på det støv der skabte mig

de ser mig holde pinen ud
de ser mig gå linen ud
hvor civilisationens skær
- et nu i faldende neon -
kalder mig tilbage til endnu en fest, endnu en tår
med den totale meningsløsheds blå hår
svinger jeg benene vilkårligt rundt

absurde tramp
kalder til kamp
mod håbet om
nogensinde at blive lykkelig

jeg vil hellere være beruset
af vodka og vanvid
i en vild og kort tid
en allersidste dans
før vi alle går hjem

i hver sin seng
i hver vores skal af kalk og illusioner
venter vi
bløder vi
her møder vi
i det inderste hellige
en døende gud

der er ingen vej ud
når først du har krydset broen
og mistet den sidste del af troen
på alt andet end det kors
du selv har bygget af erfaringens bitre gran

når du står på afgrundens rand
er der alt for langt ned
i glemslens dejlige
evighed

herfra bliver kujoner ved
med at tage den lette vej ud
ad gamle vaners vej

Status Quo Vadis

ingen aner hvor det hele ender
skambidt af tidens tænder
gør vi alt for at undgå
at forstå forfaldet
at lytte til kaldet
til hylet fra gaden
til skriget fra skoven
til de øjne der stirrer bebrejdende fra oven
fordi de ved hvem vi er
fordi de ved vi kunne have været
så meget mere

men nu er vi hér
hvor alting er
og ingenting sker

Må nogen - og helst Dyst selv - få ham skrevet ind i litteraturhistorien. Og hellere før end senere.

Henrietta Hilma Petersen ved jeg intet som helst om. At jeg kender hendes debutsamling, Må jeg børste din rottweiler, har udelukkende noget at gøre med, at jeg rutinemæssigt støvsugede hylderne i Det Poetiske Bureaus Forlags bogkælder på Nørrebro sidst, jeg var der. Det er ikke hver dag efterhånden, så hver gang, det sker, er der gerne kommet en ny bunke titler til, og kan de noget, fragter jeg dem hjem. Hellere en for meget end en for lidt, når de kommer til små forlags økonomi.

Men rottweileren fangede mig altså. Også ud over det første, overfladiske indtryk.

Det er en blandet stak tekster - nogle prosadigte, andre stillet mere traditionelt op med brudte linjer - der kredser omkring savnet af kærlighed, men ellers er ramt af en spleen, der er næsten Dystsk. Dog er signalet naturligvis mere kvindeligt. Ingen tunge, doriske opbygninger af rim og emner her: Bare et fint skippende, lettere surrealistisk flow af associationer, der kan have et feministisk svirp, som på s. 53:

Så vælter du ind med stråler af lys, med strenge af grønt, med kim til spritnye myrer og mælkebøtter og algefest

Så ræser du rundt og blotter mit støv, mine nedpakkede fostre og mit spind

Så åbner du skrinet og lader mig smage på vinterens sammenkog
tvebakker og bjerge med det jeg glemte eller ikke gad
noter med drømme, noter med ævl, noter med syreregn og granater

Så står du der igen
du beder mig om rette mig i dit flænsende forårs flor

Så meget sagt surfer digtsamlingen rundt i et rum, hvor dimensionerne aldrig er helt sikre, og udtrykket kan bevæge sig ganske langt ud i en hermetisk, men aldrig meningsløs retning.

Man fornemmer, at det er en debut. Man fornemmer, at nogen har sagt: Det her er en virkelig fin stak digte, og de skal ud. Og med rette. Man kan måske savne, at de spidse stik, syrede billedrækker og sensitive betragtninger havde samlet sig i et mere målrettet værk, men stemmen er absolut lovende. Jeg vil holde øje med hvornår, der sker noget på den front næste gang.

En anden debutant, som virkelig har styr på de ting, er Silja E.K. Henderson, hvis 1.7 tipping point er en sælsom blanding af traditionelle digte, egne associative passager, tekstfragmenter, der er sakset fra nyhedstekster, Google, de sociale medier og andre kilder, samt novelleagtige forløb og dagbogsnotater. Med andre ord et raffineret væv at indre og ydre udsagn og indtryk, der egentlig bør opleves i sin næsten symfoniske helhed frem for at pilles fra hinanden i enkeltdele. På flappen kaldes 1.7 tipping point en montage, og det er bogen da også, men en temmelig målrettet af slagsen, da 1.7 grader er den temperaturstigning, kloden kan klare, før en selvforstærkende acceleration mod ragnarok forventes at blive uundgåelig. Et faktum, hele værket graviterer omkring i sin melange af tørre facts, situationsbeskrivelser og forløb af en nærmest science fiction-agtig karakter.

Henderson har en ph.d. i katastrofepsykologi, og det gennemsyrer på sin vis bogen. For når det økosystem, man baserer sig på, kollapser, hvad kollapser ellers? Hvilke relationer må komme under udfordring? Hvilke følelser udløser det?

Og alligevel er 1.7 tipping point i min optik - modsat hvad andre stemmer åbenbart har ment - et gedigent digterværk, der hele tiden vibrerer nervepirrende mellem distance og nærvær. Det er en nyhed, når en båd går ned i Middelhavet, fordi folk er flygtet fra tørken i Afrika, men hvad nu hvis jeg og mit barn bliver tvunget ud i en periferi, som ikke længere eksisterer? Hvad nu, hvis flowet af information pludselig tager form af knusende virkelighed? Hvad nu, hvis "det uafvendelige" virkelig viser sig at være en uafvendelig fysisk realitet?

Det kunne så uendeligt nemt være endt som en politisk korrekt, meget prosaisk sag, hvor overlægget helt havde kvalt poesien, men i stedet sender Hendersons bratte sammenstillinger hjernen på en sårbar flugt mellem diverse hårde mure, der også understreges mellem konstante grafiske skift og sågar det faktum, at bogen tiltes 180 grader på midten. I en storm af tilsyneladende løsrevne, men i virkeligheden uhyre velplacerede tegn færges man ind i - bestemt ikke ud af - et mareridt, man sandsynligvis aldrig vil vågne fra:

Til sidst bliver børnene også spøgelser
må stampe og hyle
for igen at blive til
det er jo for deres skyld, råber jeg
og vader gennem den tynde grønlige
hinde af vand, som efterhånden
dækker alting
de forstår det hele
og ingenting
på første sal er der stadig tørt

***

Det antropocæne danser til
The Sound of Silence

Hvis jeg skal tvinges til noget så ultimativt dumt som at vælge favoritter, er 1.7 tipping point den flotteste digtsamling (i mangel af bedre betegnelser), jeg har læst i sommeren 2019. Faktisk i nogle år. Om den repræsenterer noget nyt, er et godt spørgsmål. Montageformen er ikke sensationel i sig selv - på den måde er værket typisk postmodernistisk - og budskabet er hørt før, selvom det tilsyneladende ikke trængt ind overalt. Der ER bare generelt ikke meget nyt under solen. Men giver den mig lyst til at skrive i nye og anderledes baner? Ja. Rører den mig? Ja. Giver den mig lyst til at omtænke den måde, jeg lever på? Ja.

Så meget sagt bør alle fire samlinger bør læses af enhver, der interesserer sig seriøst for dansk poesi. Og alle fem forfattere bør få en højere stjerne udenfor den lyriske undergrund, end de har.

Tro mig: Selvom det er bøger, som på hver deres vis bevæger sig skyggefulde steder hen, skal de nok alligevel berige din sommer.

Sommerlæsninger 2: Kristus, krautrock og ketamin

Stephen Morris: Record Play Pause
- confessions of a post-punk percussionist volume one
416 sider, 159 kr.
Constable Books, 2019.

Jeg har været optaget af Manchester-bandet Joy Division, siden jeg var midt i teenageårene. Deres forfaldsromantiske, psykedelisk rungende postpunk fra et Nordengland, hvor industrien var i krise, og det for de fleste var en betingelse at blive født til dead end jobs eller det, som var værre, viste sig at være et tilsvarende fint soundtrack til at vågne mentalt op i en landsby, hvor gårdene på stribe gik på røven, og man vidste, man måtte rejse, hvis man skulle have en bare nogenlunde fornuftig chance for at blive til noget. At bandets rå tristesse så også var et fint match til ulykkelige forelskelser, nætter, hvor man lå vågen for at fundere over de store spørgsmål, og "sodavandsdiskoteker", hvor volden altid lå og boblede lige under overfladen, er så en anden ting.

I centrum for myten omkring Joy Division, som ellers i sig selv var markante nok i kraft af den måde, de har påvirket såvel goth som indie og metal på, står sangeren og tekstforfatteren Ian Curtis' selvmord i maj 1980, blot 23 år gammel. Det er blevet romantiseret på et plan, der kun lader sig sammenligne med Kurt Cobains lignende exit fra verden 14 år senere, og da jeg var 15, fascinerede historien om den plagede, men geniale unge mand, som gav den grimme virkelighed den ultimative fuckfinger, mig da også voldsomt. Dels så jeg ham som et potentielt forbillede, dels var han absurd nok samtidig en reminder om, at ophøret faktisk fandtes, mens man selv løb rundt og skabte sig som om, man var fucking udødelig.

Vigtig for denne version af myten var imidlertid den lukkethed, de resterende medlemmer, der snart efter fortsatte bandet som New Order og fortsatte sammenbidt ind i de discoglitrende 80'ere, udviste omkring såvel tabet som årsagerne. Man kunne frit hænge Ian op på korset og fantasere om, at man en dag kom til at flagre der i hans sted. At der var prosaiske, ja, måske ligefrem banale forklaringer på selvmordet, faldt ligesom ikke en ind.

Men da "det ægte New Order", som jeg må indrømme, at jeg stadig tænker på det, selvom bandet stadig eksisterer, faldt fra hinanden ved bassisten Peter Hooks smækken med døren i 2007, begyndte såvel historierne som skeletterne at rasle ud af klædeskabet.

En solid forsmag på dette fik man allerede i 1995, da Deborah Curtis, Ians hustru, skrev Touching from a Distance, som på hjerteskærende vis fortalte historien om et ægteskab såvel som et ungt liv, der gradvist kollapsede under vægten af utroskab, karrierepres, dårlig medicinering mod epilepsi og almindelig ungdommelig dårskab, men ikke gjorde læseren så voldsomt meget klogere på musikken. Det rådede Hook bod på i 2013, da han udgav Unknown Pleasures. På én led en bandkollegas version af de samme begivenheder, på en anden et langt mere tilfredsstillende indblik i orkestrets arbejdsmetoder, på en tredje et pinligt personangreb på "Twatto" (AKA guitaristen Bernard Sumner), som han siden 2007 havde været i bad standing med. Som et naturligt modsvar skrev Twatto året efter den lidt overfladiske Chapter and Verse, der tydeligvis mest var tænkt som et forsvar mod Hooks angreb, men dog tilføjede interessante detaljer omkring såvel forfatterens egen barndom som selvmordet, der bl.a. blev knyttet sammen med regressionsterapi under hypnose.

Nu har trommeslageren Stephen Morris også grebet pennen, og som den mest litterære i bandet - han delte interessen for outsiderforfattere som J.G. Ballard og William S. Burroughs med Curtis - burde man kunne forvente sig en del, selvom emnet Joy Division egentlig burde være udtømt.

Og til min store fornøjelse leverer han.

Hvor de tre andre værker har været ganske tunge, plagede affærer - selvom Hooks rummede en egen form for afstumpet humor - er Morris' den underholdende biografi om bandet. Et forhold, der måske skyldes hans outsiderposition i kollektivet. Han var så langt den mest erfarne musiker af de fire, før han blev hyret gennem en audition, blev aldrig en fasttømret del af den ungdomsbande fra forstaden Salford, Joy Division opstod af, og var følgelig heller ikke for alvor i skudlinjen, da konflikten mellem Hook og Sumner brød ud i lys lue. En ideel position for en forfatter, der gerne vil beskrive, hvordan bandet rent faktisk var.

Mange af anekdoterne har man hørt før. Som historien om, hvordan Terry Mason - bandets første, lettere inkompetente manager - kopierede gruppens demobånd ved at optage lyden fra et andet anlæg i stuen, mens ham og moderen så Coronation Street. Andre har man fået fra andre vinkler. Som historien om dengang i Tyskland, hvor Morris ved en misforståelse slugte en hel Red Star - fem gange syre i én tablet - og trippede gennem resten af tournéen, mens han bryggede på raffinerede måder at ombringe Sumner og Hook på. Men han er vist den første, der åbent indrømmer, at man i bandet var møgelendige til at tale om følelser. Hvilket ikke kun blev en del af årsagen til Curtis' selvmord, men også bruddet 27 år senere.

Han antyder tilmed, at noget af det, som omvendt bandt gruppen sammen - og måske forklarer en del af udtrykket - var psyker, som på hver deres måde var forstyrrede. At Curtis' var det, er oplagt, men også Sumner led af periodisk mismod, der senere blev medicineret med Prozac, og Hook havde sine egne issues, som langt hen ad vejen blev drukket eller sniffet væk. Siden han var stor dreng, havde Morris selv været på forskellige former for psykofarmaka mod blackouts, depression og, må man formode, ADHD.

Men ingen af de fire - og slet ikke Curtis - fremstilles som mørkemænd. Hvor befriende er det ikke at læse denne note fra bogen, hvor Ian beklager sig til manager Rob Gretton over mixet af Closer-albummet:

Rob,

Judged purely on my own terms, and not to be interpreted as an opinion or reflection of mass media and public taste but a criticism of my own esoteric and elitist mind of which the mysteries of life are very few and beside which the grace of God has deemed to indicate in a vision the true nature of all things, plus the fact that everyone else are a sneaky, japing load of tossers, I decree that this LP is a disaster.

I K Curtis

Kristus på korset, anyone?

På samme vis fremstiller Morris absolut ikke sig selv som nogen korshænger. Jo, han har problemer i undervisningssystemet. Jo, han bliver på et tidspunkt stalket af en sindsforvirret kæreste. Jo, han er udset til at blive arvingen af et familiefirma, han absolut ingen interesse har for. Han indrømmer endda, at han midt i 70'erne var ved at forsumpe i en tåge af stoffer og kriminalitet. Men der er også kærlige linjer om kæresten Gillian Gilbert, som senere blev det fjerde medlem af New Order, og ekstatiske rablerier om alt, der lugter af sci-fi. Og nogle ganske informative passager om det elektroniske gear, der gradvist vandt indpas i Joy Division, før det langt hen ad vejen kom til at definere New Order-lyden. Man må også stærkt formode, at Morris' teenage-lytning, der rakte fra Hawkwind over Velvet Underground til Neu og Faust, havde en væsentlig indvirkning på bandets udtryk.

Som den eneste i bandet dengang lader Morris også til at have forstået meningen bag produceren Martin Hannetts tilsyneladende galskab. Når han blev bedt om at pille trommesættet fra hinanden og indspille hver lyd separat, var det ikke blot og bar sadisme på kokain, men et forsøg på at eliminere spillage. Dvs. det forhold, at lyden fra hvert trommeslag indvirker ikke blot på resten af sættet, men alle andre instrumenter, der befinder sig i rummet, resulterende i et grumset udtryk.

Fortællingen slutter sidst i 1980, hvor det sårede, men ikke slagne orkester har slæbt sig igennem en slingrende USA-tour som New Order. Næste bind, der er sat til at udkomme næste år, dækker det følgende kapitel i sagaen.

Jeg kan slet ikke vente. Stor applaus til den skrivende trommeslager, som med dette bind har gjort det monokromt sorte billede af Joy Division dybere ved at tilføje farver og lys.

Sommerlæsninger 1: Bold og bulder

Thomas Gravgaard: Vi er våbenbrødre
- min rejse gennem det ekstreme fodboldeuropa
209 sider, 119 kr. 
People's Press, 2014.


Jeg har for første gang i mit liv læst en fodboldbog. Faktisk slugte jeg de 230 sider på en dag.

Folk, der kender mig godt, ved, at den slags normalt interesserer mig mindre end at se maling tørre.

Jeg har aldrig opbygget noget rigtigt forhold til den sport. Faktisk associerer jeg den mest med den trælse fornemmelse af at føle mig udenfor, mens venner eller familie sidder klistret til skærmen.

Men den her skulle jeg altså kværne alligevel. Faktisk skulle det være sket for længe siden. Allerede ved udgivelsen i 2014, hvor jeg lovede mig selv at få den op under neglene.

Grunden? En af mine kusiner står på takkelisten. Hun er tilmed en af de mest gennemgående personer i bogen. Og jeg kendte selv Hr. Gravgaard engang. Gennem nogle få år først i 90'erne dannede han nemlig par med kusinen og var fast inventar til familiefesterne, hvor han travede ind i de flestes hjerter med sin slagterhundsattitude. Da han forsvandt ud af billedet, var han savnet herfra. Men tiden læger alle sår og den slags. Af og til kom der en pip fra kusinen om, at han nu var blevet journalist, nu var på tv osv., og det er da også lykkedes mig at fange ham på skærmen et par gange. Men det var jo fodbold, det handlede om.

Altså: Fodbold. Hans livslange passion. En fjern og egentlig ret ligegyldig størrelse for mig.

Alligevel: Nu havde han skrevet en bog. Endda en erindringsbog af en slags. Den skulle da læses. Og i lørdags fandt jeg den på udsalg. Det var på høje tid at komme i gang.

Og så skete det magiske. Jeg connectede sgu med stoffet. Ikke kun fordi det var velskrevet: Af en journalist burde man kunne forvente sig den slags. Men på et menneskeligt plan, jeg kun fornemmede intuitivt dengang, vi kendte hinanden, og som jeg formodede var forduftet, da han rodede sig ud i alt det der ultras-dims.

Jeg har altid haft det stramt med ultras-grupperinger. Jeg har mere end en gang set flokke fra Brøndby Support terrorisere hele togkupéer. I Aalborg chikanerede de lokale ultras jævnligt 1000Fryd, som jeg i de år havde tætte forbindelser til. Og en tilfældig aften i Århus undgik jeg med nød og næppe at blive slået til plukfisk af en White Pride-tilhænger. At Thomas - vores Thomas - virkelig havde været en del af det miljø, og endda på europæisk plan, i lige dele skuffede og fascinerede mig. Det sidste forstået på den måde, at man trods alt måtte formode, at bogen bød på nogle saftige anekdoter.

Nuvel: Da jeg havde moret mig lidt over historien med kusinen, der måtte smugle en tænderklaprende Hr. Gravgaard væk fra en potentiel konfrontation med White Pride i sin Fiat 127, og med et gulp fordøjet kapitler, hvor han festede med nationalistiske hooligans og deltog lidt for aktivt i sammenstød, viste den overordnede historie sig at være ikke blot såre menneskelig. 
Jeg kunne fra mit eget udsigtspunkt spejle mig i den.

Det er en maskulin dannelsesroman. Af en slags.

Et sted skriver Gravgaard, at han sikkert kunne have fået lige så meget ud af at smadre rundt i metalmiljøets moshpits, som han gjorde ved at dyrke ekstrem fodboldkultur i Spanien eller England. At det kunne have været et tilsvarende opgør med den flinkeskole, han var vokset op i. Og en tilsvarende måde at gøre op med den indre tøsedreng på.

Da vi kendte hinanden, havde vi tilsyneladende det til fælles, at vi var tøsedrenge. Han tog på stadion for at få hår på brystet. Jeg valgte moshpitten.

Han stivede sig af med slagsmål og Guiness - det første efter sigende en populær ting hos det modsatte køn. Jeg lod garnet gro og opsøgte den mest ekstreme musik, jeg overhovedet kunne forestille mig. Hvilket også til en vis grad virkede i den henseende.

Vi kom begge gennem forhold, hvor vi blev tromlet af kvinder, der "savnede udfordringer" efter at have tæmmet og kastreret deres mænd. Vi gennemgik begge to faser, hvor vi røg over i den modsatte grøft. Blev lidt for kølige, hårde og ligeglade. Har begge været ude i depressioner, der tilsyneladende skyldtes den samme forvirring over, hvad fanden man skal være, hvis alt er forkert.

Gravgaard er ude i en kritik af feminismen, jeg aldrig selv ville ty til. Problemet er ikke, at kvinder hævder deres værd, men at mænd aldrig snakker sammen om de identitetsproblemer, forskydningen giver dem. Faktisk sluger de hellere bly eller bruger næver i stedet.

Men at både være prinsen på den hvide hest og the bad boy, der langer håndmadder ud, er og bliver en umulig opgave uanset om ens favoritdrug er bold eller musik.

I sidste ende konkluderer han, at løsningen på problemet "mand" har en nærmest metafysisk karakter. Han kalder den ligevægtige tilstand, hvor blødhed og hårdhed følges organisk ad, for et "buzz". Jeg ville kalde den zen. At finde tilbage til det ansigt, man havde, før man blev født og henvist til diverse kunstige former for afstivning som forsvar mod tendenser i tiden.

Så forskellige veje. Så tilsvarende resultater.

Et stort plus ved bogen er netop, at Gravgaard bruger tiden i de ekstreme fodboldmiljøer som et afsæt for at problematisere den moderne, maskuline selvforståelse. I øjenhøjde. Selvironisk. Tænksomt. Aldrig klynkende eller navlepillende.

Vi er våbenbrødre åbner for en debat, de færreste endnu har fattet er dødsens nødvendig. Uden at være hverken klæg eller kanindræberagtig. Bare ligefrem og kammeratlig.

Så tak for håndtrykket over tid, Thomas.

Og tak for at bibringe mig hvis ikke decideret sympati, så faktisk en vis forståelse for en type kultur, jeg ellers aldrig ville have rørt med en ildtang.