- confessions of a post-punk percussionist volume one
416 sider, 159 kr.
Constable Books, 2019.
Jeg har været optaget af Manchester-bandet Joy Division, siden jeg var midt i teenageårene. Deres forfaldsromantiske, psykedelisk rungende postpunk fra et Nordengland, hvor industrien var i krise, og det for de fleste var en betingelse at blive født til dead end jobs eller det, som var værre, viste sig at være et tilsvarende fint soundtrack til at vågne mentalt op i en landsby, hvor gårdene på stribe gik på røven, og man vidste, man måtte rejse, hvis man skulle have en bare nogenlunde fornuftig chance for at blive til noget. At bandets rå tristesse så også var et fint match til ulykkelige forelskelser, nætter, hvor man lå vågen for at fundere over de store spørgsmål, og "sodavandsdiskoteker", hvor volden altid lå og boblede lige under overfladen, er så en anden ting.
I centrum for myten omkring Joy Division, som ellers i sig selv var markante nok i kraft af den måde, de har påvirket såvel goth som indie og metal på, står sangeren og tekstforfatteren Ian Curtis' selvmord i maj 1980, blot 23 år gammel. Det er blevet romantiseret på et plan, der kun lader sig sammenligne med Kurt Cobains lignende exit fra verden 14 år senere, og da jeg var 15, fascinerede historien om den plagede, men geniale unge mand, som gav den grimme virkelighed den ultimative fuckfinger, mig da også voldsomt. Dels så jeg ham som et potentielt forbillede, dels var han absurd nok samtidig en reminder om, at ophøret faktisk fandtes, mens man selv løb rundt og skabte sig som om, man var fucking udødelig.
Vigtig for denne version af myten var imidlertid den lukkethed, de resterende medlemmer, der snart efter fortsatte bandet som New Order og fortsatte sammenbidt ind i de discoglitrende 80'ere, udviste omkring såvel tabet som årsagerne. Man kunne frit hænge Ian op på korset og fantasere om, at man en dag kom til at flagre der i hans sted. At der var prosaiske, ja, måske ligefrem banale forklaringer på selvmordet, faldt ligesom ikke en ind.
Men da "det ægte New Order", som jeg må indrømme, at jeg stadig tænker på det, selvom bandet stadig eksisterer, faldt fra hinanden ved bassisten Peter Hooks smækken med døren i 2007, begyndte såvel historierne som skeletterne at rasle ud af klædeskabet.
En solid forsmag på dette fik man allerede i 1995, da Deborah Curtis, Ians hustru, skrev Touching from a Distance, som på hjerteskærende vis fortalte historien om et ægteskab såvel som et ungt liv, der gradvist kollapsede under vægten af utroskab, karrierepres, dårlig medicinering mod epilepsi og almindelig ungdommelig dårskab, men ikke gjorde læseren så voldsomt meget klogere på musikken. Det rådede Hook bod på i 2013, da han udgav Unknown Pleasures. På én led en bandkollegas version af de samme begivenheder, på en anden et langt mere tilfredsstillende indblik i orkestrets arbejdsmetoder, på en tredje et pinligt personangreb på "Twatto" (AKA guitaristen Bernard Sumner), som han siden 2007 havde været i bad standing med. Som et naturligt modsvar skrev Twatto året efter den lidt overfladiske Chapter and Verse, der tydeligvis mest var tænkt som et forsvar mod Hooks angreb, men dog tilføjede interessante detaljer omkring såvel forfatterens egen barndom som selvmordet, der bl.a. blev knyttet sammen med regressionsterapi under hypnose.
Nu har trommeslageren Stephen Morris også grebet pennen, og som den mest litterære i bandet - han delte interessen for outsiderforfattere som J.G. Ballard og William S. Burroughs med Curtis - burde man kunne forvente sig en del, selvom emnet Joy Division egentlig burde være udtømt.
Og til min store fornøjelse leverer han.
Hvor de tre andre værker har været ganske tunge, plagede affærer - selvom Hooks rummede en egen form for afstumpet humor - er Morris' den underholdende biografi om bandet. Et forhold, der måske skyldes hans outsiderposition i kollektivet. Han var så langt den mest erfarne musiker af de fire, før han blev hyret gennem en audition, blev aldrig en fasttømret del af den ungdomsbande fra forstaden Salford, Joy Division opstod af, og var følgelig heller ikke for alvor i skudlinjen, da konflikten mellem Hook og Sumner brød ud i lys lue. En ideel position for en forfatter, der gerne vil beskrive, hvordan bandet rent faktisk var.
Mange af anekdoterne har man hørt før. Som historien om, hvordan Terry Mason - bandets første, lettere inkompetente manager - kopierede gruppens demobånd ved at optage lyden fra et andet anlæg i stuen, mens ham og moderen så Coronation Street. Andre har man fået fra andre vinkler. Som historien om dengang i Tyskland, hvor Morris ved en misforståelse slugte en hel Red Star - fem gange syre i én tablet - og trippede gennem resten af tournéen, mens han bryggede på raffinerede måder at ombringe Sumner og Hook på. Men han er vist den første, der åbent indrømmer, at man i bandet var møgelendige til at tale om følelser. Hvilket ikke kun blev en del af årsagen til Curtis' selvmord, men også bruddet 27 år senere.
Han antyder tilmed, at noget af det, som omvendt bandt gruppen sammen - og måske forklarer en del af udtrykket - var psyker, som på hver deres måde var forstyrrede. At Curtis' var det, er oplagt, men også Sumner led af periodisk mismod, der senere blev medicineret med Prozac, og Hook havde sine egne issues, som langt hen ad vejen blev drukket eller sniffet væk. Siden han var stor dreng, havde Morris selv været på forskellige former for psykofarmaka mod blackouts, depression og, må man formode, ADHD.
Men ingen af de fire - og slet ikke Curtis - fremstilles som mørkemænd. Hvor befriende er det ikke at læse denne note fra bogen, hvor Ian beklager sig til manager Rob Gretton over mixet af Closer-albummet:
Rob,
Judged purely on my own terms, and not to be interpreted as an opinion or reflection of mass media and public taste but a criticism of my own esoteric and elitist mind of which the mysteries of life are very few and beside which the grace of God has deemed to indicate in a vision the true nature of all things, plus the fact that everyone else are a sneaky, japing load of tossers, I decree that this LP is a disaster.
I K Curtis
Kristus på korset, anyone?
På samme vis fremstiller Morris absolut ikke sig selv som nogen korshænger. Jo, han har problemer i undervisningssystemet. Jo, han bliver på et tidspunkt stalket af en sindsforvirret kæreste. Jo, han er udset til at blive arvingen af et familiefirma, han absolut ingen interesse har for. Han indrømmer endda, at han midt i 70'erne var ved at forsumpe i en tåge af stoffer og kriminalitet. Men der er også kærlige linjer om kæresten Gillian Gilbert, som senere blev det fjerde medlem af New Order, og ekstatiske rablerier om alt, der lugter af sci-fi. Og nogle ganske informative passager om det elektroniske gear, der gradvist vandt indpas i Joy Division, før det langt hen ad vejen kom til at definere New Order-lyden. Man må også stærkt formode, at Morris' teenage-lytning, der rakte fra Hawkwind over Velvet Underground til Neu og Faust, havde en væsentlig indvirkning på bandets udtryk.
Som den eneste i bandet dengang lader Morris også til at have forstået meningen bag produceren Martin Hannetts tilsyneladende galskab. Når han blev bedt om at pille trommesættet fra hinanden og indspille hver lyd separat, var det ikke blot og bar sadisme på kokain, men et forsøg på at eliminere spillage. Dvs. det forhold, at lyden fra hvert trommeslag indvirker ikke blot på resten af sættet, men alle andre instrumenter, der befinder sig i rummet, resulterende i et grumset udtryk.
Fortællingen slutter sidst i 1980, hvor det sårede, men ikke slagne orkester har slæbt sig igennem en slingrende USA-tour som New Order. Næste bind, der er sat til at udkomme næste år, dækker det følgende kapitel i sagaen.
Jeg kan slet ikke vente. Stor applaus til den skrivende trommeslager, som med dette bind har gjort det monokromt sorte billede af Joy Division dybere ved at tilføje farver og lys.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar