74 sider, 121 kr.
Emeritus, 2019.
Michael Dyst: Den forkerte vej
Copenhagen Storytellers, 2017.
80 sider, 49 kr. som ebog.
Henrietta Hilma Petersen: Må jeg børste din rottweiler?
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018.
56 sider, 150 kr.
Silja E K. Henderson: 1,7 tipping point
Gladiator, 2018.
108 sider, 199,95 kr.
Dansk poesi er andet og mere end de navne, der hvert år spyttes ud fra Forfatterskolen, hvorved de får adgang til de store forlag og den deraf følgende medieeksponering. Jeg har utallige gange før spyttet syre over både den måde, Forfatterskolen har det med at ensrette deres ind imellem store talenter på, og det både ensformige og noget eksklusive billede af, hvad dansk lyrik er, den tilgang skaber i mediebilledet. Den smøre gider jeg simpelthen ikke at køre på repeat. Men lad det bare være sagt, at for hver gang et reelt talent bryder igennem fra den kant, er der tre-fire lige så store, der bliver henvist til en evig ørkenvandring i undergrunden, og at man ikke med nogen som helst ret kan påkalde sig at vide noget om dansk nutidspoesi, hvis man udelukkende orienterer sig efter dagbladene.
Hvor mange - udover altså dem, der nærmest privat er stødt ind i dem - ved f.eks., at der eksisterer et makkerpar ved navn Valdemar Kjærulff og Harald Toksværd? Hverken Amerika18, der udkom i år, eller forgængeren Afløbsrens (2017), som blev til i samarbejde med Jesper Lange, har fået nogen påfaldende medieeksponering. Alligevel er de for mig at se talenter af en støbning, man simpelthen ikke kan overse, hvis man først har hørt eller læst dem, og at Emeritus er min nuværende udgiver er et direkte resultat af, at d'herrer opsøgte den kanal. Det ville simpelthen være mig en ære at gøre dem selskab.
Amerika18 er ung poesi, når det er finest: Heftig, flabet og respektløs, men også med et håndelag og en stilistisk bevidsthed, der gør det faktum, at de begge to befinder sig i den første del af tyverne, frapperende. De skriver som om, de har været i gamet i mange år, og selvom man tiltænker Kjærulff den lidt mere indadvendte og tænksomme stemmeføring, der jævnligt dukker op, mens Toksværd nok generelt tager sig af de mere spektakulære og flamboyante passager, virker hele samlingen stadig som forfattet med en hånd. At det også er tilsigtet understreges af, at ingen af de to på noget tidspunkt krediteres for andet end halvdelen af den samlede indsats.
Rammen er en rejse gennem USA i sommeren 2018, og får det nogen til at associere i retning af Kerouacs On the road eller Hunter S. Thompsons Fear and loathing in Las Vegas, skyder de ikke helt forbi. Der er en blanding af beat og udkørt new journalism i hver eneste linje, mens man trækkes gennem en orkan af spleen, glitter, trash og stoffer, som makkerparret måske, måske ikke har indtaget undervejs. Og som hos både Thompson og Kerouac slutter rejsen ikke med nogen specielt dyb erkendelse ud over den, at man fandeme har været til undervejs. Den amerikanske desperadoversion af zen.
Man kunne selvfølgelig ønske sig, at de havde genopfundet hjulet et eller andet sted undervejs. Kuldkastet den garvede læsers fastlåste opfattelse af, hvad poesi er og bør være, som ungdommen åbenbart formodes at skulle gøre. Men i 2019 sker den slags bare ikke mere, og personligt er jeg mere end tilfreds, hvis folk bare formår at levere et tilstrækkeligt vitalt og personlige take på en etableret tradition. Og det må man sige, at Kjærulff og Toksværd leverer med Amerika18. Som nu her:
Kia'en giver op på motorvejen
et tårn af hvid røg fra kølerhjelmen
Kaitlyn græder ind i telefonen
Stephen er så skæv at han
ikke fatter hvad der foregår Valde
ser bange ud så jeg griner
laver jokes
holder dem kørende
alt er fint alt er fint
Valde snakker om stofferne i tasken jeg siger
ingen problemer no worries
alt går godt
tager en uge mere i Denver
hvorfor ikke?
kører bare med Sean i stedet
ham kender vi selvfølgelig ikke
men hvad gør det
vi får dig til LA
og mig til hjørnet af verden
alt løser sig
vi skrotter bilen og kammeraterne
og så bare os to mod verden på motorvejen
man kan sagtens blaffe på Vestkysten
noget strammer sig
om min hals men det
er bare to ugers kæderygning og druk
ingen problemer
no worries alt går godt
it's the american dream baby
hard and strange and terrible
Sidst, jeg snakkede med ham, lå han lidt brak mht. nye tekster. Om det er resultatet at at have givet alt - og jeg mener ALT - gennem ialt seks digtsamlinger siden debuten i 2007 uden at have ret meget at vise for det, aner jeg ikke. Men jeg ved fra mig selv hvor drænende, det år efter år kan være at hamre på den samme dør, der bare ikke åbner sig op. Så er det forklaringen, har han min ubetingede forståelse.
Men lad mig sige det sådan: Hos ham møder erfaringen fra slam-scenen, hvor timing og præcision er alfa og omega, et tydeligt kendskab til såvel klassisk metrik som oldnordisk skjaldetradition. Han kører ikke bare derudaf med opsigtvækkende ytringer, som mange slammere gør, men har slidt røven i laser derhjemme med rim og raffinerede referencer til det punkt, hvor det går hen over hovedet på de fleste. Han er en kunstner. Full stop. Og en af de vildeste og mest originale, jeg har mødt.
Hans indtil nu seneste opus, Den forkerte vej, er ikke så stort anlagt, for ikke at sige symfonisk, som visse af de tidligere samlinger. Til gengæld er den - med Schopenhauer i baglommen - en grum meditation over netop "den forkerte vej". Den, man tager, når hverken det forstillede, perfekte liv eller selvmordet, som omvendt er det tåbelige ophør af alt, er muligheder. Uden blusel fremstiller han sig selv på coveret i bar overkrop, mens han forsvinder ud ad en vej med en vodkaflaske for munden.
Det er hardcore sager. Det er lige før, man forstår, at Hr. og Fru Danmark ikke har den bog stående på kaminhylden. Den har ikke så meget at gøre med Kählervasen og de øvrige nipsting, i hvert fald. Havde det været kranier eller sorte vokslys, så ok.
Man kan sige meget om denne mulige afsked med poesien. Men jeg synes, det er på sin rette plads at holde kæft og bare citere afslutningsdigtet:
Status Quo Vadis
så længe mine ben vil bære mig
kan jeg ikke nære mig
jeg vil altid se mod himlen
hvor uendelig skønhed
ser på denne grimme verden
med tusindvis
af for længst døde øjne
de ser selv mig
som en zombie i en kold provinsnat
fulgt på vej ud i den dybe ro
af et enkelt vildfarent snefnug
de ser mig stirre
tilbage på det støv der skabte mig
de ser mig holde pinen ud
de ser mig gå linen ud
hvor civilisationens skær
- et nu i faldende neon -
kalder mig tilbage til endnu en fest, endnu en tår
med den totale meningsløsheds blå hår
svinger jeg benene vilkårligt rundt
absurde tramp
kalder til kamp
mod håbet om
nogensinde at blive lykkelig
jeg vil hellere være beruset
af vodka og vanvid
i en vild og kort tid
en allersidste dans
før vi alle går hjem
i hver sin seng
i hver vores skal af kalk og illusioner
venter vi
bløder vi
her møder vi
i det inderste hellige
en døende gud
der er ingen vej ud
når først du har krydset broen
og mistet den sidste del af troen
på alt andet end det kors
du selv har bygget af erfaringens bitre gran
når du står på afgrundens rand
er der alt for langt ned
i glemslens dejlige
evighed
herfra bliver kujoner ved
med at tage den lette vej ud
ad gamle vaners vej
Status Quo Vadis
ingen aner hvor det hele ender
skambidt af tidens tænder
gør vi alt for at undgå
at forstå forfaldet
at lytte til kaldet
til hylet fra gaden
til skriget fra skoven
til de øjne der stirrer bebrejdende fra oven
fordi de ved hvem vi er
fordi de ved vi kunne have været
så meget mere
men nu er vi hér
hvor alting er
og ingenting sker
Må nogen - og helst Dyst selv - få ham skrevet ind i litteraturhistorien. Og hellere før end senere.
Men rottweileren fangede mig altså. Også ud over det første, overfladiske indtryk.
Det er en blandet stak tekster - nogle prosadigte, andre stillet mere traditionelt op med brudte linjer - der kredser omkring savnet af kærlighed, men ellers er ramt af en spleen, der er næsten Dystsk. Dog er signalet naturligvis mere kvindeligt. Ingen tunge, doriske opbygninger af rim og emner her: Bare et fint skippende, lettere surrealistisk flow af associationer, der kan have et feministisk svirp, som på s. 53:
Så vælter du ind med stråler af lys, med strenge af grønt, med kim til spritnye myrer og mælkebøtter og algefest
Så ræser du rundt og blotter mit støv, mine nedpakkede fostre og mit spind
Så åbner du skrinet og lader mig smage på vinterens sammenkog
tvebakker og bjerge med det jeg glemte eller ikke gad
noter med drømme, noter med ævl, noter med syreregn og granater
Så står du der igen
du beder mig om rette mig i dit flænsende forårs flor
Så meget sagt surfer digtsamlingen rundt i et rum, hvor dimensionerne aldrig er helt sikre, og udtrykket kan bevæge sig ganske langt ud i en hermetisk, men aldrig meningsløs retning.
Man fornemmer, at det er en debut. Man fornemmer, at nogen har sagt: Det her er en virkelig fin stak digte, og de skal ud. Og med rette. Man kan måske savne, at de spidse stik, syrede billedrækker og sensitive betragtninger havde samlet sig i et mere målrettet værk, men stemmen er absolut lovende. Jeg vil holde øje med hvornår, der sker noget på den front næste gang.
Henderson har en ph.d. i katastrofepsykologi, og det gennemsyrer på sin vis bogen. For når det økosystem, man baserer sig på, kollapser, hvad kollapser ellers? Hvilke relationer må komme under udfordring? Hvilke følelser udløser det?
Og alligevel er 1.7 tipping point i min optik - modsat hvad andre stemmer åbenbart har ment - et gedigent digterværk, der hele tiden vibrerer nervepirrende mellem distance og nærvær. Det er en nyhed, når en båd går ned i Middelhavet, fordi folk er flygtet fra tørken i Afrika, men hvad nu hvis jeg og mit barn bliver tvunget ud i en periferi, som ikke længere eksisterer? Hvad nu, hvis flowet af information pludselig tager form af knusende virkelighed? Hvad nu, hvis "det uafvendelige" virkelig viser sig at være en uafvendelig fysisk realitet?
Det kunne så uendeligt nemt være endt som en politisk korrekt, meget prosaisk sag, hvor overlægget helt havde kvalt poesien, men i stedet sender Hendersons bratte sammenstillinger hjernen på en sårbar flugt mellem diverse hårde mure, der også understreges mellem konstante grafiske skift og sågar det faktum, at bogen tiltes 180 grader på midten. I en storm af tilsyneladende løsrevne, men i virkeligheden uhyre velplacerede tegn færges man ind i - bestemt ikke ud af - et mareridt, man sandsynligvis aldrig vil vågne fra:
Til sidst bliver børnene også spøgelser
må stampe og hyle
for igen at blive til
det er jo for deres skyld, råber jeg
og vader gennem den tynde grønlige
hinde af vand, som efterhånden
dækker alting
de forstår det hele
og ingenting
på første sal er der stadig tørt
***
Det antropocæne danser til
The Sound of Silence
Hvis jeg skal tvinges til noget så ultimativt dumt som at vælge favoritter, er 1.7 tipping point den flotteste digtsamling (i mangel af bedre betegnelser), jeg har læst i sommeren 2019. Faktisk i nogle år. Om den repræsenterer noget nyt, er et godt spørgsmål. Montageformen er ikke sensationel i sig selv - på den måde er værket typisk postmodernistisk - og budskabet er hørt før, selvom det tilsyneladende ikke trængt ind overalt. Der ER bare generelt ikke meget nyt under solen. Men giver den mig lyst til at skrive i nye og anderledes baner? Ja. Rører den mig? Ja. Giver den mig lyst til at omtænke den måde, jeg lever på? Ja.
Så meget sagt bør alle fire samlinger bør læses af enhver, der interesserer sig seriøst for dansk poesi. Og alle fem forfattere bør få en højere stjerne udenfor den lyriske undergrund, end de har.
Tro mig: Selvom det er bøger, som på hver deres vis bevæger sig skyggefulde steder hen, skal de nok alligevel berige din sommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar