Sommerlæsninger 1: Bold og bulder

Thomas Gravgaard: Vi er våbenbrødre
- min rejse gennem det ekstreme fodboldeuropa
209 sider, 119 kr. 
People's Press, 2014.


Jeg har for første gang i mit liv læst en fodboldbog. Faktisk slugte jeg de 230 sider på en dag.

Folk, der kender mig godt, ved, at den slags normalt interesserer mig mindre end at se maling tørre.

Jeg har aldrig opbygget noget rigtigt forhold til den sport. Faktisk associerer jeg den mest med den trælse fornemmelse af at føle mig udenfor, mens venner eller familie sidder klistret til skærmen.

Men den her skulle jeg altså kværne alligevel. Faktisk skulle det være sket for længe siden. Allerede ved udgivelsen i 2014, hvor jeg lovede mig selv at få den op under neglene.

Grunden? En af mine kusiner står på takkelisten. Hun er tilmed en af de mest gennemgående personer i bogen. Og jeg kendte selv Hr. Gravgaard engang. Gennem nogle få år først i 90'erne dannede han nemlig par med kusinen og var fast inventar til familiefesterne, hvor han travede ind i de flestes hjerter med sin slagterhundsattitude. Da han forsvandt ud af billedet, var han savnet herfra. Men tiden læger alle sår og den slags. Af og til kom der en pip fra kusinen om, at han nu var blevet journalist, nu var på tv osv., og det er da også lykkedes mig at fange ham på skærmen et par gange. Men det var jo fodbold, det handlede om.

Altså: Fodbold. Hans livslange passion. En fjern og egentlig ret ligegyldig størrelse for mig.

Alligevel: Nu havde han skrevet en bog. Endda en erindringsbog af en slags. Den skulle da læses. Og i lørdags fandt jeg den på udsalg. Det var på høje tid at komme i gang.

Og så skete det magiske. Jeg connectede sgu med stoffet. Ikke kun fordi det var velskrevet: Af en journalist burde man kunne forvente sig den slags. Men på et menneskeligt plan, jeg kun fornemmede intuitivt dengang, vi kendte hinanden, og som jeg formodede var forduftet, da han rodede sig ud i alt det der ultras-dims.

Jeg har altid haft det stramt med ultras-grupperinger. Jeg har mere end en gang set flokke fra Brøndby Support terrorisere hele togkupéer. I Aalborg chikanerede de lokale ultras jævnligt 1000Fryd, som jeg i de år havde tætte forbindelser til. Og en tilfældig aften i Århus undgik jeg med nød og næppe at blive slået til plukfisk af en White Pride-tilhænger. At Thomas - vores Thomas - virkelig havde været en del af det miljø, og endda på europæisk plan, i lige dele skuffede og fascinerede mig. Det sidste forstået på den måde, at man trods alt måtte formode, at bogen bød på nogle saftige anekdoter.

Nuvel: Da jeg havde moret mig lidt over historien med kusinen, der måtte smugle en tænderklaprende Hr. Gravgaard væk fra en potentiel konfrontation med White Pride i sin Fiat 127, og med et gulp fordøjet kapitler, hvor han festede med nationalistiske hooligans og deltog lidt for aktivt i sammenstød, viste den overordnede historie sig at være ikke blot såre menneskelig. 
Jeg kunne fra mit eget udsigtspunkt spejle mig i den.

Det er en maskulin dannelsesroman. Af en slags.

Et sted skriver Gravgaard, at han sikkert kunne have fået lige så meget ud af at smadre rundt i metalmiljøets moshpits, som han gjorde ved at dyrke ekstrem fodboldkultur i Spanien eller England. At det kunne have været et tilsvarende opgør med den flinkeskole, han var vokset op i. Og en tilsvarende måde at gøre op med den indre tøsedreng på.

Da vi kendte hinanden, havde vi tilsyneladende det til fælles, at vi var tøsedrenge. Han tog på stadion for at få hår på brystet. Jeg valgte moshpitten.

Han stivede sig af med slagsmål og Guiness - det første efter sigende en populær ting hos det modsatte køn. Jeg lod garnet gro og opsøgte den mest ekstreme musik, jeg overhovedet kunne forestille mig. Hvilket også til en vis grad virkede i den henseende.

Vi kom begge gennem forhold, hvor vi blev tromlet af kvinder, der "savnede udfordringer" efter at have tæmmet og kastreret deres mænd. Vi gennemgik begge to faser, hvor vi røg over i den modsatte grøft. Blev lidt for kølige, hårde og ligeglade. Har begge været ude i depressioner, der tilsyneladende skyldtes den samme forvirring over, hvad fanden man skal være, hvis alt er forkert.

Gravgaard er ude i en kritik af feminismen, jeg aldrig selv ville ty til. Problemet er ikke, at kvinder hævder deres værd, men at mænd aldrig snakker sammen om de identitetsproblemer, forskydningen giver dem. Faktisk sluger de hellere bly eller bruger næver i stedet.

Men at både være prinsen på den hvide hest og the bad boy, der langer håndmadder ud, er og bliver en umulig opgave uanset om ens favoritdrug er bold eller musik.

I sidste ende konkluderer han, at løsningen på problemet "mand" har en nærmest metafysisk karakter. Han kalder den ligevægtige tilstand, hvor blødhed og hårdhed følges organisk ad, for et "buzz". Jeg ville kalde den zen. At finde tilbage til det ansigt, man havde, før man blev født og henvist til diverse kunstige former for afstivning som forsvar mod tendenser i tiden.

Så forskellige veje. Så tilsvarende resultater.

Et stort plus ved bogen er netop, at Gravgaard bruger tiden i de ekstreme fodboldmiljøer som et afsæt for at problematisere den moderne, maskuline selvforståelse. I øjenhøjde. Selvironisk. Tænksomt. Aldrig klynkende eller navlepillende.

Vi er våbenbrødre åbner for en debat, de færreste endnu har fattet er dødsens nødvendig. Uden at være hverken klæg eller kanindræberagtig. Bare ligefrem og kammeratlig.

Så tak for håndtrykket over tid, Thomas.

Og tak for at bibringe mig hvis ikke decideret sympati, så faktisk en vis forståelse for en type kultur, jeg ellers aldrig ville have rørt med en ildtang.