Et germansk festfyrværkeri

Ibliss
Supernova 
(Spiegelei, 1972)

I deres jagt på at fremstå som maskiner har Kraftwerk fuldt ud bevidst forsøgt at sløre, hvordan de reelt startede. Også til det punkt, hvor et eks-medlem, Eberhard Kranemann, påstår at have spillet sammen med Florian Schneider under det navn helt tilbage i 1967. Hvad der dog ligger fast er, at der i 1969/70 eksisterede en gruppe ved navn Organisation, der inkluderede både Schneider og Ralf Hütter. Et band, der, som det helt tidlige Kraftwerk, mere var at betegne som et free jazz-orkester med rockindslag end det syntetiske popband, gruppen få år senere skulle mutere til, hvilket kan høres på gruppens enlige, ikke overvældende lp, Tone Float (1970).

I 1970 gik Organisation i opløsning, og resten er, som man siger, historie. De øvrige medlemmer af gruppen forsvandt derefter gradvist fra musikscenen, men et enkelt, percussionisten Basil Hammoudi, fandt sammen med en anden Kraftwerk-relateret musiker, trommeslageren Andreas Hohmann, i gruppen Ibliss, hvor de fortsatte med at forfølge de jazzede impulser på et højere og mere kompetent plan end før. Endda med visse spor af den rytmiske motorik, man kender fra det tidlige Kraftwerk og ikke mindst Neu!

Også den gruppe endte med kun at udsende et enkelt album, Supernova, på det semilegendariske krautrocklabel Spiegelei, inden den kollapsede i 1973. Men hvilket album! At fire ud af fem medlemmer fungerede helt eller delvist som percussionister, sætter sit helt klare præg på musikken, der især på åbningsnummeret "Margah" ligefrem sætter over i stammeagtig rytmik, men ellers lægger man mærke til guitaristen Wolfgang Büllmeiers meget ekspressive guitarspil, der har gået i skole med Jimi Hendrix og Carlos Santana, før han blev kedelig. Igen er "Margah" et fint eksempel på, hvor flot han kunne duellere med sig selv over flere spor, stærkt flankeret af sin basspillende bror Norbert.

Hvor det nummer er en rytmisk meget medrivende, ja, næsten malstrømsagtig fanfare, er man med den 14 minutter lange "Drops" ovre i et mere stenet territorium, der også giver plads til Rainer Büchels blæseinstrumenter. Her især hans saxofon, der flugter smukt og den nærmest dovne bossarytme og Norbert Büllmeyers enkle, men markante basgang, der giver nummeret en meget stærk rygrad. Måske er nummeret, der sådan set bare vandrer derudaf med improvisation på improvisation over grundelementerne, den indspilning på Supernova, der er mest traditionelt jazzrocket, men med den stramhed og intensitet, der hele tiden er kernen i Ibliss' udtryk, kommer man på intet tidspunkt til at kede sig, og de skæve, syrede effekter og percussion-indslag, der ind imellem sniger sig ind, før det hele kulminerer med at gå i opløsning i en sky af motorcykelguitar, klokker og hvin, lader i den grad én vide, at det er superproduceren Conny Plank - ikke mindst kendt for sit arbejde med netop Kraftwerk - der har skruet på knapperne.

"High life" - endnu et langt, fabulerende nummer - har et monotont, nærmest funky groove, der lader Büchels fløjte flagre smukt gennem landskabet som en anden sommerfugl, mens Wolfgangs guitar småstikker på en måde, som minder dette par ører om Bowies "Fame" nogle år før tid. Et helt igennem skøn og smittende indspilning, der både matcher og kan minde en smule om "Ruckzuck": Højdepunktet fra det første Kraftwerk-album. I hvert fald indtil det på et tidspunkt vover sig ind i en have af fugleagtige fløjtelyde.

Endelig er der "Athir". Vuggende og drømmende starter den ud i et tusmørkelandskab af guitar, fløjte og ringende percussion. Og der forbliver den egentlig, mens man gradvist løftes op på en lyserød sky. Smukt og sanseligt er det. Og måske den ene grundfarve, man savnede på Ibliss' palet efter de tre
første numre.

Med sin farvestrålende monotoni står Supernova for mig som en af krautrockens ubesungne klassikere, og det kan kun ærgre, at et band, der så tydeligt havde mere at byde på, ikke blot standsede, men også synes at være forsvundet ud af historiebøgerne. Medlemmerne faktisk også. Wolfgang Büllmeyer spillede mange år senere med et knapt så markant orkester, Foodband, ligesom Hohmann i 1983 indspillede en enkelt lp med projektet Alex Parche Band, men i det omfang, medlemmerne overhovedet lever endnu, ser det ud til, at de med Supernova fik sagt det, de musikalsk ville.

Og et eller andet sted forstår man dem godt. En mere sublim sammentænkning af jazz, psych, monotoni og etniske elementer skal man i hvert fald lede længe efter.

(Publiceret på The good things in life d. 12/5 2016)