Spirit
(cd Sony, 2017)
Selv blandt Depeche Modes dedikerede fans eksisterer der åbenbart stadig en udbredt opfattelse af, at gruppens bedste tid var ovre, da den begavede arrangør Alan Wilder gik. Specielt de tre albums, Ben Hillier producerede for gruppen mellem 2005 og 2013, får typisk hårde ord med på vejen, selvom de i hvert fald kommercielt holdt de tre efterhånden grandvoksne herrer fra Basildon flydende. Sandt at sige viser den måde, bandet siden Wilders exit har benyttet sig af skiftende producere som kreative medspillere på, da også, at Gore, Gahan og Fletcher ganske vist kan levere stærke sange endnu, men har behov for nogen til at støbe kuglerne, så at sige. Gennemtænke arrangementerne og sørge for, at alt lyder, som det skal. Men jeg skal gerne indrømme, at Hilliers minimalistiske tilgang til lyd for mig at se var et tiltrængt spark i røven, og at det ikke var hans skyld, at materialet på specielt Sounds of the Universe ikke helt var i top. Og mens samarbejdet stadig var nyt og friskt, producerede teamet Playing the Angel sammen, som hørt med dette par ører fortjener en plads blandt gruppens fem bedste albums.
Nu har en ny producer, James Ford, fået en stak sange at rive i, og man mærker med det samme to ting: At han dels ikke er særligt dominant. Man kan ikke høre ham i musikken på samme måde som Hillier eller i sin tid Mark Bell og Tim Simenon. Til gengæld har han været god til at organisere materialet: Skabe enkle, men dybe lydbilleder, korte numrene ned til den længde, de hver især fortjener, og ikke mindst sørge for, at Spirit, som det nye opus hedder, er forblevet et kort, stramt album ligesom Depeche Modes bedste fra 80'erne.
Og det er netop dem, Spirit fortjener at blive sammenlignet med. Ikke mindst den tilsvarende politiske, om end mere naive Construction Time Again fra 1983, som opstod på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor alting både var mere enkelt og sort/hvidt. På den ene side havde man kommunismen, på den anden side vestens demokratier, og valget dengang stod lige for: Enten valgte man fredens vej eller den nukleare undergang. I dag, hvor demokratierne er blevet mere spegede affærer, og det er konventionelle våben mere end den røde knap, der er grund til at frygte, er billedet mere sammensat, og det præger da også teksterne på Spirit. Selvom førstesinglen stillede spørgsmålet "where's the revolution", er der tale om en stak syrlige sange, som har nemmere ved at kritisere tingenes sørgelige tilstand post Trump og brexit end anvise veje frem. Som åbningssangen "Going Backwards" tørt konstaterer: "We feel nothing inside". Spirit afspejler helt perfekt en tidsånd, hvor alle på hver deres måde fornemmer, at noget er rivende galt, men ingen har en patentløsning på, hvad den sikre vej frem går ud på. Hvor tidligere tiders regelrette ideologier er døde, og selv Depeche Mode optræder med dybt ironisk Karl Marx-skæg i hæftet, selvom medlemmerne utvivlsomt stadig ligger tættere på hans filosofi end populismen og neoliberalismen.
På sange som "Poorman", "The Worst Crime" og ikke mindst den afsluttende "Fail" - den totale modpol til Construction Time Agains utopiske finale "And then" - er Spirit lyden af at band, der fægter frustreret i luften med armene, men har svært ved at tro på menneskehedens evne til at løse de problemer, den har skabt for sig selv. Men tros der på noget, er det alligevel netop menneskeheden. Som der synges til barnet eller kæresten i den korte, men centrale "Eternal", der er en slags moderne svar på Kate Bushs isnende klassiker "Breathing": "And when the black cloud rises / And the radiation falls / I will look you in the eye / And give you all my love".
Musikalsk er Spirit et umanerligt stramt og velkomponeret album. Modsat de to seneste udspil, hvor man fandt decideret fyldstof, er der denne gang ikke et eneste nummer, som kan undværes. Mange ville pege på netop "Eternal", der er en kort, knapt formet skitse, som ender i et sus af støj og disharmoni, men uden netop den sang ville albummet falde igennem som koncept og kun efterlade smagen af elendighed. Er der noget at pege på, kan det være, at "You Move" - albummets ellers eneste sensuelle nummer - er lidt for langt, og at "No More (The Last Time)" er hørt bedre før, men ingen af dem er decideret dårlige, og hører man værket som helhed, er man trods alt ikke tilbøjelig til at springe over dem.
I det hele taget værdsætter jeg det træk ved Spirit, at Depeche Mode - bevidst eller ubevidst - har undgået mange af de klichéer, de selv har skabt. Her er, modsat på de to seneste albums, ingen oplagte paralleller til "Personal Jesus" og "I Feel You", og Gore undgår næsten at bruge ordet "little". At han også økonomiserer mere med guitaren, end han har gjort længe, er også et sympatisk træk.
Mange har sikkert længe, ligesom mig, ønsket sig en tilbagevenden til den elektroniske lyd fra de tidlige albums - bare i opdateret tilstand - og det ønske lader Spirit ikke helt gå i opfyldelse. Men den stramme motorik i "So Much Love" og det pragtfulde evighedsgroove sidst i "Cover Me", som måske er bandets stærkeste sang siden "Waiting for the Night" tilbage i 1990, smager sødt på tungen. Og resten af tiden opfylder guitaren en fin, afdæmpet og nuanceret rolle som en klang blandt mange andre.
Alt i alt er Spirit nemt både det både stærkeste og mest fokuserede værk, gruppen har skabt siden Playing the Angel. Og tematisk set det mest markante siden hovedværket Black Celebration, hvis nihilisme albummet på mange måder afspejler. Måske vil det aldrig på samme måde blive tatoveret ind i en generations hjerte og selvforståelse, men det er strengt taget ikke Depeche Modes skyld.
Lyt med åbne ører. Der er liv efter Alan Wilder. Indtil enten bomben eller revolutionen rammer os, i hvert fald.
(Publiceret på The good things in life d. 20/3 2017)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar