Bjørne, bank og betonalfer

Det er ikke så få selvudgivne bøger og hæfter, der udkommer på landsplan årligt - specielt i disse år, hvor de etablerede forlag helt tydeligt har fralagt sig ansvaret for en alsidig dansk litteratur til fordel for knaldromaner, biografier og statsautoriseret, velfriseret poesi. Det er både godt og skidt: Den foretagsomhed, forholdene har affødt i den såkaldte undergrund, er sund, men omvendt betyder det, at 1) mange talenter bliver skyllet ud med badevandet, fordi de bliver afskåret fra den rette eksponering og 2), at man står tilbage med en række bøger af vekslende standard, fordi forfatterne langt hen ad vejen har været nødt til at foretage alle nødvendige vurderinger - også indholdsmæssigt. Netop derfor er det relativt sjældent, man falder fuldstændigt på halen over en selvudgivelse. Men det sker. Som nu i tilfældet I Paradis får man ikke bank.

I Paradis får man ikke bank er debut-prosasamlingen fra vestjyske Tina Kirstine Henneberg (* 1974). Selv nævner hun på bagsiden inspirationskilder som H.C. Andersen og Brødrene Grimm, ligesom der snakkes om magisk realisme, og man aner da også ekkoer af det hele i Hennebergs luftige, men komprimerede tekster, der hele tiden bevæger sig på knivsæggen mellem eventyret og virkeligheden. Alligevel er beskrivelsen ikke helt dækkende, og slet ikke hvis man med ordet "eventyr" forbinder noget uskadeligt og pusseløjerligt. I Hennebergs univers er der plads til såvel passager af kosmisk skønhed - tag blot indledningsnovellen "Bjørnen Lau", hvor den gamle kærlighedshistorie mellem dødelige og udødelige får et specielt hjerteskærende twist - som mavepinefremkaldende gru. Det sidste mest udtalt i den ellers meget lidt eventyrlige titelnovelle, hvor en dreng smadrer kraniet på en anden ditto med en hammer, så han kan blive en engel og undslippe en miserabel barndom! Der er dog reminiscenser af klassiske eventyr i f.eks. "Det lille sennepsglas", der er en moderne Askepot-fortælling, og "De tre nøgler", der benytter sig af en gentagende form for at skildre hovedpersonens gradvise erkendelsesproces, som ganske vist iklædes fablens klæder, men - som det meste andet i denne bog - føles tænderskærende virkelig!

Og det er netop én af de ting, som virkelig har ramt mig med denne bog. Som jeg selv har haft fornøjelsen af at opleve et par gange, er Henneberg en fortæller af Guds nåde, og man kan sagtens forestille sig, hvordan en børnehave ville reagere på hendes talende bjørne, hjælpende engle og melankolske betonalfer. Men hos hende bruges disse fantastiske elementer, der i hendes udformning på én gang virker arkaiske og endda meget moderne, altid til at formidle menneskelige og almene pointer, der føles virkelige og nærværende som i en god Tove Ditlevsen-roman. Ja, visse af historierne er realistiske, så det gør ondt - som "Manden der kiggede ned i brødristeren", hvor to isolerede særlinge finder sammen om at nyde livets søde smerte over husholdningsaggregatets glødetråde, eller "Den gamle mand og hanen", der skildrer den ømme kærlighed, som kan eksistere mellem menneske og dyr. Men også overordnet set er Hennebergs figurer menneskelige på en måde, der - deres ind imellem bizarre snit til trods - føles troværdig, og det samme er deres problemer. For ikke at sige den måde, gru og eufori hele tiden væves sammen på.

Også netop det bizarre er én af bogens helt store kvaliteter. Hennebergs prosa er fyldt til randen med idiosynkrasier, der i mindre kyndige hænder ville have fået projektet til at kuldsejle. For pokker, hvorfor skal den bjørn - af alle ting - hedde Lau, hvor kommer den skide betonalf fra, og hvorfor kan "Manden der kiggede ned i brødristeren" ikke bare gøre som alle andre selvpinere og snitte sig i armen med en kniv? Svaret er simpelt: Andet ville ikke være Hennebergsk. Hendes kringlede, uortodokse fantasi er i så høj grad en del af værket, at selv hendes mest sære indfald bliver troværdige - ja, såvel charmerende som besynderligt meningsfulde - i sammenhængen.

Og hvilken sammenhæng! I hvor mange andre bøger bliver man stimuleret over så bred en palet som her? Der er hverdagsdramaer, som roder rundt helt nede under gulvbrædderne, og fabler, der omvendt ender ud i et kosmisk, sågar religiøst rum. Der er regnvejr og endeløse himle. Der er mord og mirakler. Der er sex og snefnug. Der er godt, der ikke er godt, og ondt, der ikke er ondt. Det er stor, mættende skrift, man gerne nyder i små bidder for at få alt med, og man sidder tilbage med en behagelig mæthed, der samtidig skærper appetitten efter mere. Meget mere!

Den eneste malurt i bægeret må være korrekturen på bogen, som ikke er helt i øjet, og omslaget, der virker en anelse sløret og kedeligt for så klar, livfuld og rig en bog. Gyldige undskyldninger for at undlade at stifte bekendtskab med denne meget spændende forfatterinde, der forhåbentligt også snart bliver kendt i en større offentlighed, er ingen af delene imidlertid, og skal du kun købe én såkaldt undergrundsbog i år, er I Paradis får man ikke bank guldet, du bør gå efter.

Info:

Forfatter: Tina Kirstine Henneberg
Titel: I Paradis får man ikke bank
Forlag: http://www.tinahenneberg.dk/
Udgivelsesoplysninger: 1. udg., 1. opl., 89 s., Estland, 2011.
Pris: Kr. 199,- plus porto.
Bestilling: http://www.tinahenneberg.dk/

(Publiceret på Baunblæk d. 29/4 2012)