Vel var rammen omkring forestillingen The Way the World Ends det nukleare ragnarok, som det beskrives i Douglas Couplands både smukke og foruroligende roman Livet efter Gud, men som alle gode dommedagsscenarier manede stykket, der befandt sig et helt særegent sted mellem teater, performance og Gesamtkunstwerk med sine sort-humoristiske videoindslag og musikalske tableauer, først og fremmest til tanker omkring den menneskelige tilstand generelt. Og det gjorde den godt.
Som sådan var stykket først og fremmest en collage af litterære og musikalske brudstykker, der var sat sammen på en måde, som lod dem tale ubesværet med hinanden og danne en selvstændig helhed. Nogle af dem meget obskure - som frasen "The chicken stops here", der var kradset ned i udløbsrillen på Joy Division-albummet Still (1981). Nogle af dem populære - som den tomat-vits fra Pulp Fiction, der skulle vise sig at blive et billede på hele menneskelivet. Størstedelen dog fra avantgardetraditionen med lån fra folk som T.S. Eliot, Gertrude Stein, Tristan Tzara, Brian Eno, Michael Gira og Dorothy Parker.
Det lyder broget, men det var det i grunden ikke. Højst broget som livet selv. Alle disse kilder fik Kruse og/eller Jessen og Kellaway, der stod for det musikalske collagearbejde, gennem små, diskrete moduleringer til at tale sammen, så de dannede en overraskende sammenhængende og meningsfuld sujet. Ikke at der var en handling som sådan: Snarere en række tableauer med specifikke temaer. Men man kom hele spektret rundt - fra tvivl og selvhad til ekstase og inderlig kærlighed, fra den ømmeste skrøbelighed til den allermest ætsende ondskab. Altså indtil forestillingen sluttedes af ved, at publikum inviteredes ind i et vægtløst nirvana ved siden af, hvor alt var tåge, lys og stemmer. Alene manuskriptarbejdet var ikke blot hyperambitiøst og eksperimenterende, men tilsvarende mesterligt!
Dertil kom, at Kruse og Pøhler havde et meget specielt samspil - ikke blot sammen, men også med publikum i salen. Et samspil af den slags, hvor passion og aggression gik hånd i hånd, humor og gru var to sider af samme mønt og man aldrig vidste, om den næste replik ville rumme ømhed eller kyniske, til tider direkte sadistiske udfald. Visse folk ville nok udråbe det tableau, hvor Kruse smed hver en trevl på kroppen for at holde en mindre monolog, til at være stykkets højdepunkt - Deres blufærdige udsendte måtte i dette tilfælde kigge væk. Men set herfra var den virkelige bølgetop en scene, hvor spillerne ligefrem truede med at blive selvdestruktive, hvis ikke publikum personligt greb ind! Det lå naturligvis ikke i kortene uanset hvad, men det udfordrede ikke blot de (for?) etablerede grænser mellem publikum og performere, men understregede også stykkets inderste pointe: At livet såvel som døden er noget, der sker for os alle uanset forudsætninger og status, og at vi har ikke blot ret, men - fandemig! - pligt til at eksistere og handle for fuld udblæsning, før alt munder ud i den uundgåelige dis og forskelsløshed. Og ikke mindst: Give andre ret til det samme.
Selv var jeg langt hen ad vejen kommet for musikken og nød da også de indlagte numre, som fremførtes akustisk og lød som helt nye sange, selvom de reelt var sammenflettede coverversioner, til fulde. Men først og fremmest var forestillingen Kruses hjertebarn - sært, bizart og avantgardistisk, men også så menneskeligt og umiddelbart, at enhver kunne være med.
Den er spillet for sidste gang nu, så den mulighed får du, kære læser, ikke med mindre, der udkommer én eller anden form for dokumentation på dvd. Hvilket jeg i øvrigt vil anbefale holdet bag forestillingen: Der var flere henvisninger og små, indlagte giftigheder i materialet, end man kunne fange og fordøje i ét hug.
Men bid mærke i navnene: Hver og én var de medvirkende egentlig ret udanske talenter af format, og du kommer - sammen eller hver for sig - til at høre om dem før eller siden.
For min skyld meget gerne før.
Info:
Kruse, René et al.
The Way the World Ends
Teaterhuset, København, 24/5 - 2/6 2012
(Publiceret på Baunblæk d. 4/6 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar