Døden i oktober

Efter sigende blev Ralf Hütter fra Kraftwerk så skræmt, da Douglas Pearce fra det britiske neofolk-projekt Death in June kom hen for at få sin samling med idolerne signeret, at han simpelthen - trods nervøs hvisken i krogene bag ham - hurtigt og kommentarløst gjorde det. For er der noget, Pearce er blevet kendt for gennem sin 33 år lange karriere, der startede med anarcho-punkbandet Crisis i 1978, er det sin åbenlyse flirt med den nazisme, Hütter og co. netop byggede deres karriere op omkring at udgøre et moderne, dynamisk alternativ til. Op gennem 90'erne blev flere Death in June-koncerter således aflyst, fordi venstrefløjen ikke var i stand til at kende skæg fra snot - fetishisme fra dedikation - og man aner i senere meldinger fra Pearce, at netop denne enøjethed har været en af grundene til, at den Death In June-tour, han i disse måneder gennemfører sammen med percussionisten John Murphy, sandsynligvis bliver den sidste. Kender man den almindeligvis produktive herre ret, skal der nok lande nyindspillet materiale fra Death in June hen ad vejen, men hans optræden på landevejene iført militærgear og hvide halvt skrigende, halvt rasende masker ser det altå snart ud til at være nat med. Og netop pga. en kunstnerisk strategi, som hele tiden har haft til formål at udstille og latterliggøre den yderste højrefløj ved at efterligne dens virkemidler. I tvivl? Jamen, seriøst, hvad ville der typisk være sket for en erklæret bøsse under Hitler? Og ville Klaus Barbie have adopteret et barn fra Afrika? Og så er der jo også bandets tekstside, der ganske vist er sarkastisk og grovkornet, men så absolut mere minder om et ateistisk/anarkistisk synspunkt end et fascistisk. Også trods samarbejdet med satanisten og den erklærede fascist Boyd Rice, som synes mere baseret på personlige end politiske sympatier. For pokker: Har mange af os ikke kendt en DF'er, som vi, trods alle ideologiske forskelle, simpelthen kunne lide?

Mødet med Hütter er i øvrigt også interessant på den måde, at der var tale om et rendez-vous mellem to virkelige stilskabere. Hütter har indrømmet været den største: Selvom den moderne musiks genom efterhånden er en kompliceret størrelse, er der ikke ret meget elektronica - populær eller ej - som ikke bevidst eller ubevidst skylder Kraftwerks frembringelser i Kling Klang noget, selvom bandets indflydelse er vigende. Anderledes med Death in June, som næsten alene - dog med en vis afsmitning fra Pearce's kolleger og ex-venner i Current 93 og Sol Invictus - har skabt den såkaldte neofolk-genre, hvor akustiske lyde og folkemusik-elementer blandes med civilisationskritiske tekster og gotiske klange. Men en genre er det - endda en i dag stærkt voksende og vital én af slagsen - og personligt må jeg tilstå, at jeg har været totalt hooked siden den dag i starten af 1990, hvor jeg købte Death in June-albummet 93 Dead Sunwheels. Geografisk adskillelse fra neofolkens hovedstæder - pragtfuldt kombineret med økonomisk smalhals - har dog gjort, at min første reelle mulighed for at se Douglas P. blev denne aften i Pumpehuset anno 2011!

Skæbnen ville dog, at opvarmningsbandet - selvom det at se Death in June efterhånden havde fået format af en livsambition - blev aftenens bedste indslag. Guitaristen og sangeren Kim Larsen - som har en fortid i det gotiske metalband Saturnus - begår sig i disse tider under navnet :of the wand and the moon:, og under det navn har han en glimrende stak plader bag sig, som dog til tider har lænet sig for meget op af Douglas Pearce's forbillede. Også til det punkt, hvor jeg - under en optræden på Faust for et par år siden, der havde et vist selvparodisk tilsnit - nærmest opgav projektet. Med det seneste udspil - The Lone Descent, der indtog inspirationer fra bl.a. Lee Hazelwood uden at give køb på Larsens grundlæggende melankoli - så det imidlertid ud til, at OTWATM havde fundet det rette gear, og aftenens første optræden bekræftede det overraskende massivt. Bevares: De indledende videoklip, som flimrede fra Det Tredje Rige frem til 9-11, føltes lidt forcerede, men da der dukkede dansende 60'er-tigerpiger frem bagefter, som vred sig til det stærkt udvidede bands inciterende beats, ramte aftenen allerede et godt gear. Sure stemmer ville nok mene, at det, man blev udsat for, var udsalg på alle hylder, men nej: Det var en ny, stærkt energiseret Larsen, der sådan set trak på det samme følelsesregister, som han allerede havde i Saturnus-tiden, men i højere grad blandede surt med sødt, uden at det dermed gjorde noget. Det, som før havde lignet en selvparodi af en parodi af Death in June, gnistrede lige pludselig af fornyet liv, og selv når det ældre, mere neofolkede repertoire blev taget op, skete det med et twist, som gjorde hver eneste tone frisk og original. En stor del af ansvaret for dette bar sikkert det udvidede backingband, som bl.a. inkluderede en fremragende trommeslager og percussionist/backingsangerinde, men uanset hvad gik man hjem med indtrykket af en Larsen, som ikke blot var afgørende revitaliseret, men havde foræret et ellers lettere hendøende projekt mindst ti år til. Og så fik man i øvrigt på flere tidspunkter lyst til at danse. Dét havde jeg alligevel aldrig troet ville ske under en :of the wand and the moon:-koncert!

Hvor Larsen havde undsluppet selvparodien, befandt Death in June sig - dog ikke uden et vist glimt i øjet - midt i den. Fra det øjeblik, hvor trommeslageren John Murphy gik på scenen i en hvid, kamuflageplettet dragt til den stund, hvor Douglas P's militærkasket forsvandt bag kulisserne, var der dømt rent greatest hits-show - og det endda fra et band, som aldrig har været i nærheden af top 40! Fair nok: Det var i forvejen blevet bekendtgjort, at dette sandsynligvis ville blive bandets afskedsturné, og ville noget i denne sammenhæng have været mere oplagt end at spille publikumsfavoritter?

Og fair nok igen: I starten gav Douglas P. den i kridhvid, venetiansk maske og kamuflagetøj, som folket ville have det, for derefter at smide forklædningen og træde frem som privatpersonen Douglas Pearce. Meget sympatisk.

Og endnu mere fair: Duoen holdt meget få pauser til snak og ligt, men koncentrerede sig om at spille så mange gode numre fra bagkataloget, som de kunne nå. Hvilket betød, at man kom igennem en lang række klassikere. Bl.a. "Ku Ku Ku", "'Till the Living Flesh is Burned", "Peaceful Snow", "All Pigs Must Die", "The Golden Wedding of Sorrow", "Luther's Army", "Death of the West", "Hallows of Devotion", "Fields of Rape" og "Fall Apart". Desværre i et meget skrabet setting, hvor Pearce's akustiske guitarudfald styrede showet, mens Murphy efter bedste evne forsøgte at udvide og berige det knappe lydbillede. Da det egentlige show nåede slutningen med en lidt slap version af "Rose Clouds of Holocaust", stod kun en ret energisk "She Said Destroy" og en "But, What Ends When the Symbols Shatter?", der swingede usædvanligt godt, frem fra mængden. Lidt bedre blev det under ekstranumrene, hvor "Heaven Street" blev fremført minimalt, men kraftfuldt, og spørgsmålet "Ou est Gadaffi?" i den afsluttende "C'est un Réve" gav det hele en sørgeligt aktuel kant.

Gik den gennem mange år tørstende fan tilfreds hjem? Både og. På plade kan Death in June stadig være et endda meget interessant og uforudsigeligt projekt, men måske har Douglas P. ret i, at dagene på landevejene bør være talte. Hvis det eneste, han kan i 2011, er at fremføre gamle numre efter bogen og opfordre publikum til at ønske sange, hvilket han også gjorde, kan det vist være lige meget. Men OTWATM har i dén grad fremtiden for sig. Ind imellem kan eleven virkelig lære sin mester nye tricks, og i 2011 lader Douglas Pearce på mange måder til at være lige så hedengangen - på en underligt respektabel måde - som Ralf Hütter.

(Publiceret på Baunblæk d. 25/10 2011)