Som nu E2 - E4 (1984) med krautrock-legenden Manuel Göttsching, der tilbage i 70'erne ikke blot stod i front for et af Vesttysklands mest udkullede psych-orkestre, Ash Ra Tempel, men sågar arbejdede sammen med syreguruen Timothy Leary. I starten af 80'erne havde han dog lagt LSD'en - og til en vis grad den guitar, han ellers skabte sin karriere på betjeningen af - på hylden til fordel for nyindkøbte elektroniske aggregater, og rygterne fortæller, at han fik idéen til det lange, improviserende flow på E2 - E4 under en ualmindeligt kedelig flyrejse i 1981.
Kedelig rejse eller ej: Ikke for at forklejne syrede mesterværker fra 70'erne som Schwingungen, Seven Up eller New Age of Earth, men aldrig havde han tænkt så visionært! Selvom værket var indspillet inden udgangen af '81, pegede albummet ikke kun frem mod den house-genre, der flere år senere blev kendt som balearic beat - det var balearic beat med sit hoppende, hypnotiske, latin-påvirkede sequencer-flow, som på metamorfisk vis lod skiftende temaer og variationer krydse ind og ud af sig. Ja, alt, der var godt ved balearic-genrens store gennembrudshit, Sueno Latinos "Sueno Latino" (1989), var direkte samplet fra Göttschings album! Den oprindelige helhed var og er dog så uendeligt meget stærkere: Eksotisk, ekstatisk, dyb og detaljeret dansemusik, som stadig føles frisk og visionær den dag i dag! Mens Kraftwerk stadig stod i Kling Klang og arbejdede med rockede sangstrukturer, sprang deres gamle kraut-kollega alle musikalske lænker og frembragte noget, man stadig halter bagefter i 2012! Lyt selv! Det er intet mindre end en ordre!
En anden på sin vis lige så visionær figur var syrerock-legenden Arthur Brown, der allerede i starten af 70'erne - ubekendt for flertallet, der stadig ser 60'er-hittet "Fire" som højdepunktet af hans karriere - tog springet fra beat til electronica med bandet Kingdom Come. Det skete nærmere bestemt på albummet Journey (1973), hvor han - uvist af hvilken grund - havde anskaffet sig et eksemplar af trommemaskinen Bentley Rhythm Ace og fået den (selv for ham) vanvittige idé at bygge en lp op omkring dén. Well, det var før Kraftwerk og glamrocken gjorde korte, stramme sangstrukturer hippe igen, så der var så absolut lige så meget prog i gruppens blodårer, som der var det, der endnu manglede at blive tildelt betegnelsen "electropop". Men på de bedste Journey-numre er det netop det, der gør albummet så interessant i dag. Tag blot åbningsnummeret "Time Captives", der lyder som et spacet sammenstød mellem tidlig, skramlende Cabaret Voltaire, Emerson, Lake & Palmer i fuldt, blæret gear og sfærisk Beach Boys! Tag nedturstrippet "Triangles", der veksler mellem tribale electrorytmer og forskruede, psykedeliske lydhvirvler. Tag den storladne, i passager nærmest gotiske "Gypsy", der lyder som et absurd jam mellem Ultravox! og Deep Purple. Sådan har man mildest talt ikke fået den hverken før eller siden! Og lad det så hvile, at ikke alt på albummet er lige gennemført - hverken kompositorisk eller i sammentænkningen af synths og rockinstrumenter. Journey er et must, hvis man er reelt musikhistorisk interesseret, og har man bare den mindste smag for det bizarre, vil man også elske dette enestående tidsdokument.
Egensindig, men mindre skurrende er den stilblanding, Philadelphia-bandet The War on Drugs opnår på deres andet album, Slave Ambient, fra sidste år. Forsangeren og sangskriveren Adam Granduciel er tydeligvis rødmende forelsket i Bruce Springsteen-albums som Born to Run og Darkness at the Edge of Town - han lyder endda som idolet! - men også i Neu!s pumpende motorik, Spacemen 3's vævre psych og klassisk, britisk indie á la The Smiths. Ud af dén mikstur vokser der så en meget gennemført kosmisk americana, der kan være catchy og feststemt som på "Baby Missiles" eller grandiøs og stadion-venlig som på "Best Night". Men som album betragtet er Slave Ambient særdeles gennemført, og selv en gennem de senere år 100 % overbevist indiehader som undertegnede har ikke andet valg end at overgive sig. I øvrigt også en cd, der står sig godt til lange, lyse nætter og forkullede hakkebøffer!
Dét kan ikke siges om Sibylle Baiers Colour Green, der står sig bedre med lukkede døre og rolige omgivelser. Jeg stødte første gang på hendes navn i Record Collector, hvor hun blev nævnt i en artikel om freak folk fra 70'erne, men associationen er i grunden misvisende. Baier er på ingen måde en freak, men en seriøs model og skuespillerinde, som bl.a. har arbejdet sammen med Wim Wenders. Først i 70'erne gennemgik hun dog en indadvendt periode, som fik hende til at samle sin akustiske guitar op og - under meget private forhold - indspille de lavmælte sange, som først i 2006 (med sønnen og J. Mascis som fødselshjælpere) blev opsamlet på Colour Green. Måske netop det, at hun indspillede på spolebånd i sin dagligstue, gav materialet en meget intim, skrøbelig karakter, der flugter godt med Baiers lyse stemme og tekster, som spænder over temaer som svigt, kærlighed og uskyldstab. Er det stort? Egentlig ikke. Baier var og er ikke typen, der føjer nye, revolutionære kapitler til rockens historie. Men til stille refleksion og stearinbelyste nætter er der meget få albums, der er så dejlige som Colour Green, og har man en sød tand for sangskrivere som Kristin Hersh og Agnes Obel, vil man helt sikkert også være solgt, når man hører Sibylle Baiers rolige, meget velklingende sange fra en anden og dog så ens tid.
Endelig skal jeg ikke benægte, at jeg meget ofte bruger YouTube, når gammel og ny musik skal opdages. Der er efterhånden ikke meget fra rockens bagkatalog, som ikke kan opspores derude, og hvor man tilbage i 80'erne og 90'erne måtte søge med lys og lygte i fjerne, obskure pladebutikker for i det hele taget at få lov til at høre andet end top 40, er det meste i dag kun et lille klik væk. Skønt!
Tre numre derfra vil jeg fremhæve, som på hver sin måde har farvet de seneste måneder. Først den cubanske legende Silvio Rodriguez' "Sueno con Serpientes" fra albummet Dias y Flores (1974). Jeg skal ikke gøre mig for klog på musik fra den ende af verden - den har sine helt egne traditioner, jeg ikke har studeret i detaljer. Men trods en tekst, der absolut ikke er sværmerisk, men kontant anti-kapitalistisk, tænker jeg på sangen som et lille syrefolk-mirakel komplet med sart bævrende synth, overjordiske vokallag og strenge, der smælder ud i evigheden på de helt rigtige steder. Første gang, jeg hørte "Sueno con Serpientes" var jeg lige ved at græde over den blotte skønhed i nummeret. Det har jeg gjort ikke så få gange i enerum siden!
Molly Drake, som døde i 1993, var mor til en af mine store, gamle favoritter, nemlig den kultiske, men fremragende singer-songwriter Nick Drake. Selv passede hun hus, have, mand og psykisk udfordret søn i det meste af sin levetid, men under arbejdet med Nicks bagkatalog opdagede produceren Joe Boyd, at hun ikke blot havde skrevet og sunget tekster og sange selv - de fungerede oven i købet som en art nøgle til sønnens umiddelbart så unikke frembringelser. Tilbage i 1950'erne havde hun - med manden Rodneys assistance - indspillet nogle af disse på magnetiske spolebånd hjemme i dagligstuen, og de første uddrag blev (efter meget reparationsarbejde i studiet, hvor båndene bl.a. blev bagt i en ovn for at undgå at smuldre, når de blev overspillet!) udsendt på albummet Family Tree i 2007. Tidligere i år landede der så omsider et helt album, Molly Drake, med hendes på charmerende vis grynede og underligt sort/hvide optagelser. Men tag ikke fejl: Stilen var ganske vist afdæmpet jazz af den slags, man kunne høre på 40'ernes restaurationer, men stemmens rolige, melankolske klang var uhyggeligt lig sønnens, og det samme var Mollys digte, der, som Nicks, i vidt omfang tolkede personlige sindstilstande gennem naturen. Hør f.eks. "How Wild the Wind Blows" og bliv, som jeg, diskret forelsket i denne stilfærdige, men indadtil så rige og levende britiske husmor fra før verden gik af lave!
Det sidste fra YouTube, jeg vil nævne, er det tyske postpunkband Kosmonautentraums nummer "Juri Gagarin" fra albummet af samme navn (1982). Kosmonautentraum skabte sig - med den maniske, tonedøve forsanger Ziggy XY i front - først i 80'erne et vist navn inden for den såkaldte Neue Deutsche Welle, der også inkluderede bands som Der Plan, Trio, D.A.F., Die Tödliche Doris og Einstürzende Neubauten. Det gjorde de med en musik, som var på én gang monoton og kosmisk, larmende og meditativ, vrængende og humoristisk. Således omtalte Ziggy gerne sine tekster som ren nonsens, hvad de også ofte var. Således er det næsten umuligt at høre, hvad galningen rabler af sig på hyldesten til den berømte sovjettiske rumfarer, men det er også nærmest lige meget. Det vigtige er selve sangen, der begynder med et tyst klaver, før det forvandler sig til en medrivende snebold, som river både snublende trommer, smeltende synths, besatte vokaler, uhæmmet hujen og et jordskred af syrede effekter med sig. Hørt i dag lader produktionen noget tilbage at ønske, og jeg ville nok ikke have mikset sporene sådan, som de er blevet, men ikke desto: "Juri Gagarin" er, for mig, festsangen over alle her i foråret 2012! Det glade musikalske vanvid, ja - men gudskelov for det!!!
God lytning! Også på egen hånd! Husk: Musikkens verden er så stor, som man selv gør den til, så grav, for Satan, grav!
(Publiceret på Baunblæk d. 1/5 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar