Men gotisk var grundstemningen. Den smule lys, der var i rummet, kom fra enten levende eller elektriske lys på scenen samt nogle få, bløde spots i loftet, som mere var sat op for at skabe skyggevirkninger end poppe showet op. Og da undertegnede ankom 5-10 minutter for sent pga. vejarbejde, var Csihar, som sideløbende slår sin folder i black metal-orkestret Mayhem og Sunn O))), allerede i gang med sin åbenbart fra aften til aften improviserede solo-performance Void ov Voices iklædt en munkekutte, man kun i momenter anede, at der var andet end Manden med Leen inde bag ved. Men som sagt før: Intet er så spændende som en metalliker, der har forladt sit felt, for kan man grine nok så meget af dén genres teatralske ortodoksier, viser det sig tit, at spændende ting opstår, når netop den type sensibilitet støder ind i andre musikalske sfærer. Det, Csihar lavede på scenen, var ingenlunde metal, men de kaskader af mørk munkemessen, forpinte skrig og gusten latinsk recitation, han serverede for publikum, kunne næsten kun have været skabt af en mand, som havde sin baggrund i black metal i orden. Og hans virkemidler var ganske enkle. Selvom det på overfladen kunne se ud som om, han var omgivet af en større elektronisk maskinpark, havde han sandsynligvis kun en loopstation samt en avanceret effektboks at gøre godt med, mens han viste publikum rundt i de mere lune, afslappende hjørner af Helvede. Dark ambient? Givetvis. Men Csihar trodsede i og for sig enhver meningsfuld genrebeskrivelse, mens han med sin måske ikke ligefrem store, men virkningsfulde stemme, der spændte fra skønsang til growl, leverede det første flotte sæt på en aften, som ikke bestod af andet.
Da folk havde sundet sig udenfor med en smøg eller to, gik næste levende billede på: Det norske stortalent Maja Ratkje. Måske et lidt "skævt" indslag denne aften, eftersom hendes udgangspunkt mere er legesygt end gotisk. Som den sandt nysgerrige sjæl, hun er, har hun over de seneste 10-15 år dækket et stilistisk spektrum, som spænder fra dada over free jazz og opera til harsh noise, men uhygge og frygtsom andagt er ikke hendes ting. Alligevel lod hun til at gøre et godt indtryk på de sortklædte skikkelser på bænkene med sin performance, der startede med lys, højnordisk skønsang, men hurtigt kammede over i et messende, metamorfisk flow, hvor elementer fra såvel ambient som click'n'cut blev draget ind for at skabe effekt og dynamik. I de sidste sekunder af koncerten holdt hun pludselig en højfrekvent klokke op, som hun anslog, for derefter at lade resonansen fra den fortsætte over i et meget rent fløjt. Jeg havde set hende før, så jeg vidste, hvad jeg kunne forvente fra hendes side - og blev selvsagt ikke skuffet - men man fornemmede, at mange af de andre tilstedeværende vist lige skulle hjem for at google navnet bagefter. Og dét tror pokker: Sjældent ser man så overbevisende en cocktail af instinkt, virtuositet og glad amatørisme som den, Ratkje inkarnerer. Hun kan alt allerede, men alligevel får man indtryk af, at hun stadig kun er ved at indkredse spændvidden af sit enorme talent.
I tilfældet Diamanda Galás er man imidlertid ovre i en helt anden vægtklasse. Hun lavede allerede meget voldsomme, vokalbaserede avantgardeplader dengang, Csihar og Ratkje var børn, og om noget har hun faktisk bevæget sig i en mere traditionelt "musikalsk" retning med årene. Hvor tidlige værker som f.eks. Wild Women with Steak Knives og The Litanies of Satan (1982) var stærkt foruroligende ekskursioner ind i vokale territorier, hvor hendes stemme, som spænder over 3½ oktav, blev udforsket gennem hvæsen, messen og hysteriske lydudladninger på flere sprog, der nærmede sig tungetale, har senere albums som f.eks. Malediction & Prayer (1998) og La Serpenta Canta (2003) vist en sangerinde, som arbejder anderledes konventionelt indenfor sangformatet. I dag består Diamanda Galás - the band - af hende og et velvalgt flygel. Martin Hall har sammenlignet hende med den legendariske operadiva Maria Callas, og den modne Galás har utvivlsomt samme format. Hvis ikke større endnu. Galás er trods alt i stand til at skrive sit eget repertoire, selvom fortolkningen har fyldt mere og mere i hendes output over de senere år. Det var Callas ikke.
Og fra det øjeblik, hvor en synligt benovet og beæret Lars Top-Galia - som har modelleret sit efternavn over hendes - fulgte hende ind på scenen, hvor hun stift, men stolt fandt frem til flygelet på sine teleskophæle, vidste man, at man her havde at gøre med en sangerinde, som, trods sin farverige og markante makeup, bestemt ikke tog let på ét eneste ord, hun sang. Alt blev målt og vejet - såvel anslag som åndedrag - for at tildele hver eneste ord, som kom ud af hendes mund, maksimal betydning. Klædte en opera-agtig smagen på vokalerne noget, brugte hun dét greb. Fik man mere ud af at sætte over i mellemøstlige skalaer, gjorde hun dét. Og resultatet var en måske langt fra a capella, men meget ren performance, som kunne virke overvældende og drænende på publikum, men måske så meget desto mere på Galás selv. I hvert fald nærmest vaklede det 56-årige ikon af scenen efter at have givet alt, hun havde i sig. Et ekstranummer virkede - set i dét lys - egentlig som et ublu krav.
Men hun kom ind og gav ét alligevel. Og havde ikke desto mindre - trods sit rapkæftede image - ydmyghed nok i sig til at bede publikum om at klappe af en synligt rødmende Top-Galia, da hun kom ind for sidste gang.
Han havde nu også fortjent det. Vel kan man stille spørgsmålstegn ved hans rolle i de senere stadier af Sort Sols karriere, men som musikfan og koncertarrangør holder han stadig fanen højt. Og med denne aften i Marmorkirken har han - og O'Malley - lagt navn til en koncert af en kaliber, man vil snakke om mange år fra nu. Vel indbyder kirker til andagt, men musik ofte mere. Og efter en aften som denne var man klar til at gå lykkeligt i graven.
(Publiceret på Baunblæk d. 23/10 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar