Her følger man en række mere eller mindre fiktive skæbner, der alle har det til fælles, at de boede på Svendborg Fattiggård mellem oprettelsen i 1872 og nedlæggelsen i 1974 - et sikkert for mange overraskende sent tidspunkt. Og for at antyde, hvad dét var for et sted, forsynede det folk, som i dag ville være på kontanthjælp, med kost og logi. Til gengæld skulle de arbejde hårdt for føden, bo under minimale forhold og afskærmes fra den omgivende verden med såvel mure som pigtråd! Under en oplæsning for et stykke tid siden bedyrede Jasmin, at folk, der én gang var kommet derind, aldrig kunne komme ud igen. Det er nu ikke helt rigtigt, for jeg har eksempler på det modsatte i mit eget stamtræ. Men gode var udsigterne bestemt ikke, og bare dét at få den slags social apartheid beskrevet burde være nok til at få os alle sammen til at kæmpe for de sidste rester af velfærdssamfundet med næb og kløer!
Om dét er ærindet bag hæftet, skal jeg ikke gøre mig for klog på, selvom muligheden er oplagt. Jeg vil bare konstatere, at der her er tale om en ualmindeligt vellykket undergrundsudgivelse, der kombinerer social indignation med sand poetisk tæft. Som i "En tår til":
det var spritten
det var spritten der holdt
ham varm om natten
dengang han sov på
bænken
nu er han dømt til
tvungent ophold
bag høje mure
det er spritten
det er spritten der holder
styr på stemmerne
stemmerne og
farverne der vælter
rundt i hans indre
han tager penslen op
og sætter endnu
et strejf
det er spritten
det er spritten der holder
ham ud
holder ham
i live
i dette inferno
af elendighed
og
vemod
det har altid
været
spritten der fik
ham til
at
glemme
Dette digt opridser også glimrende den evige længsel, der gennemsyrer hæftets persongalleri - fra skurekonen, der drømmer om at drukne i spanden, over manden, der gemmer notater om sit liv væk under gulvet, til hovedpersonen i "Hvisken", der søger en religiøs udvej:
hun hører sagte hvisken
i natten
imens hun graver
hul i væggen
bag spejlet
søger
en udvej
en gud
det eneste
levende
Det er stærke billeder fra et liv i konstant mangel på håb, kærlighed og værdighed, Jasmin serverer, og med ganske små penselstrøg får hun sit persongalleri, der måske kan synes fjernt, men faktisk tilhører slægtled så tætte på, at vi alle har kendt folk, som tilhørte dem, til at fungere som små skæbneessenser.
Lidt malurt skal der dog i bægeret: Hvem har læst korrektur? I hvert fald er der ganske mange sproglige fejl i digtene - det hedder nu altså at "skure" og ikke at "skurre", hvis man vasker et gulv! - ligesom der til tider skiftes lidt for lemfældigt mellem nutid og datid. Den slags skal være i orden, inden man sender en hvilken som helst samling ud - stor eller lille.
Men er idéerne gode nok, kan de overleve også dét. Og det er Jasmins i dette tilfælde. Fattiggårdens sjæl er en lille, uprætentiøs knaldperle, der ikke desto mindre spiller på de helt store hjertestrenge. Og ubesværet får fremsat en række af de pointer, mange af tidens poeter ellers kvæppes i, når de vover sig ind på det politiske felt med eller uden en æstetisk bevidsthed i baghovedet.
Så køb den, køb den - det er simpelthen en ordre!
Info:
Forfatter: Jasmin S.
Titel: Fattiggårdens sjæl, 1. oplag
Forlag: Columbine Support & Design
Længde: 24 s.
Udgivelsesår: 2011
Pris: 48,-
Kontakt/salg: info@columbine-design.dk
(Publiceret på Baunblæk d. 4/5 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar