Men nu, hvor den pågældende digter vist har fået den hype og de anmeldelser, han overhovedet kan tåle, vil jeg gerne benytte lejligheden til at henlede opmærksomheden på, at der også findes lyrikere, som skriver med små, knapt så hysteriske bogstaver, som er dygtige til det og rent faktisk har gjort det i mange år. Visse af dem endda i længere tid, end en vis forfatter har eksisteret.
En af disse er lollikken Thorvald Berthelsen, der har udsendt sin 2. digtsamling under eget navn, Hulens år. Hvor hans første opus, Utidig i tide (2010), var en interessant, men også til tider frustrerende rodebutik af stiltræk, som på én gang trak tilbage til 70'ernes arbejderlyrik og landede lige midt i postmodernismen, er opfølgeren en meget klar og præcis bog, der ret beset er en haikusamling, men med alle de kanter, personlige skævheder og urenheder, hvis fravær gør så meget - specielt dansk - digtning indenfor den genre lige så kedelig, som det er at se maling tørre. Sådan er det ikke hos Bertelsen: Stavelserne passer, og som alle i gode haiku peger digtene på nuets spejling af intetheden, men hos ham er intet emne forbudt, intet stilgreb - selv surrealistiske - forbudt. Og det går på ingen måde ud over klarheden. Tag bare "Kræftkirurgi".
Nuet skærer ind
i uendeligheden der
vokser og vokser
Bogens titel kan læses på flere måder: Dels bogstaveligt og småbandende, dels som en hentydning til en genfødsel, som varede et år, og endelig som et år i et mørkt hul. Bogen er da også affødt af et års krise oven på en elsket persons bortgang - hvem bliver aldrig tydeligt - uden dødsbevidstheden dog får lov til at gennemsyre alt. Tværtimod, faktisk. Gennem bogens mange afsnit kommer man således gennem både saftige, erotiske tekster, skrifttematiske observationer, et uventet politiserende forløb som "Amalfi" (en slags renga fra Italien, der inkluderer linjer som "Nerier over / fotos af Mussolini / med barn på støvlen") og digte, hvor der spiller et blegt, men dog tydeligt og finurligt smil på læben. Som nu "Beregning og (over)tro":
Fem og syv og fem.
Så for sytten. Gi'r det atten?
Syv - ni - tretten! (Bank)
Netop derfor bliver Hulens år så berigende en bog, som den er: Det grundlæggende tab skinner igennem hele tiden, helt sikkert, men bogen er ikke en trist mumlen ved gravens rand. Det er en vild, sammenbidt tilbagevenden til livet i al dets spraglede mangfoldighed, hvad enten det er de lyse eller de mørke nuancer, man får lov at se. Og, det er det gode, tilsat en ubesværet pondus, som kun forfattere af en vis modenhed behersker. Lad det så være, at visse tekster er klarere og mere prægnante end andre: Vil man se, hvad man kan stille op med haikuformen i en dansk kontekst, hvor de indlysende kulturelle forskelle mellem Japan og det høje nord ikke bliver tromlet ned af en stiv formalisme, kan man gå til Ole Bundgaard, som har fulgt sit eget underfundige spor i mange år nu, men man kan dæleme også gå til Thorvald Bertelsen, som med denne bog har - vil jeg påstå - fået sit endelige gennembrud som kunstner.
Og i kraft af sin position som formand for foreningen StOrdstrømmen, der arrangerer oplæsninger på Lolland, Falster, Møn og i visse tilfælde Sydsjælland, er han løbende med til at bane vej for andre på samme kurs. Ja, også lyrikere, som allerede er ankommet. Et lidt ekstraordinært udtryk for dette er hæftet Syndflod og Dommedag – elleve forfattervinkler. En fin, lille udgivelse, der blev udsendt i sommers i forbindelse med en udstilling af billedkunstneren Richard Winthers værker på dennes gamle adresse i Vindeby. En udstilling, som bl.a. præsenterede en serie billeder fra 1983, der, i kølvandet på en skilsmisse, tog disse bibelske motiver op.
I sig selv er Winthers billeder fra denne periode stærkt ekspressive, ind imellem grænsende op mod futurisme (det heftige, kantede formsprog). Og så ensomme og lukkede, de er. Ind imellem sker det, at et par kaster sig ud i et farverigt opgør, men ellers imponerer de flot reproducerede malerier i kraft af deres stadige betoning af samvittigheden. Personerne myldrer rundt imellem hinanden i rammerne, men hver især er de lukkede om sig selv i bitre selvopgør. De er ankommet til skærsilden før tiden. Det er ikke en køn serie, men til gengæld er den sand: Vi er vores egne værste dommere. Et køligt, nærmest kynisk budskab pakket ind i ellers meget varme farveeksplosioner.
Men hvorledes med digtene, som er opstået i dialog med dette billedmateriale? En af de medvirkende lyrikere er Winther selv, som repræsenteres af digtet ”flugt” – en tekst fra 1949 – hvis højspændte versaler ender i konklusionen: ”LÆR I NATTEN AT DRÆBE, AT ELSKE / ELSK AT DRÆBE DET, DU ELSKER”. Ord, som kom på papiret længe før, farverne ramte lærredet, men ikke desto mindre klæder malerierne perfekt.
Og så kommer der en rar overraskelse: Den for mig indtil nu ubekendte Grethe Bull Sarning, hvis fine, enkle og mættede tekster fanger dramaet i malerierne på uprætentiøs – nogle ville sikkert sige illusionsløs – vis. Hun er åbenbart keramiker og skulptur af profession, men i betragtning af, at hun er 75 år, kan man ikke lade være med at tænke på, hvad dansk litteratur kunne have været beriget med, hvis hun havde valgt en anden vej. Men man er glad – meget glad – for det, man får her. Som nu denne reportage fra krematoriet:
Det brænder
det brænder mærkbart varmt
og tæt på
af og til
under kontrol
men frem for alt
det brænder
til tider
kan lugten af brændt kød
være generende
især
efter skrigenes ophør
og stemmebåndenes forvandling
til aske
parallelt anbragt
ved siden af hinanden
og beredte til
forsvindingsnr. 583
Flere af de bidragende forfattere – Bertelsen, Per-Olof Johansson og Niels Lyngsø – lader sig helt eller delvist repræsentere af tekster, de har publiceret andre steder, hvorfor jeg i denne sammenhæng vil gå let hen over dem og blot tilføje, at de bestemt ikke trækker ned i det samlede billede. Det gør heller ikke veteranen Viggo Madsen, som spinker til hæftet med to nyskrevne ting. Men ellers er Syndflod og Dommedag en lille perlerække af overraskelser. Præsten på Femø, Kurt Erling Johansson, tager springet videre fra det lokale kirkeblad med to fremragende, uprætentiøse tekster, ”Rådspørg først kroppen” og ”Manden med kobberleen”, der virkelig fortjener at komme ud til nye ”menigheder”. Apropos kirkebladet bidrager Gorm Rasmussen med en herlig anekdote om Richard Winther selv, der handler om dengang, kunstneren skræmte den lokale sognepræst væk med at male et billede af en omvendt Jesus på vej ned i toilettet, og hæftet rummer flere prosatekster/digte, hvoraf dette dog er det stærkeste. Ana Tellings største bidrag glimrer med en oplagt, charmerende sproglig fantasi, men ender i sidste ende lidt for tæt på kunstkritikken. Birgit Dagmar Johansen Skovs ”Duftenes syndflod” er farverig erotik i ordets egentlige forstand, men har en tendens til at munde ud i løsrevne refleksioner. Så er der Michael Næstved Nielsens ”Om at holde af og høre til”, som faktisk er temmelig medrivende, mens den veksler mellem at være en kommentar til Winthers kunst, et studie i tab og et suk af taknemmelighed. Endelig finder man tre fine tekster af Birthe Aela Faarvang – meget voldsomme, men også meget præcise og koncentrerede. Tak for dem!
Først og fremmest er Syndflod og Dommedag dog et sjældent vellykket og lige parløb mellem billedkunsten og det skrevne ord: Et værk frem for bare en samling løst eller mindre løst kommenterede billeder, som den slags udgivelser lidt for ofte er. Og samtidig en fremragende appetizer, for ligesom Winther nok aldrig har fået helt den plads i dansk kunst, han fortjener - dette par øjne har i hvert fald fået lyst til at se mere – således befinder mange af de her medvirkende forfattere (med Madsen og Lyngsø som undtagelser) sig lidt i periferien af det danske litteraturmiljø. Og de fleste af dem ganske ufortjent. Her træder ingen af dem i hvert fald helt forkert, og som helhed er hæftet så absolut værd at have stående på reolen. Også som en inspiration til videre læsninger.
Et værk er også ekstremt produktive Nana Rømer Dorph-Petersens seneste – og til dato mest ambitiøse – opus: En perlemuslings bedrag. Med sine 88 sider er det en ganske massiv digtsamling, selvom den er delt op i en lang række afsnit, der tilsammen tegner en kurve fra langsomt forfald over undergang til genfødsel: Også helt bogstaveligt på den måde, at digtene efterhånden bliver kortere og kortere, knappere og knappere, til de igen vokser i ”Jeg elsker begyndelser”, bogens sidste del. Hvor Dorph-Petersens digtsamling ofte har taget udgangspunkt i tab, sorg og tro på en måde, som har fået flere af dem til at virke lidt forknytte, er det dog – selvom skyggerne stadig i dén grad er til stede – en fornøjelse denne gang at se hende sprudle. For sprudle, det gør hun på siderne. Mere end nogensinde skriver hun i sandt stream of consciousness-gear, så de flotte sprogbilleder vælter ud i øjnene på læseren. Som nu her:
Angstpile
længselshoteller
et gadespejl vifter
om hjørner
gravpalæer og videoskærme
tagpap klistrer
til kroppen
Fra et personligt perspektiv er dét virkelig dejligt at se. Og langt hen ad vejen også fra et digterisk. Der er dog den hage ved skrivemåden, at den ganske vist sætter underbevidstheden fri, så de utroligste billeder kommer ned på papiret, men omvendt kommer meget – med mindre man senere udsætter det, man har skrevet, for en meget stram redigering – nemt til at virke lige lovlig hermetisk. Som skrifttegn i sandet, man ikke helt kan tyde:
En ru længsel i havsnød
sporskifte
backup
tidsrondeller
Og den slags forekommer der desværre en del af i En perlemuslings bedrag. Omvendt må jeg så fremhæve afsnittet ”Alt har en ende” som noget af det på én gang flotteste og mest overrumplende danske poesi, jeg har læst i år. Her er formen netop hermetisk meget af tiden, men også meget stram og ladet. Skriften fortættes til små bomber, der går af i underbevidstheden og måske snarere gør noget ved én, snarere end de i egentlig forstand udsiger noget. For bare at citere nogle stykker:
Lommer af hvidt metal. Vi trækker tordenen hen over himlen. Uskyldige
***
Lapper af tid. Fuglen falder på ryggen. Vi broderer pauseskærme.
***
Begraver mig i dit skød. Duften af dig, en duft af sand. Af hvid regns hvisken.
En perlemuslings bedrag er således en bog, som med fordel kunne have været strammet op hist og her. Men det er også en meget rig og livsbekræftende bog med mange, som det ovenstående illustrerer, endda meget oplagte indslag undervejs. Dertil et glimrende sted for nye læsere at starte bekendtskabet med denne altid intense og vedkommede digter.
b&bl& i b&bl n er endnu et fortløbende nummer af ærke-dadaisten Ole Perregaards tidsskrift, som engang bar titlen boblen i boblen og inkluderede bidrag af bl.a. undertegnede. Som vanligt er prisen noget i retning af ”1 kr. måske det dobbelte eller det tidobbelte ellers gratis”, og jeg formoder, den lille skrivelse i A6-format stadig er åben for bidrag udefra. Denne gang er det dog, ser det ud til, Perregaard selv, som har stået for alt, og det bliver det sådan set ikke ringere af. For han er i en helt særlig grad virtuos. Med sine tvedelte tekster, der kan læses både lodret og vandret, og som er mættede til randen med både sproglige finurligheder og ofte politisk motiveret beskhed, er Perregaard (af sig selv kaldet klad, hvilket skal læses som (blæk)klat) lidt af et fænomen. Skal man endelig indvende noget mod hans produktion, må det være, at han somme tider opfører sig som en lyriker, der én gang for alle har fundet sin hellige gral og blot deler ud af indholdet igen og igen. Udover det, at produktionen på det seneste har taget form af en treleddet korrespondance mellem klad og arketyperne kladja, kvinden, og klud, manden – tal lige om skriftsbevidsthed – er der sådan set ikke noget nyt under solen. Man kan endda diskutere i hvor høj grad, Perregaard er sand dadaist, da han altid formår at sige noget frem for blot at vrænge af en virkelighed, der fortjener det i lige så høj grad som den, Cabaret Voltaire i sin tid opstod i. Men selvstændig er han. I usædvanlig grad. Og selvom jeg egentlig går lidt og lurer på, hvornår jeg får nok af netop dén form og dét indhold, er jeg efterhånden ret sikker på, det aldrig sker. Tag nu bare denne ret typiske tekst, som gengives lodret (i to spalter) og vandret (begge spalter læst på tværs) for retfærdigvis at gengive kompleksiteten:
kære klud
som generalsekretæren
kunne have sagt det:
kup nu not
det er ikke så vigtigt
hvad man kalder det
det er ikke
det er ikke så vigtigt
kup no not
not kup not komplot
not komplet kup
hvis det er
folkets vilje
***
kup no no
komplet kup
no not komplet
no not kup kup not
not no no
not komplet
kup not kup
not komplet
kup no not
øv not
not kup
knus klat
***
kære klud
som generalsekretæren
kunne ha sagt det: kup no no
kup no not komplet kup
det er ikke så vigtigt no not komplet
hvad man kalder det no not kup kup not
det er ikke not no no
det er ikke så vigtigt not komplet
kup no not kup not kup
not kup not komplet not komplet
not komplet kup kup no not
hvis det er øv not
folkets vilje not kup
knus klat
Kort sagt: Kan man lide Perregaards stil – hverken mere eller mindre – er b&bl& i b&bl n endnu en nødvendig nyanskaffelse. Og en billig, må man sige.
Og alt i alt er alle fire bøger glimrende bud på, hvad man kan gå videre med, når man har fået ondt i øjnene af VERSALER, men stadig er sulten efter vers.
Info:
Thorvald Berthelsen
Hulens år
80 s., Ravnerock, Otterup, 2013
Pris: 150 kr.
Diverse
Syndflod og Dommedag – elleve forfattervinkler
50 s., Ravnerock, Otterup, 2013
Pris: 80 kr.
Nana Rømer Dorph-Petersen
En perlemuslings bedrag
88 s., Mellemgaard, Odense, 2013
Pris: 139,95
Ole Perregaard (red.)
b&bl& i b&bl n
32 s, Det Poetiske Bureaus Forlag, København, 2013
Pris: Fri
(Publiceret på Baunblæk d. 25/10 2013)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar