Scenen var netop på den tid i en rasende udvikling. Den alliance, der tidligere havde eksisteret mellem sangbaserede genrer som industrial og EBM samt instrumentale samme som house, dance og rave, var i hastig opløsning. Samtidig var den danseorienterede del af scenen, som oprindelig havde været nærmest puritansk i sin dyrkelse af musikkens egen rus, ved at blive mere stoforienteret, selvom trance-genren endnu ikke var stagneret kreativt. Og over vandene svævede der et rastløst spøgelse ved navn ”cyberpunk”.
Rammen omkring denne feature var, at jeg selv og medforfatteren Robert Christensen tog ud på en fiktiv togrejse, som gik fra Aalborg over Odense til København. Hvor Århus måske i dag er landets mest spændende by på den kreative front, var den dengang særdeles fattig på udøvende elektroniske kunstnere med teamet Dassic Production som noget nær den eneste undtagelse, og derfor gjorde vi ikke holdt dér. Men på mange måder kunne datidens scene bestemmes geografisk: Hvor jyderne var til maskinelle, industrielle toner, dyrkede hovedstaden i langt højere grad de danseorienterede genrer. Odense lå sit eget finurlige sted midt imellem, selvom Max M – byens repræsentant i den pågældende feature – først og fremmest måtte defineres som et EBM-navn.
Pointen med hele historien var sådan set at sætte denne perlerække af elektroniske kunstnere i relief i forhold til den cyberpunk, som, med udgangspunkt William Gibson-romanen Neuromancer, ivrigt forsøgtes lanceret her i landet af folk som videokunstneren, forfatteren og musikeren Max M, skribenten Jesper 69 Green og forretningsmanden Ronnie Rocket. Måske som et mislykket futuristisk ungdomsoprør, der så sammensmeltningen af mennesket og maskinen – og ikke mindst computerens og internettets muligheder for at skaffe, sprede og plante information – som et nyt, centralt våben i jagten på såvel politisk retfærdighed som ultimativ personlig frihed. I og for sig interessante visioner, der blev udviklet musikalsk på kompilationen Cyberworld (1992) og demonstreret litterært i Greens roman En Storbydrengs Dagbog (1992), men som alligevel var et par postgange for tidligt ude. Selv den dag i dag halter teknologien og virkeligheden efter fantasierne fra dengang, og kun de dygtigste cyberterrorister er tilnærmelsesvis i stand til at forårsage de forandringer, man fablede om i 1992.
Måske bl.a. af den grund viste cyberpunken sig at være en død sild hos mange af dem, der blev interviewet i forbindelse med temaet, og set i bakspejlet var både togrejsen og den overordnede tematik fejlslagne koncepter.
Derfor genudgives den række tekster fra Underword # 1, der dengang blev sat ind i de rammer, nu blot som de dokumentationer af en elektronisk scene i opbrud, de er. Og i mangel af bedre som en føljeton i blog-form, da Geiger, som jeg oprindelig indskrev og omarbejdede teksterne for, aldrig fik fundet frem til den rette måde at præsentere materialet på. Efter denne introduktionsartikel vil jeg derfor – med nogle dages mellemrum – gradvist lægge de interviews og artikler ud, som udgjorde den samlede feature. Som antydet ikke for at konkurrere med Geiger, som stadig både findes og har det godt, men for igen at gøre noget historisk stof tilgængeligt, som kan virke en kende malplaceret og svært at administrere i det nuværende tidsskrifts regi.
For at skrive lidt om artiklernes hovedpersoner, der måske i mange tilfælde kan være obskure eller helt ukendte for nutidens musiklyttere, kan man nævne, at Leæther Strip – alias aalborgensiske Claus Larsen – blev opdaget af Frankfurt-guruen Talla 2XLC sidst i 80’erne. På det tidspunkt, Underword interviewede ham, havde han, bl.a. takket være denne kontakt, opnået stor succes syd for grænsen med sit andet album Solitary Confinement, der udkom på det dengang særdeles velrenommerede selskab Zoth Ommog. Et album, der bød på en hård, bastant og mørk, men også sort-humoristisk EBM.
Duoen Psychopomps, der kom fra samme by, havde på samme tid stor succes i samme land – og på samme selskab – med ep’en Moredk og albummet Assassins DK United. Også musikalsk og lyrisk delte bandet en del med Claus Larsen, selvom Psychopomps’ udtryk var mere tørt og rockorienteret – ikke ulig tyske KMFDM i samme periode.
Max M – Max Møller Rasmussen – var tidens udprægede multimedie-menneske. Hans flirt med cyberpunken gik helt tilbage til 1987, men det var først i ’91, at han pladedebuterede under eget navn med maxien Get Wild. I ’92 udkom maxien og debutalbummet Technology is God, der viste han som en overraskende technoorienteret EBM-kunstner med tekster, der kredsede om den moderne teknologi på alle tænkelige planer. Sideløbende udsendte han dog også programartikler om cyberpunk og lavede videoer for bl.a. Dr. Baker.
Den københavnske trio Electrodelia, der bestod af tre herboende italienere, dukkede op i technomiljøet i ’91 under navnet Electric Papa, men spillede året efter en anderledes melodisk og psykedelisk musik på debutalbummet Animals and Love.
Endelig dukkede Tobias Balle-Petersen – Omniscience – i ’92 ud af det blå med den selvudsendte ep Colonial Conquest, der blev højst populær i de dengang toneangivende technoklubber i Frankfurt. Maxien indeholdt en mildt eksperimenterende hard trance, der påkaldte sig opmærksomhed hos DJ’en Sven Väth, som senere genudgav ep’en på sit eget selskab Harthouse.
Siden da er alle disse kunstnere mere eller mindre blevet skyllet bort af tidens vande. Bedst er det gået for Leæther Strip og Psychopomps, der med tiden fik hul igennem til det amerikanske undergrundsmarked og begge udsendte flere albums og opsamlinger på selskabet Cleopatra. For Leæther Strips vedkommende lå den kunstneriske kulmination endda flere år fremme i tiden med den dystre, billedskabende Serenade for the Dead, og i dag er han still going strong på specielt det tyske marked.
Hvad angår Max M, fulgte han efterfølgende sin filosofi til dørs på mange forskellige måder. Den stort anlagte multimedie-happening Max M Corporation (1994) var i lige dele en cd og en grafisk bog, der måske nok dunstede lidt af Gibson- og science fiction-klichéer, men ikke desto var et væsentligt pionerarbejde. Det samme var cd-rom udgaven af ungdomsbladet Chili, som Max M og redaktøren Jesper 69 Green i samme periode søsatte med et økonomisk set katastrofalt resultat. Projektet var simpelthen for tidligt ude i et forkert format. Ikke desto mindre var det et modigt første forsøg på at kombinere det gammeldags bladformat med digital teknologi. Siden da har Max M mest fungeret som producer og webdesigner i forskellige sammenhænge.
For både Omniscience og Electrodelia fortabte sporene sig dog med tiden. Førstnævnte udsendte senere i ’92 ep’en Sonic Surgent på tyske Hart Records, hvorefter han tilsyneladende opgav projektnavnet. Senere kom der to maxier, Biosatellites (1993) og Biosatellites 2 (1994), som han komponerede sammen med DJ Criss. Siden da har det været webdesign, udvikling af spil og systemadministration, der har fyldt hans dagsorden. Electrodelia fortsatte lidt ujævnt deres aktivitet op gennem 90’erne – bl.a. på albummet Diabetic, hvor Håkan Lidbo medvirkede – men blev heller aldrig andet end et perifert navn i dansk elektronisk musiks senere udvikling, selvom den ene halvdel, Guiseppe de Bellis, stadig både er aktiv musiker (i bandet Geniuser) og billedkunstner.
Alle fem navne var dog markante for deres tid, og selvom det elektroniske miljø var større endnu, var de ikke desto mindre vigtige aktører i opbygningen af de scener, vi kender i dag – fra provinsdiskotekernes dance-helveder over de trance-dyrkende klubscener til den mest avantgardistiske digitale undergrund. De var med andre ord sande danske pionerer!
Sidst, men ikke mindst, bringes også i denne sammenhæng et par tekster fra Underword # 1, der faldt udenfor det egentlige tema, men på hver deres viser illustrerer ånden fra dengang. ”Frankfurt rapport 1992” er en fejende flot øjenvidneberetning fra en bustur til det daværende rave-mekka Frankfurt am Main, som er skrevet af Thomas ”Sunrise”, der senere selv blev en væsentlig figur i Danmarks clubmiljø, mens ”Zombie rock” er en alternativ leder til bladet forfattet af Max M, der kritiserer tidens stagnerende danske rockscene i et farverigt sprog.
Meget vand er løbet i åen siden 1992, men arbejdet med at genskabe disse tekster har fået tiden til at stå levende frem for i det mindste undertegnedes øjne igen. Må de gøre det samme for læseren.
(Publiceret på Baunblæk d. 30/11 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar