[af Thomas Sunrise]
Torsdag d. 19/3 1992 kl. 23:30 var Axeltorv i København forvandlet til et udendørs diskotek i form af højlydte, ventende Frankfurt Tour-deltagere. De var der alle sammen: Både dem, der havde været med mange gange før, men også dem, der kun endnu havde hørt om vidunderet Frankfurt. 55 ravere strømmede få minutter efter ind i luksusbussen og satte sig til rette, klar til 10 timers fart mod den tyske by.
Der findes ingen stemning som den, der er i en Frankfurt-technobus få timer efter afgang. Snakken går og går – om man har husket de sidste rygter, hvilke plader, man skal have, og hvem der er hvem. Musikken brager ud gennem højttalerne i bussen og nogle få sover samtidig med, at en enkelt DJ belærer en endnu grøn om, hvad der rykker.
10 timer senere ankommer vi til Frankfurt am Main og checker ind på hotellet, hvor der traditionen tro skabes KAOS i receptionen pga. den sædvanlige tyske mangel på overblik og organisationsevne. Få sekunder efter er de første sultne pladekøbere allerede af sted, mens resten indlogerer sig på deres værelser.
Hele dagen tilbringes i centrum. Nogen kigger på selve byen, andre kigger på designertøj i de dyre gader, men de fleste tilbringer denne fredag i plademekkaerne Boy Records, Embargo og Delirium, hvor det gælder om at have øjne og ører med sig for ikke at gå glip af den plade, der kun er fire stykker af, men som alle vil have. Pludselig spilles der en rigtig catcher i forretningen, og ALLE kaster sig over disken for at få fingre i et eksemplar af pladen – sådan foregår det, når 40 danske technoentusiaster køber ind i Frankfurt. Når man ikke kan finde mere af interesse i den første forretning, man har været i, så fortsætter man blot til den næste, mens timerne går. Nogle ærgrer sig grueligt det meste af aftenen på hotellet, fordi de ikke fik fat i PLADEN, som ham to værelser længere nede har. Men det er jo en trøst, at forretningerne også har åbent lørdag til de sidste indkøb.
Roen sænker sig over hotellet i takt med, at nogle hviler ud og gør sig klar til den store nat, mens andre tøffer rundt i området for at finde sig en restaurant at indtage aftensmaden på. Ved 23-tiden er der dog totalt gang i den på de fleste værelser, og nogen har fundet en radiostation, hvor kongen Talla 2XLC spiller i aften. Dette værelse er derfor hotellets centrum, og folk strømmer forbi for at se, om der er rigtig Omen-stemning. Det er der…
En halv time senere går turen mod selve Omen – den berømte klub, der bl.a., har gjort Sven Väth berømt. Stedet, hvor der hver fredag er mellem 1000-2000 mennesker, og man dårligt kan ånde pga. temperaturen. Danskerne bliver hilst velkommen i døren – de kender os nemlig godt. Vi er de vanvittige danskere, der kommer hertil i hobetal. Omen er endda pyntet op med store, danske flag, og der er frugt og slik i baren. Der er ikke så mange mennesker endnu, og der spilles lidt chill out, mens foilk går rundt og snakker. Stedet ligner på dette tidspunkt mest af alt en almindelig café.
Lidt efter begynder opvarmningen, hvor musikken ændres en smule og der skrues op for lyden. Dette står DJ Pauli for hver fredag. Dejlig deep house og balearic strømmer ud gennem højttalerne i stadigt stigende tempo og lydstyrke – og de sidste 20 minutter før klokken slår to, er det ved at gå op for folk, hvad der skal ske. Sven Väth har nemlig nærmet sig DJ-buret med sit skærende, frygtindgydende ansigt og dem, der har været her før, véd at det er signalet til at gå AMOK!!!
Alle gør sig klar – også crewet fra R&S Records, som har hørt at danskerne er i byen. Sven sætter håret, slukker for lys og lyd og ligner mest af alt en ged i hovedet. Så går han ellers i gang. Nu rykker det for alvor vildt og blodigt, og hele Omen gynger og skriger. Fjernsynsskærmene over hele lokalet er med til at skabe den rigtige stemning med et visuelt orgie, der er kreeret af to håbefulde frankfurtere, som turnerer Tyskland rundt med denne video-performance. Det bliver vildere og vildere hele tiden, og man tror ikke, at det er muligt for manden at blive ved. Men det er det. Kun få gange får man lov til at få pusten, men der er mange, der selv der bliver ved og ved. På et tidspunkt er det faktisk umuligt at bevæge sig pga. de mange mennesker. Men tager man sig en lille pause, er man klar igen. Så kæmper man sig atter vej ud på gulvet, der virkelig koger nu. En mand med en støvsuger er dog allerede gået død.
Pludselig stikker Renaat fra R&S Sven en plade fra sit tornyster. Alle går amok til den – og håbefulde ravere kaster sig op mod DJ-buret for at spotte titlen på pladen, men da den er helt sort, må alle vende skuffede tilbage til dansegulvet. Det var DJ, man skulle være.
Ved femtiden mærker de første, at kræfterne er ved at slippe op, og for dem er det ikke sjovt at være her mere. Men for de rigtigt garvede er der lang vej endnu – de bliver ved, og mange fortsætter til
Omen lukker kl. otte.
Den sidste time er folk helt vilde. Sven trækker pinen ud ved at tage sig god tid til at skifte plade. Han kysser den og svinger den rundt i luften, inden han sætter den på. Alle går helt amok, så snart den første lyd høres. Sven selv danser rundt på pulten i bar mave og ligner det, han er: Stedets GURU!!!
Kl. otte trasker de sidste hjem mod hotellet, gennemblødte af sved og med en mere eller mindre dårlig hørelse. Man kan lige nå at sove lidt, inden man skal tilbage i forretningerne for at få fat på de plader, man hørte på Omen, men desværre ikke fik fat i om fredagen. De mest vanvittige står udenfor forretningerne inden de åbner. Her mødes dem, som var på Omen, med dem, der var på Dorian Gray i lufthavnen til Techno Club, hvor Talla åbenbart havde givet den gas af hårdeste kaliber.
Hele proceduren fra dagen før gentager sig. Man tror, det er løgn. Man skulle mene, at en mand, der om fredagen havde købt 55 plader, måtte have fået dækket sit behov. Men sådan er det altså ikke, og inden han har fået de sidste skiver ned i posen, har han 43 yderligere. Og sådan går det for de fleste. Man taler samtidig om, hvad der skal ske i aften. Hvilken club skal man vælge? Der er Omen, der er Club XS og så er der lufthavnen, hvor Torsten Fenslau spiller fra 24.00 – 05:00, afløst af DJ Dag fra 5:00 til 11:00. Klokken bliver hurtigt 16 og 17, før man lægger forretningerne bag sig. Man når lige at snuppe lidt mad på McDonald’s, inden man vender tilbage til hotellet for at få sig nogle timer på langs. I receptionen står der, at man skal mødes kl. 24, så de fleste kan nå at sove fire-fem timer. Det er der dog nogle, der ikke gør. Endelig er der dem, der sover lige til bussen afgår mod Danmark!
Da klokken er 22, er det umuligt at sove længere, da musikken fra naboværelset er for høj. Man kan lige så godt stå op, tage en gang dusch og gøre sig klar. ”I aften skal den have hele armen”, synes de flestes indstilling at være, og ganske rigtigt: Da man møder de andre på gangen, er tøjet og udsmykningen vildere end om fredagen. Nu ved alle, hvad det drejer sig om. Folk siver langsomt ned i receptionen for at mødes. De fleste har bestemt sig for at tage på Club XS – et nyt sted i Frankfurt, hvor bl.a. DJ Moneypenny har spillet. Nogle få tager direkte til lufthavnen for ikke at gå glip af Torsten Fenslau på Dorian Gray.
På XS er der meget få mennesker, og var det ikke for danskerne, ville der vel være omkring de 100 gæster denne nat. Men stedet er fedt og DJ Jörg fra Delirium er på toppen, så alt i alt er folk tilfredse med besøget. Det er dog tvivlsomt, om denne club eksisterer næste gang, turen går til Frankfurt.
Kl. tre holder bussen foran XS, parat til at transportere alle til Dorian Gray, hvor vi lige kan nå at høre Fenslau spille halvanden time på det enorme techno-diskotek. Vi ankommer og går hele den mærkelige vej ned gennem check-in skranker og kufferter. Helt derned, hvor man ikke tror, at der findes noget. Meeen… helt nede i hjørnet dukker der en lille indgang op med indskriften ”Techno Club”. Det må jo være her. Hvor vildt!
For førstegangsbesøgende er dette sted meget mere end imponerende: Et mega-diskotek med tre forskellige klubber, videosalon, café, restaurant, pladeforretning og frisør! Mens man langsomt baner sig vej gennem menneskemængden, bliver lyden højere og højere (dog aldrig så høj, som man måske har forestillet sig). Så entrer man det store rum, der virkelig chokerer med en overflod af lys og lyd, som ikke er set andre steder. Dette sted kan ikke forklares i ord. Det er virkelig noget, der skal opleves.
Tusinder af mennesker går amok her, hvor bl.a. Depeche Mode har optrådt. Torsten Fenslau folder sig ud ved pulten og musikken er virkelig høj, men den er tilmed ren. Der er så meget, der er anderledes ved dette sted. Bl.a sidder DJ’en ned og spiller plader. Dog er DJ Dag begyndt at rejse sig på fra stolen nogen gange for lige at checke, om den nye demo fra DAT’en holder. Her rykker det virkelig. Her går folk amok til plader, der kun når op på omkring 120 - 130 beats per minute, på nøjagtigt samme måde som man går amok på Omen, når der spilles på 140 – 150 BPM. Nogen gange bliver man lige nødt til at forlade det store rum for at få lidt ørenlyd. Man traver lidt rundt og møder Fenslau, der er i færd med at fortælle nogle unge, håbefulde danskere (Dassic Production) om, hvad de skal og ikke skal gøre.
I pladeforretningen Embargo står et andet kuld danskere. Og gudhjælpemig om ham med de 100 plader ikke står der igen! Manden, som nu – sammen med sin makker – går under navnet ”The label brothers”. Han skal lige have handlet lidt ekstra, inden DJ Dag går på. Dag er der også selv. Han er ved at checke danske Omniscience’s plade. ”I like it very much”, siger han, og smilet bliver lidt bredere hos den danske komponist, der også er der.
De fleste har nu fået de allersidste plader her i Embargos airport-afdeling. Nu er de endelig klar til at nyde de sidste to timers trance med DJ Dag bag roret. Denne nat har han en indianerstamme med! Men han har også meget åbenlyst ladet sig inspirere af indianerne og deres kultur (check hans plader). Det er virkelig trance-tid nu, og numrene bliver spillet i deres fulde længde.
Da klokken er 5:30 ankommer der pludselig en betydelig mængde nye gæster fra andre klubber. Der er virkelig mange folk nu, og musikken kan på dette tidspunkt ikke nå højere tinder. Hvis man ikke kan blive høj af musikken på Dorian Gray søndag morgen fra seks til ti, kan man slet ikke blive høj af lyd. Det værste ved at være dansker lige nu er, at om en time skal man ud for at finde bussen, vel vidende at trancen fortsætter frem til kl. 11. Først dér bliver der sagt ”godnat”!!!
De ord når vi dog ikke at få med denne gang. Da klokken bliver syv, takker vi af for denne gang og forlader Dorian Gray. Lidt trætte, men alligevel klar til at tage herned igen næste weekend. Folk sætter sig ind i bussen, som transporterer alle tilbage til hotellet, hvor der er mulighed for morgenmad, dusch eller en halv times lur inden afgangen til Danmark. Kl. 9:30 er bussen pakket igen, om end med nogle flere kilo på samvittigheden end på udturen. 10 timers kørsel tilbage til København er i vente.
Af en eller anden årsag går turen alligevel altid for hurtigt. Folk er lidt groggy efter sådan en turbulent weekend, så det er ikke altid, at de er i stand til at overskue selv de mest elementære ting. F.eks. var en ung Frankfurt Tour-deltager meget knotten over, at han i et par timer ikke kunne komme på, hvor han havde lagt den banen, han havde købt til hjemturen. Noget tid senere måtte han konkludere, at bananen nok var blevet spist – og af ham selv! Men ellers er der mad og drikke en masse i bussen, og man glæder sig til at komme hjem.
Ni timer senere er bussen i Kolding, hvor vi tager afsked med ”Århus Posse”. Vi andre fortsætter og ankommer til Axeltorv søndag aften 22:15. Bussen tømmes og folk tager af sted. Dem, der ikke skal i skole / på arbejde tager direkte hjem og checker pladerne. ”Hvornår er næste tour?” spørger nogle, før bussen kører væk.
(Publiceret på Baunblæk d. 28/12 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar