Del 5: Zombie rock - it needs more brains!

Det første nummer af Underword indeholdt hele to ledere: En af den samlede redaktion samt et opråb til rockscenen fra netop cyberpunk-talsmanden Max M, der i de dage var aktuel med Technology is God-maxien – en sand dansk EBM-klassiker fra den æra. Tro mod sin kærlighed til teknologien udråbte han rocken til en udød musikform. Her følger indlægget i en autentisk, uredigeret version.

[af Max M]

Rocken lugter! Men det er ikke så underligt, for den har været død længe. Den ved det bare ikke. Det skyldes formentlig alle de zombier, som render rundt og kalder sig rockmusikere. De vakler af sted på brækkede ben, med rådden ånde, og stønner ”brains” i det tøj, der var moderne dengang de døde. Deres musik har lydt ens de sidste 20 år, de er for længst holdt op med at lave kunst. Eller musik, der bare er en smule progressivt.

Hvorfor skulle de egentlig også det? De døde interesserer sig ikke for kunst eller fremskridt, de vil bare endnu en gang opleve det, de kan huske fra dengang, de levede. Elvs var, dengang han levede, en af de originale musikere. Desværre har han ikke respekt nok for det levende til at blive i sin grav – ligesom John Lennon bliver han ved med at udgive plader ti år efter sin død. Det skal blive spændende at se, hvor længe Roy Orbison kan blive ved.

Andre stakler som The Clash, Paul McCartney, The Doors, George Harrison, Jeff Lynne, Tina Turner, Rolling Stones, Joe Cocker og herhjemme udøde som CV Jørgensen, Sanne Salomonsen, Anne Linnet, Gnags, TV2 osv. osv. er, som af et eller andet uforklarligt naturfænomen, tvunget til at gå igen, imens de udstøder rallende lyde og laver frygtelig støj. Det ville være uhyggeligt, hvis det ikke var så kedeligt.

Noget af det, der virkelig er uhyggeligt, er alle de nye zombier, der tilsyneladende bliver ved med at strømme til. Sko & Torp (er Sko et andet ord for Sneakers?), Thomas Helmig, Back to Back, Nikolaj, Fielfraz osv. Alt sammen den sædvanlige ”soulrock med et touch af funk”, spillet af zombier, der æder vores hjerner, eller i hvert tilfælde vores intellekt. Man kan så undre sig over, hvor mange gange det er muligt at koge suppe på det samme gamle lig, og hvor længe folk gider at blive ved med at spise den.

En ting er sikker, man skal være nekrofil for at blive ansat i et pladeselskab – specielt et dansk. Hver eneste sommer skal vi endda pines med zombiefester, hvor alle de døde og deres skindøde fans bevæger sig rundt i krampagtige ryk, sponsoreret af bryggerier, der lader ligsaften flyde imod, at de får reklame fra zombier med sjælen til fals. Disse makabre optrin kalder de for festivaler og gratiskoncerter. Personligt finder jeg det utroligt, at nogen gider lytte til musik, som når det er mest progressivt lige kan finde ud af at hugge en technorytme fra starten af firserne, og lægge den under deres sædvanlige guitarjammer.

Jeg tror, jeg vil gå i gang med at skrive en sang om rockzombierne, og har allerede omkvædet:

How come they’re re-animated,
When they should, long ago, have been cremated? 


(Publiceret på Baunblæk d. 17/12 2010)