Kriminelt oversete albums # 1: Eurythmics: In the Garden

Tilbage i 70'ernes sidste del eksisterede der et britisk band ved navn The Tourists, som opnåede en vis ikke ligefrem overvældende opmærksomhed med tre albums: The Tourists (1979), Reality Effect (1979) og Luminous Basement (1980) samt en coverversion af Dusty Springfields "I Only Want to Be with You", der nåede helt op på den britiske hitlistes fjerdeplads i '79. Gruppen, som på sin egen bizarre vis dækkede kløften mellem folkrocken og punken, havde sangeren og guitaristen Peet Combes som hovedkomponist, og som en følge af splittede musikalske interesser blev dens output aldrig for alvor kunstnerisk interessant, selvom The Tourists på det sidste album - sikkert som en art hyldest til Ultravox, der på samme måde gik en skæv balancegang mellem hippie- og punkbevægelserne - knyttede kontakter med den tidligere Kraftwerk-producer Conny Plank.

I 1980 viste dette musikalske krydsfelt sig for broget til at kunne holde gruppen samlet, og to af medlemmerne - Dave A. Stewart og Annie Lennox - fandt ved årsskiftet 1980/81 sig selv i Planks studie i Köln, mens de jammede med folk som Robert Görl (D.A.F.), Jaki Liebezeit og Holger Czukay (Can). I 1983 fik den nye duo, der antog navnet Eurythmics, deres afgørende gennembrudshit med singlen "Sweet Dreams are Made of This", og selvom gruppen ikke i dag bliver hyldet i det omfang, den fortjener, for at forme og kommentere 80'erne på en såvel intelligent som iørefaldende vis, er resten på sin vis historie. Hvem husker trods alt ikke "There Must Be an Angel", "Thorn in My Side", "Shame" og "Sex Crime"?

I 1981, da duoen udsendte debutalbummet In the Garden, var situationen meget anderledes. Måske fordi det var en forvirrende tid at være musiker i, hvis man ikke - hvilket gjaldt Stewart og Lennox - var solidt funderet i punken og det, som kom efter. De to ex-medlemmer fra The Tourists ankom tydeligvis til det, man i mangel af bedre kan kalde new wave-festen, med en udtalt flair for fængende melodier og markante, om end ikke nødvendigvis poetiske tekster, men også med en sød tand for det, der skete, da punk, kraut/artrock, synths og avantgardesensibiliteter netop omkring 1980 stødte sammen i en stor, kaotisk smeltedigel, der affødte alt fra goth og EBM over new romantics og Two Tone til en ny, klart omdefineret mainstream-lyd. Og de 10 numre på In the Garden illustrerede klart skismaet. Plank producerede stadig, og både Czukay, Liebezeit, Görl og Marcus Stockhausen - søn af den nok så berømte Karlheinz - medvirkede i vidt omfang med metronisk rytmik og kantede indfald.

Men det var helt klart en pop-plade, selvom man blev ført hele vejen fra den psykedeliske "English Summer" - neofolk før begrebet blev skabt - til numre som "Belinda" og "Your Time Will Come", der var rå, småpunkede udgaver af det, Eurythmics senere ville blive til.

Set herfra var højdepunktet den kølige, syntetiske "Listen to Your Heart" - et desperat forstudie til "Sweet Dreams" - hvor Liebezeits messende trommer og svale synthflader, som er Joy Division værdige, lægger fundamentet for linjer som "Time after time / I try to contact you / Time after time / I try to talk to you / But you don't take me to your heart". Hvem har ikke, hånden på hjertet, oplevet det?

Men i hælene på dét nummer kom det frankofile funknummer "Sing-sing", der havde en skarpt konkretistisk tekst, som hyldede tidens tomme, industrielle flow, samt den nursery rhyme-agtige "She's Invisible Now", der var lige dele Beatles og kølig, forblæst europop. Førnævnte "English Summer" kantede sig ind i et manende territorium, der skyldte Pink Floyd og The Cure lige meget, men mest af alt bragte mindelser om senere Death in June, og så var der de tekster, hvor Lennox retfærdiggjorde den tigermaske, hun bar på indercoveret: Den små-proggede "Your Time Will Come", det messende pop-vidunder "Never Gonna Cry Again" og afslutningsnummeret "Revenge", der rækker tilbage mod bluesede toner uden at lyde mindre 1981 af den grund. Bitre, afklarede tekster i kølvandet på et sammenbrudt forhold, der - med linjer som "She said revenge can be so sweet / I like to take it when I can / I need to play with the ones I hate / I like to see them suffer" - én gang for alle installerede noget katteagtigt i Lennox' sangskriver-persona.

Der findes - modsat flertallet af de senere albums - ikke ét svagt nummer på In the Garden. Pladens største svaghed - og dét er endda et definitionsspørgsmål - er vel den, at den stikker markant ud i forhold til det meste af det, duoen bedrev senere. Can-aksen vejede tungt til i lyden, og for at beskrive albummets lyd ud fra kedelige, traditionelle termer, var det vel "transitional". Men set for sig selv, var det - synes jeg, hvis ikke andre - et festfyrværkeri et sted i krydsfeltet mellem en ældre æras hitlistelyd og en endog meget moderne, raffineret pop art.

Vil man høre 80'erne blive til, er det på In the Garden.

Og det er nok til, at det er blevet et helt centralt album.

For mig. Og for dig.

Måske.

(Publiceret på Baunblæk d. 26/7 2012)