Og lad mig gøre det klart: Selvfølgelig er der tale om lidt af en underverden, hvor man kan slippe afsted med at udgive det argeste lort. Hvert år udkommer der hundredevis af bøger, som simpelthen ikke fortjener det papir, de er trykt på. Men det, at man på "overfladen" slet og ret afviser alt, gør, at der vitterligt ryger nogle talenter ud med badevandet, som til enhver tid kan tage kampen op med Tordenskjolds Soldater. Og disse talenter vil jeg gerne gøre mit for at sprede ordet om.
Et oplagt eksempel er Steffen Weiss, der debuterede som selvudgiver i 2005 med samlingen Kun papir (brænd det før din nabo) og længe har været en af de mest lovende lyrikere i den dersens "undergrund". Nu er det omsider blevet til bog nr. 2, som i en række lange, fabulerende tekster nostalgisk, men også bittersødt beskriver en barndomsforelskelse i en svunden tids Christianshavn, der med titlen beskrives som Hjertefejlernes kvarter. Selvfølgelig er selve forelskelsen ikke kun dét, men også et påskud for at beskrive stemninger fra den bydel i den tid, der vel må være engang sidst i 1960'erne. Som i "Blå blink og nytår på brus":
Du må ikke lege med ild, formaner min far
jeg har lommerne fyldt med "sputnikker" er sej
frygtløs, ikke til at skyde en nytårsraket
gennem, jeg lægger en på jorden, stryger
en stormtændstik lader den kysse lunten
løber væk i opløftet stemning og der er
lift off mens jeg spurter i dækning
På den led minder Hjertefejlernes kvarter om en lang række andre samlinger med hjemstavnstema. Måske mest af alt Turélls Vangede billeder, der kommer til poesien fra en lige så ramsaltet arbejdervinkel. Men fantasien er alligevel anderledes frodig hos Weiss. Man ved aldrig, hvornår stenbroen smelter, og man lige pludselig befinder sig i Amazonas, på prærien eller i det ydre rum. Der er mødre, som ælter dej, og fædre, som bygger bålsteder, men først og fremmest er der denne pige, som er syv, mens fortælleren er seks og kun lige ved at lære sit hjerte at kende:
hun er smuk, men det ved jeg først om nogle
år, for jeg er seks og fatter ikke skønhed
endnu, og det selvom den står lige ved siden
af i en alder af syv
Bemærk den ulige alder. For forfatteren selv skulle titlen også hentyde til, at der var en overdødelighed af hjerteanfald i hans barndoms bydel, men den centrale hjertefejl ligger et helt andet sted. For vel forvandler fortælleren sig i sin fantasi om til en ren Tarzan, der "dræber gorilla befrier kvinden / i nød, hun er syv og falder helten om halsen", men alligevel slutter samlingen med, at hun fylder otte, mens hovedpersonens egen alder står stille. "Festen slutter om et par timer", sukkes der lakonisk, mens tiden vrider de elskende, som endnu ikke ved, de er elskende, fra hinanden.
Hjertefejlernes kvarter, som er udkommet på Spangsgaard Art, er indholdsmæssigt en meget stærk og varm bog, som samtidig på fremragende vis bindes sammen af aldershenvisningerne. Så meget sagt har jeg dog et par formmæssige indvendinger. Det forvirrer, at bogen starter med deciderede digte for undervejs at sætte over i en slags prosatekster. Det gør unægteligt - ikke mindst fordi det ikke virker motiveret - læseoplevelsen lidt ujævn. Det samme gør en inkonsekvent kommatering, som kunne have været fanget af en passende korrekturlæser. Men der findes etablerede forfattere, som skriver dårligere end Weiss, og meget få af slagsen, der har mere på hjerte.
Meget på hjerte har bestemt også Maja Petrea Fox, der sidste år debuterede på forlaget Copenhagen Storytellers med en digtsamling, Åben, der i min bevidsthed imidlertid er så markant, at jeg gerne anmelder den længe efter. Ikke fordi den er fejlfri eller for den sags skyld 110 procent original - det kommer jeg til - men nøj, der er power på.
I 51 vildtvoksende tekster opdelt i tre afsnit, der nærmere virker som pauseringer end egentlige afsnitsinddelinger, føres man ind i en verden, der er lige dele punk, jazz og gris gris á la Dr. John. Med andre ord: Er det dunkelt eller vildt, er det brændstof i tanken, og begreber som tobak, sprut, sex, død og revolution går da også igen og igen i digtene, som i den grad dyrker forestillingen om, at man har det bedste udsyn til stjernerne fra rendestenen. Af samme grund er det da også beatlyriske forbilleder som Turéll, Ginsberg og Kerouac, der spøger i baggrunden. Måske tilsat en knivspids Strunge á la Skrigerne eller Vi folder drømmens faner ud. Hvilket ikke havde været videre originalt, hvis det ikke var fordi 1) Fox er kvinde og 2) har helt sit eget sprog.
Med det første hentyder jeg til, at Fox som type er beslægtet med 90'ernes riot grrrls, der i den grad vidste, hvad de stod for, hvad, de ville have, og hvordan de fik det. De satte deres hatte, som de ville, uden skam, skyld eller blusel. Det samme gør hun, hvad enten det er drømme, sex eller sprut, der står på programmet. Hvilket er et mere end forfriskende indslag i den ellers så mandsdominerede beatverden. Med det andet mener jeg, at der virkelig er en særlig sprogbevidsthed på færde. Som nu sidst i "XXIV":
Med usynlige jødestjerner
mærket fast til tøjet
Gentog historien sig
om og om igen
Indtil bartenderen jog os ud
af vort fædreland
Og vi alle døde
enten alene og fordrukne
eller sammen
Ovenpå hinanden
gassede, nøgne og blege
Sjældent har dansk beatpoesi været stærkere eller mere rammende.
Ekstra punch får Fox dog, når hun tillader sig selv at vise mere sårbare sider. For der er jo, er man ikke i tvivl om, et hverdagsmenneske inde i det flamboyante storbymonster, de fleste af digtene er skrevet af. Og der er ikke mindre grund til at holde af dét:
Jeg voksede op
der hvor stokroserne groede højere
end min egen hovedtop
og længere ude
end husgavlen tillod
Bag røde skodder på vinduerne
med skyer og mariehøner
malet af min mor på væggene
Min far fra de varme lande
serverede pasta og pølser
i den anden ende af byen
på en avis
Et par gange om året
hvis året tillod det
sov jeg i hans kuffert
trygt
Jeg gik i skole ad jernbanen
med en pind på stakittet
der lavede rytmer i takt med byen
iført røde gummistøvler
fik jeg sår på knæene
fra rulleskøjtefald
i betonens land
forsvandt jeg med årene
Med andre ord: Det er stemmen Fox mere end samlingen Åben, man køber. For det er en bog, som måske vil lidt for mange ting på én gang, godt kunne have været barberet nogle tekster ned og igen ikke er konsekvent, når det kommer til brugen af store bogstaver. Jeg mener: Enten bruger man dem korrekt efter det, der logisk set ville have været et punktum, eller også anvender man dem slet ikke. Den lidt for faste brug af gentagne figurer er også i beatlyrisk sammenhæng en kliché, man står sig bedst ved at arbejde udenom. Men ligesom de mange vellykkede tekster gør projektet Maja Petrea Fox et stort indtryk på læseren, og kan hun fremover ikke blot udvikle formen, men måske også blive mere en person end en persona, kan der være endda meget store ting i vente.
Hvor Fox om noget er forfaldsromantiker, er Cecilie Sund Kristensen, som med Blå nætter lægger sin anden digtsamling på bordet, nok trods alt mere romantiker. Ikke at teksterne ikke må rive og flå i nerverne - læs bare debuten Blandet slik (2013) - men så igen: Det var netop sådan, den originale romantik var, før biedermeier-kulturen tog over. Og er der noget, Kristensen ikke er, er det biedermeiersk. Snarere har hun udviklet sin egen (post)moderne Sturm & Drang, og om noget er Blå nætter, som også er udkommet på Copenhagen Storytellers, gennemsyret af forestillingen om "die ferne Geliebte", som man aldrig vil få, selvom vedkommende er nok så tæt på, og de skiftende bølger af kærlighed og vrede, det medfører.
Bogen skal ifølge forordet være skrevet baglæns. Det er den måske også, men på en måde er det underordnet. Det er de samme to mennesker - en troløs mand, en kvinde, som ikke tør tro, og spændingen mellem dem - der løber igennem digtene. I virkeligheden står man i en konstant opbrudssituation, der ind imellem løfter sig op i en ekstatisk potens, fordi den ikke er realiseret endnu. Det må ikke have været det nemmeste at stå igennem, hvis man skal tage ordene for pålydende, men det er et glimrende udgangspunkt for poesi.
Og poesi kan hun skrive, Cecilie Sund Kristensen. Med en rutine, der modsiger hendes endnu unge alder, kan hun skifte ubesværet fra det præcise og nøgterne...
Facadelivet er grimt
men hvad der gemmer sig under
har vi for længst lagt bag os
...over det beatpræget mundrette...
Du har ikke været en god dreng i år
men jeg ville så frygtelig gerne
sende dig en julegave alligevel
der ikke virkede så irrationel
som den millard der skulle løfte ældreområdet
Som om den ville kunne rette deres rygge
Rejse dem fra kørestolene
og løbe med os hen ad markerne
Som om de kunne elske, som vi gjorde
ude under frosten
Som om de ville tilpasse sig
og sende lige så mange fuldebeskeder
som os to
...til det regulært hjerteskærende:
Lukket inde i mig selv
svæver jeg livløst rundt
og bruger min krop som et
aflåst pigeværelse
der længe har været ødelagt
og støvet
Og nu svæver jeg
på livet løs herinde
og drømmer om de ting
der gjorde dig til dig
dengang vi
var det eneste,
der fungerede
Nu kan vi kun fungere
hvis vi giver hjertet til andre
imens
Den slags perler er Blå nætter fuld af. I det hele taget sættes der ikke mange fødder forkert, og var Blandet slik i sin tid en lovende debut, er denne bog meget tæt på at være et svendestykke. Der er noget koncepttænkning, som virker mere indadtil end udadtil, og vil man være ond, kan man sige, at Blå nætter bare er endnu en gang parforholdslyrik af den slags, tiden er så fuld af. Men det er en sjældent vedkommende, kraftfuld og kompetent parforholdslyrik fra en digter, der ikke er nærig med at dele ud af sine bittersøde dåbsgaver. Jeg glæder mig til at læse samling nr. 3.
Alt i alt er der tale om tre, synes jeg, meget væsentlige samlinger, som på grund af noget, jeg ikke kan betegne som andet end gold vanetænkning, ikke er dukket op på den bredere offentligheds radar.
En fælles fejl, synes jeg, er forordene: Uanset hvad, du gør, tror jeg på "don't tell it, show it" som en gylden tommelfingerregel. Men at det i sig selv skulle være grund til at kassere tre spændende lyrikere på forhånd, har jeg svært ved at se.
Opdag dem selv. Hvis du virkelig elsker lyrik.
(Publiceret på The good things in life d. 20/7 2016)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar