Diskografien er imidlertid - som enhver dedikeret fan véd - mindst dobbelt så lang, og snakker man om kriminelt oversete albums, synes jeg personligt, man kan føre stærke sager for i hvert fald Kraftwerk 1 (repetitiv, improviserende krautrock af absolut bedste skuffe) og den slidstærke, men af en eller anden grund noget uglesete Electric Café, hvor gruppens klassiske line-up (Hütter, Schneider, Bartos og Flür) tog afgørende skridt bort fra technopoppen og over mod en mere moderne electronica, hvor klangmæssige kvaliteter og medrivende instrumentale forløb var lige så væsentlige som selve sangskrivningen. Så meget sagt er vaneforestillinger ikke noget, som forgår så let, og det nytter heller ikke ligefrem, at Kraftwerk selv om ikke direkte tager afstand fra, så i det mindste aldrig har gjort noget større nummer ud af de fire albums, de skabte før Autobahn. Kraftwerk 1 skal man således stadig ud på bootleg-markedet for at finde til rimelige penge.
MEN jeg bærer selv rundt på vaneforestillinger, og min har i mange år været, at gruppens gode periode sluttede med The Mix tilbage i 1991 - også selvom jeg er svært glad for comeback-singlen "Expo 2000", som fulgte otte år senere. Da Tour de France Soundtracks omsider ramte gaden i 2003 - efter blot 17 års regulær albumpause(!) - havde jeg helt umanerligt svært ved at skjule min skuffelse. Ikke nok med, at pladen var bygget op omkring en på det tidspunkt 20 år gammel single og således syntes at røbe en vis konceptuel desperation hos Hütter og Schneider, der havde mistet centrale idémænd som Bartos og Emil Schult: Pokker, om udgangspunktet ikke var den skide cykelsport, der efter alt at dømme optog Hütter i så sygelig en grad, at gruppen reelt var gået i stykker på det: Jojo, den mangeårige makker, Florian Schneider, hang stadig (akkurat) på, men ingen kunne rigtigt tage de to nye medlemmer, Fritz Hilpert og Henning Schmitz, alvorligt som andet end statister, der var med på scenen for at udfylde bandets klassiske kvartet-opstilling. Læg så dertil det faktum, at albummet kun rummede tre - TRE - hæderlige popsange, hvoraf den ene var den gammelkendte "Tour de France", og det var grumme svært at se projektet som andet end et sølle, sølle comebackforsøg fra en usikker, udbrændt entitet.
I det meste af et årti stod Tour de France Soundtracks derfor og samlede støv på pladereolen. Faktisk indtil for nylig, hvor en ferie i Rhindalen fik mig til at lytte hele Kraftwerk-kataloget igennem - inklusive denne sene, forkætrede frugt af det nu (også!) opløste samarbejde mellem Hütter og Schneider. Og det var lidt af en øjenåbnende oplevelse, skal jeg hilse at sige!
JO, albummet var og er bygget op omkring et koncept, der virker lidt søgt, men det er konsekvent i dets cirklen omkring det verdensberømte cykelløb: Fra tv-transmissionerne ("Tour de France Étape 1-3") over metallerne, som indgår i cykelstellet ("Titanium"), til rytternes træningsprogrammer ("Vitamin", "La Forme", "Elektro Kardiogramm"). Som værk er albummet faktisk sjældent gennemført i Kraftwerk-sammenhæng: Kun Computerwelt kan siges at have haft samme konceptuelle konsistens.
Så er der selve musikken, der ikke er decideret visionær, som det var tilfældet i gruppens klassiske periode - i 2003 var det elektroniske landskab altså også mere overfyldt og udforsket end tilbage i 70'erne - men faktisk er ældet med en usædvanlig ynde. Fordi udtrykket er så minimalt og barskrabet, som det er - så fokuseret på kvaliteten af den enkelte klang - har det ingen problemer haft med at overleve det seneste lille årtis musikalske udvikling. Snarere har udviklinger indenfor bl.a. minimal house fået det til at fremstå med en fornyet aktualitet: Måske de gamle drenge fra Düsseldorf alligevel var et hestemulehår foran resten af feltet.
Men det, der først og fremmest slog mig ved den fornyede gennemlytning, var, at jeg havde lyttet til Tour de France Soundtracks med de helt forkerte ører tilbage i 2003. Jeg havde - som de fleste gamle fans, velsagtens - ledt efter en ny "Das Modell", en ny "Computer Liebe" eller en ny "Autobahn", men ikke efter noget, som i Kraftwerk-sammenhæng reelt var nyt! My bad! For - og det er det interessante ved det hele - bag om ryggen på alle os vanetænkere var Ralf & Florian faktisk vendt tilbage til den improviserende form fra Kraftwerk 1, bare på et højere, digitaliseret plan.
Man burde sikkert allerede have lugtet lunten på Electric Café, hvor "Techno Pop" og "Musique Non Stop" dannede lignende paraleller til tidlige numre som "Ruckzuck" og "Megaherz", bare med sampleren i stedet for fløjten og guitaren under armen. Det giver ingen mening at høre det langstrakte, sammenhængende forløb, som rækker fra "Prologue" frem til og med "Tour de France Étape 3", som en popsang, for så kommer materialet helt naturligt til kort. Men hørt som et stykke improv - elektronisk jazz, om man vil - sidder alt faktisk, som det skal. Og set i det lys giver albummet som helhed en ny mening. Jo, man kan godt nyde den messende "Aero Dynamik", den monotont smældende "Elektro Kardiogramm" og naturligvis selve "Tour de France" som de popsange, de også er, men ligesom cykelløbet selv er albummets hovedformål at understrege forløb, proces og klanglige detaljer (tro mig: De er ind ad en kant sublime!) frem for at danne små, afsluttede helheder som dem, den klassiske popsang udgør. Den største forbrydelse, Kraftwerk egentlig begik med Tour de France Soundtracks, var således at skuffe deres ellers så progressivt mindede lytteres forventninger!
Og hvad med Schmitz og Hilpert - de nye drenge? De skillinger faktisk til materialet på en måde, specielt Flür aldrig gjorde, og som kreativ helhed giver Kraftwerk anno 2003 indtryk af at være mere af et kreativt demokrati end nogen sinde før. Hvilket indgiver én et vist håb nu om stunder, hvor Schneider definitivt er steget af cyklen, og Hütter er alene om at føre bandet videre mod det næste album med netop Hilpert og Schmitz som sine væsentligste sparringspartnere.
Det, jeg vil med dette her, er ikke at postulere, at Tour de France Soundtracks rammer samme høje gear som f.eks. Trans-Europa Express - bare det, at tiden allerede i 2003 var en helt anden, umuliggjorde dét projekt. Men det, jeg vil sige, er, at albummet, i lighed med Kraftwerk 1 og Electric Café, har en egen form for excellens og i dén grad fortjener at blive lyttet til. Igen og igen. Til man endelig fatter den.
Det tog mig otte år - lige så lang tid, som det føles at se sig vej igennem bare én etape af Tour de France - at gøre det. Men så nåede jeg til gengæld også frem til Champs Elysées. Med et stort smil på læben og den gule trøje på.
(Publiceret på Baunblæk d. 2/9 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar