Sommerlæsninger 3: Fire guldkorn fra undergrunden

Valdemar Kjærulff og Harald Toksværd: Amerika18
74 sider, 121 kr.
Emeritus, 2019.

Michael Dyst: Den forkerte vej
Copenhagen Storytellers, 2017.
80 sider, 49 kr. som ebog.

Henrietta Hilma Petersen: Må jeg børste din rottweiler?
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018.
56 sider, 150 kr.

Silja E K. Henderson: 1,7 tipping point
Gladiator, 2018.
108 sider, 199,95 kr.

Dansk poesi er andet og mere end de navne, der hvert år spyttes ud fra Forfatterskolen, hvorved de får adgang til de store forlag og den deraf følgende medieeksponering. Jeg har utallige gange før spyttet syre over både den måde, Forfatterskolen har det med at ensrette deres ind imellem store talenter på, og det både ensformige og noget eksklusive billede af, hvad dansk lyrik er, den tilgang skaber i mediebilledet. Den smøre gider jeg simpelthen ikke at køre på repeat. Men lad det bare være sagt, at for hver gang et reelt talent bryder igennem fra den kant, er der tre-fire lige så store, der bliver henvist til en evig ørkenvandring i undergrunden, og at man ikke med nogen som helst ret kan påkalde sig at vide noget om dansk nutidspoesi, hvis man udelukkende orienterer sig efter dagbladene.

Hvor mange - udover altså dem, der nærmest privat er stødt ind i dem - ved f.eks., at der eksisterer et makkerpar ved navn Valdemar Kjærulff og Harald Toksværd? Hverken Amerika18, der udkom i år, eller forgængeren Afløbsrens (2017), som blev til i samarbejde med Jesper Lange, har fået nogen påfaldende medieeksponering. Alligevel er de for mig at se talenter af en støbning, man simpelthen ikke kan overse, hvis man først har hørt eller læst dem, og at Emeritus er min nuværende udgiver er et direkte resultat af, at d'herrer opsøgte den kanal. Det ville simpelthen være mig en ære at gøre dem selskab.

Amerika18 er ung poesi, når det er finest: Heftig, flabet og respektløs, men også med et håndelag og en stilistisk bevidsthed, der gør det faktum, at de begge to befinder sig i den første del af tyverne, frapperende. De skriver som om, de har været i gamet i mange år, og selvom man tiltænker Kjærulff den lidt mere indadvendte og tænksomme stemmeføring, der jævnligt dukker op, mens Toksværd nok generelt tager sig af de mere spektakulære og flamboyante passager, virker hele samlingen stadig som forfattet med en hånd. At det også er tilsigtet understreges af, at ingen af de to på noget tidspunkt krediteres for andet end halvdelen af den samlede indsats.

Rammen er en rejse gennem USA i sommeren 2018, og får det nogen til at associere i retning af Kerouacs On the road eller Hunter S. Thompsons Fear and loathing in Las Vegas, skyder de ikke helt forbi. Der er en blanding af beat og udkørt new journalism i hver eneste linje, mens man trækkes gennem en orkan af spleen, glitter, trash og stoffer, som makkerparret måske, måske ikke har indtaget undervejs. Og som hos både Thompson og Kerouac slutter rejsen ikke med nogen specielt dyb erkendelse ud over den, at man fandeme har været til undervejs. Den amerikanske desperadoversion af zen.

Man kunne selvfølgelig ønske sig, at de havde genopfundet hjulet et eller andet sted undervejs. Kuldkastet den garvede læsers fastlåste opfattelse af, hvad poesi er og bør være, som ungdommen åbenbart formodes at skulle gøre. Men i 2019 sker den slags bare ikke mere, og personligt er jeg mere end tilfreds, hvis folk bare formår at levere et tilstrækkeligt vitalt og personlige take på en etableret tradition. Og det må man sige, at Kjærulff og Toksværd leverer med Amerika18. Som nu her:

Kia'en giver op på motorvejen
et tårn af hvid røg fra kølerhjelmen
Kaitlyn græder ind i telefonen
Stephen er så skæv at han
ikke fatter hvad der foregår Valde
ser bange ud så jeg griner
laver jokes
holder dem kørende
alt er fint alt er fint
Valde snakker om stofferne i tasken jeg siger
ingen problemer no worries
alt går godt
tager en uge mere i Denver
hvorfor ikke?
kører bare med Sean i stedet
ham kender vi selvfølgelig ikke
men hvad gør det
vi får dig til LA
og mig til hjørnet af verden
alt løser sig
vi skrotter bilen og kammeraterne
og så bare os to mod verden på motorvejen
man kan sagtens blaffe på Vestkysten
noget strammer sig
om min hals men det
er bare to ugers kæderygning og druk
ingen problemer
no worries alt går godt
it's the american dream baby
hard and strange and terrible 

Da jeg første gang oplevede det makkerpar, var epifanien på højde med den dag, jeg - adskillige år før - oprindeligt stødte ind i Michael Dyst på en åben oplæsningsscene. Han udslettede rent ud sagt de øvrige optrædende, mens jeg selv klamrede mig til masten som en bleg matros i et frådende hav. Og den dag i dag er han ikke den type, jeg frivilligt inviterer til noget, jeg selv skal optræde til. Ikke nok med, at han - fortjent - har vundet DM i poetry slam adskillige gange: Han er en sand ener i dansk poesi. Med al respekt for folk som Caspar Eric og Ursula Andkjær Olsen, som både gør sig godt på tryk og live: Der er ingen grund til, at de regnes for de ukronede regenter i dansk poesi lige nu frem for Dyst.

Sidst, jeg snakkede med ham, lå han lidt brak mht. nye tekster. Om det er resultatet at at have givet alt - og jeg mener ALT - gennem ialt seks digtsamlinger siden debuten i 2007 uden at have ret meget at vise for det, aner jeg ikke. Men jeg ved fra mig selv hvor drænende, det år efter år kan være at hamre på den samme dør, der bare ikke åbner sig op. Så er det forklaringen, har han min ubetingede forståelse.

Men lad mig sige det sådan: Hos ham møder erfaringen fra slam-scenen, hvor timing og præcision er alfa og omega, et tydeligt kendskab til såvel klassisk metrik som oldnordisk skjaldetradition. Han kører ikke bare derudaf med opsigtvækkende ytringer, som mange slammere gør, men har slidt røven i laser derhjemme med rim og raffinerede referencer til det punkt, hvor det går hen over hovedet på de fleste. Han er en kunstner. Full stop. Og en af de vildeste og mest originale, jeg har mødt.

Hans indtil nu seneste opus, Den forkerte vej, er ikke så stort anlagt, for ikke at sige symfonisk, som visse af de tidligere samlinger. Til gengæld er den - med Schopenhauer i baglommen - en grum meditation over netop "den forkerte vej". Den, man tager, når hverken det forstillede, perfekte liv eller selvmordet, som omvendt er det tåbelige ophør af alt, er muligheder. Uden blusel fremstiller han sig selv på coveret i bar overkrop, mens han forsvinder ud ad en vej med en vodkaflaske for munden.

Det er hardcore sager. Det er lige før, man forstår, at Hr. og Fru Danmark ikke har den bog stående på kaminhylden. Den har ikke så meget at gøre med Kählervasen og de øvrige nipsting, i hvert fald. Havde det været kranier eller sorte vokslys, så ok.

Man kan sige meget om denne mulige afsked med poesien. Men jeg synes, det er på sin rette plads at holde kæft og bare citere afslutningsdigtet:

Status Quo Vadis

så længe mine ben vil bære mig
kan jeg ikke nære mig
jeg vil altid se mod himlen
hvor uendelig skønhed
ser på denne grimme verden
med tusindvis
af for længst døde øjne

de ser selv mig
som en zombie i en kold provinsnat
fulgt på vej ud i den dybe ro
af et enkelt vildfarent snefnug

de ser mig stirre
tilbage på det støv der skabte mig

de ser mig holde pinen ud
de ser mig gå linen ud
hvor civilisationens skær
- et nu i faldende neon -
kalder mig tilbage til endnu en fest, endnu en tår
med den totale meningsløsheds blå hår
svinger jeg benene vilkårligt rundt

absurde tramp
kalder til kamp
mod håbet om
nogensinde at blive lykkelig

jeg vil hellere være beruset
af vodka og vanvid
i en vild og kort tid
en allersidste dans
før vi alle går hjem

i hver sin seng
i hver vores skal af kalk og illusioner
venter vi
bløder vi
her møder vi
i det inderste hellige
en døende gud

der er ingen vej ud
når først du har krydset broen
og mistet den sidste del af troen
på alt andet end det kors
du selv har bygget af erfaringens bitre gran

når du står på afgrundens rand
er der alt for langt ned
i glemslens dejlige
evighed

herfra bliver kujoner ved
med at tage den lette vej ud
ad gamle vaners vej

Status Quo Vadis

ingen aner hvor det hele ender
skambidt af tidens tænder
gør vi alt for at undgå
at forstå forfaldet
at lytte til kaldet
til hylet fra gaden
til skriget fra skoven
til de øjne der stirrer bebrejdende fra oven
fordi de ved hvem vi er
fordi de ved vi kunne have været
så meget mere

men nu er vi hér
hvor alting er
og ingenting sker

Må nogen - og helst Dyst selv - få ham skrevet ind i litteraturhistorien. Og hellere før end senere.

Henrietta Hilma Petersen ved jeg intet som helst om. At jeg kender hendes debutsamling, Må jeg børste din rottweiler, har udelukkende noget at gøre med, at jeg rutinemæssigt støvsugede hylderne i Det Poetiske Bureaus Forlags bogkælder på Nørrebro sidst, jeg var der. Det er ikke hver dag efterhånden, så hver gang, det sker, er der gerne kommet en ny bunke titler til, og kan de noget, fragter jeg dem hjem. Hellere en for meget end en for lidt, når de kommer til små forlags økonomi.

Men rottweileren fangede mig altså. Også ud over det første, overfladiske indtryk.

Det er en blandet stak tekster - nogle prosadigte, andre stillet mere traditionelt op med brudte linjer - der kredser omkring savnet af kærlighed, men ellers er ramt af en spleen, der er næsten Dystsk. Dog er signalet naturligvis mere kvindeligt. Ingen tunge, doriske opbygninger af rim og emner her: Bare et fint skippende, lettere surrealistisk flow af associationer, der kan have et feministisk svirp, som på s. 53:

Så vælter du ind med stråler af lys, med strenge af grønt, med kim til spritnye myrer og mælkebøtter og algefest

Så ræser du rundt og blotter mit støv, mine nedpakkede fostre og mit spind

Så åbner du skrinet og lader mig smage på vinterens sammenkog
tvebakker og bjerge med det jeg glemte eller ikke gad
noter med drømme, noter med ævl, noter med syreregn og granater

Så står du der igen
du beder mig om rette mig i dit flænsende forårs flor

Så meget sagt surfer digtsamlingen rundt i et rum, hvor dimensionerne aldrig er helt sikre, og udtrykket kan bevæge sig ganske langt ud i en hermetisk, men aldrig meningsløs retning.

Man fornemmer, at det er en debut. Man fornemmer, at nogen har sagt: Det her er en virkelig fin stak digte, og de skal ud. Og med rette. Man kan måske savne, at de spidse stik, syrede billedrækker og sensitive betragtninger havde samlet sig i et mere målrettet værk, men stemmen er absolut lovende. Jeg vil holde øje med hvornår, der sker noget på den front næste gang.

En anden debutant, som virkelig har styr på de ting, er Silja E.K. Henderson, hvis 1.7 tipping point er en sælsom blanding af traditionelle digte, egne associative passager, tekstfragmenter, der er sakset fra nyhedstekster, Google, de sociale medier og andre kilder, samt novelleagtige forløb og dagbogsnotater. Med andre ord et raffineret væv at indre og ydre udsagn og indtryk, der egentlig bør opleves i sin næsten symfoniske helhed frem for at pilles fra hinanden i enkeltdele. På flappen kaldes 1.7 tipping point en montage, og det er bogen da også, men en temmelig målrettet af slagsen, da 1.7 grader er den temperaturstigning, kloden kan klare, før en selvforstærkende acceleration mod ragnarok forventes at blive uundgåelig. Et faktum, hele værket graviterer omkring i sin melange af tørre facts, situationsbeskrivelser og forløb af en nærmest science fiction-agtig karakter.

Henderson har en ph.d. i katastrofepsykologi, og det gennemsyrer på sin vis bogen. For når det økosystem, man baserer sig på, kollapser, hvad kollapser ellers? Hvilke relationer må komme under udfordring? Hvilke følelser udløser det?

Og alligevel er 1.7 tipping point i min optik - modsat hvad andre stemmer åbenbart har ment - et gedigent digterværk, der hele tiden vibrerer nervepirrende mellem distance og nærvær. Det er en nyhed, når en båd går ned i Middelhavet, fordi folk er flygtet fra tørken i Afrika, men hvad nu hvis jeg og mit barn bliver tvunget ud i en periferi, som ikke længere eksisterer? Hvad nu, hvis flowet af information pludselig tager form af knusende virkelighed? Hvad nu, hvis "det uafvendelige" virkelig viser sig at være en uafvendelig fysisk realitet?

Det kunne så uendeligt nemt være endt som en politisk korrekt, meget prosaisk sag, hvor overlægget helt havde kvalt poesien, men i stedet sender Hendersons bratte sammenstillinger hjernen på en sårbar flugt mellem diverse hårde mure, der også understreges mellem konstante grafiske skift og sågar det faktum, at bogen tiltes 180 grader på midten. I en storm af tilsyneladende løsrevne, men i virkeligheden uhyre velplacerede tegn færges man ind i - bestemt ikke ud af - et mareridt, man sandsynligvis aldrig vil vågne fra:

Til sidst bliver børnene også spøgelser
må stampe og hyle
for igen at blive til
det er jo for deres skyld, råber jeg
og vader gennem den tynde grønlige
hinde af vand, som efterhånden
dækker alting
de forstår det hele
og ingenting
på første sal er der stadig tørt

***

Det antropocæne danser til
The Sound of Silence

Hvis jeg skal tvinges til noget så ultimativt dumt som at vælge favoritter, er 1.7 tipping point den flotteste digtsamling (i mangel af bedre betegnelser), jeg har læst i sommeren 2019. Faktisk i nogle år. Om den repræsenterer noget nyt, er et godt spørgsmål. Montageformen er ikke sensationel i sig selv - på den måde er værket typisk postmodernistisk - og budskabet er hørt før, selvom det tilsyneladende ikke trængt ind overalt. Der ER bare generelt ikke meget nyt under solen. Men giver den mig lyst til at skrive i nye og anderledes baner? Ja. Rører den mig? Ja. Giver den mig lyst til at omtænke den måde, jeg lever på? Ja.

Så meget sagt bør alle fire samlinger bør læses af enhver, der interesserer sig seriøst for dansk poesi. Og alle fem forfattere bør få en højere stjerne udenfor den lyriske undergrund, end de har.

Tro mig: Selvom det er bøger, som på hver deres vis bevæger sig skyggefulde steder hen, skal de nok alligevel berige din sommer.

Sommerlæsninger 2: Kristus, krautrock og ketamin

Stephen Morris: Record Play Pause
- confessions of a post-punk percussionist volume one
416 sider, 159 kr.
Constable Books, 2019.

Jeg har været optaget af Manchester-bandet Joy Division, siden jeg var midt i teenageårene. Deres forfaldsromantiske, psykedelisk rungende postpunk fra et Nordengland, hvor industrien var i krise, og det for de fleste var en betingelse at blive født til dead end jobs eller det, som var værre, viste sig at være et tilsvarende fint soundtrack til at vågne mentalt op i en landsby, hvor gårdene på stribe gik på røven, og man vidste, man måtte rejse, hvis man skulle have en bare nogenlunde fornuftig chance for at blive til noget. At bandets rå tristesse så også var et fint match til ulykkelige forelskelser, nætter, hvor man lå vågen for at fundere over de store spørgsmål, og "sodavandsdiskoteker", hvor volden altid lå og boblede lige under overfladen, er så en anden ting.

I centrum for myten omkring Joy Division, som ellers i sig selv var markante nok i kraft af den måde, de har påvirket såvel goth som indie og metal på, står sangeren og tekstforfatteren Ian Curtis' selvmord i maj 1980, blot 23 år gammel. Det er blevet romantiseret på et plan, der kun lader sig sammenligne med Kurt Cobains lignende exit fra verden 14 år senere, og da jeg var 15, fascinerede historien om den plagede, men geniale unge mand, som gav den grimme virkelighed den ultimative fuckfinger, mig da også voldsomt. Dels så jeg ham som et potentielt forbillede, dels var han absurd nok samtidig en reminder om, at ophøret faktisk fandtes, mens man selv løb rundt og skabte sig som om, man var fucking udødelig.

Vigtig for denne version af myten var imidlertid den lukkethed, de resterende medlemmer, der snart efter fortsatte bandet som New Order og fortsatte sammenbidt ind i de discoglitrende 80'ere, udviste omkring såvel tabet som årsagerne. Man kunne frit hænge Ian op på korset og fantasere om, at man en dag kom til at flagre der i hans sted. At der var prosaiske, ja, måske ligefrem banale forklaringer på selvmordet, faldt ligesom ikke en ind.

Men da "det ægte New Order", som jeg må indrømme, at jeg stadig tænker på det, selvom bandet stadig eksisterer, faldt fra hinanden ved bassisten Peter Hooks smækken med døren i 2007, begyndte såvel historierne som skeletterne at rasle ud af klædeskabet.

En solid forsmag på dette fik man allerede i 1995, da Deborah Curtis, Ians hustru, skrev Touching from a Distance, som på hjerteskærende vis fortalte historien om et ægteskab såvel som et ungt liv, der gradvist kollapsede under vægten af utroskab, karrierepres, dårlig medicinering mod epilepsi og almindelig ungdommelig dårskab, men ikke gjorde læseren så voldsomt meget klogere på musikken. Det rådede Hook bod på i 2013, da han udgav Unknown Pleasures. På én led en bandkollegas version af de samme begivenheder, på en anden et langt mere tilfredsstillende indblik i orkestrets arbejdsmetoder, på en tredje et pinligt personangreb på "Twatto" (AKA guitaristen Bernard Sumner), som han siden 2007 havde været i bad standing med. Som et naturligt modsvar skrev Twatto året efter den lidt overfladiske Chapter and Verse, der tydeligvis mest var tænkt som et forsvar mod Hooks angreb, men dog tilføjede interessante detaljer omkring såvel forfatterens egen barndom som selvmordet, der bl.a. blev knyttet sammen med regressionsterapi under hypnose.

Nu har trommeslageren Stephen Morris også grebet pennen, og som den mest litterære i bandet - han delte interessen for outsiderforfattere som J.G. Ballard og William S. Burroughs med Curtis - burde man kunne forvente sig en del, selvom emnet Joy Division egentlig burde være udtømt.

Og til min store fornøjelse leverer han.

Hvor de tre andre værker har været ganske tunge, plagede affærer - selvom Hooks rummede en egen form for afstumpet humor - er Morris' den underholdende biografi om bandet. Et forhold, der måske skyldes hans outsiderposition i kollektivet. Han var så langt den mest erfarne musiker af de fire, før han blev hyret gennem en audition, blev aldrig en fasttømret del af den ungdomsbande fra forstaden Salford, Joy Division opstod af, og var følgelig heller ikke for alvor i skudlinjen, da konflikten mellem Hook og Sumner brød ud i lys lue. En ideel position for en forfatter, der gerne vil beskrive, hvordan bandet rent faktisk var.

Mange af anekdoterne har man hørt før. Som historien om, hvordan Terry Mason - bandets første, lettere inkompetente manager - kopierede gruppens demobånd ved at optage lyden fra et andet anlæg i stuen, mens ham og moderen så Coronation Street. Andre har man fået fra andre vinkler. Som historien om dengang i Tyskland, hvor Morris ved en misforståelse slugte en hel Red Star - fem gange syre i én tablet - og trippede gennem resten af tournéen, mens han bryggede på raffinerede måder at ombringe Sumner og Hook på. Men han er vist den første, der åbent indrømmer, at man i bandet var møgelendige til at tale om følelser. Hvilket ikke kun blev en del af årsagen til Curtis' selvmord, men også bruddet 27 år senere.

Han antyder tilmed, at noget af det, som omvendt bandt gruppen sammen - og måske forklarer en del af udtrykket - var psyker, som på hver deres måde var forstyrrede. At Curtis' var det, er oplagt, men også Sumner led af periodisk mismod, der senere blev medicineret med Prozac, og Hook havde sine egne issues, som langt hen ad vejen blev drukket eller sniffet væk. Siden han var stor dreng, havde Morris selv været på forskellige former for psykofarmaka mod blackouts, depression og, må man formode, ADHD.

Men ingen af de fire - og slet ikke Curtis - fremstilles som mørkemænd. Hvor befriende er det ikke at læse denne note fra bogen, hvor Ian beklager sig til manager Rob Gretton over mixet af Closer-albummet:

Rob,

Judged purely on my own terms, and not to be interpreted as an opinion or reflection of mass media and public taste but a criticism of my own esoteric and elitist mind of which the mysteries of life are very few and beside which the grace of God has deemed to indicate in a vision the true nature of all things, plus the fact that everyone else are a sneaky, japing load of tossers, I decree that this LP is a disaster.

I K Curtis

Kristus på korset, anyone?

På samme vis fremstiller Morris absolut ikke sig selv som nogen korshænger. Jo, han har problemer i undervisningssystemet. Jo, han bliver på et tidspunkt stalket af en sindsforvirret kæreste. Jo, han er udset til at blive arvingen af et familiefirma, han absolut ingen interesse har for. Han indrømmer endda, at han midt i 70'erne var ved at forsumpe i en tåge af stoffer og kriminalitet. Men der er også kærlige linjer om kæresten Gillian Gilbert, som senere blev det fjerde medlem af New Order, og ekstatiske rablerier om alt, der lugter af sci-fi. Og nogle ganske informative passager om det elektroniske gear, der gradvist vandt indpas i Joy Division, før det langt hen ad vejen kom til at definere New Order-lyden. Man må også stærkt formode, at Morris' teenage-lytning, der rakte fra Hawkwind over Velvet Underground til Neu og Faust, havde en væsentlig indvirkning på bandets udtryk.

Som den eneste i bandet dengang lader Morris også til at have forstået meningen bag produceren Martin Hannetts tilsyneladende galskab. Når han blev bedt om at pille trommesættet fra hinanden og indspille hver lyd separat, var det ikke blot og bar sadisme på kokain, men et forsøg på at eliminere spillage. Dvs. det forhold, at lyden fra hvert trommeslag indvirker ikke blot på resten af sættet, men alle andre instrumenter, der befinder sig i rummet, resulterende i et grumset udtryk.

Fortællingen slutter sidst i 1980, hvor det sårede, men ikke slagne orkester har slæbt sig igennem en slingrende USA-tour som New Order. Næste bind, der er sat til at udkomme næste år, dækker det følgende kapitel i sagaen.

Jeg kan slet ikke vente. Stor applaus til den skrivende trommeslager, som med dette bind har gjort det monokromt sorte billede af Joy Division dybere ved at tilføje farver og lys.

Sommerlæsninger 1: Bold og bulder

Thomas Gravgaard: Vi er våbenbrødre
- min rejse gennem det ekstreme fodboldeuropa
209 sider, 119 kr. 
People's Press, 2014.


Jeg har for første gang i mit liv læst en fodboldbog. Faktisk slugte jeg de 230 sider på en dag.

Folk, der kender mig godt, ved, at den slags normalt interesserer mig mindre end at se maling tørre.

Jeg har aldrig opbygget noget rigtigt forhold til den sport. Faktisk associerer jeg den mest med den trælse fornemmelse af at føle mig udenfor, mens venner eller familie sidder klistret til skærmen.

Men den her skulle jeg altså kværne alligevel. Faktisk skulle det være sket for længe siden. Allerede ved udgivelsen i 2014, hvor jeg lovede mig selv at få den op under neglene.

Grunden? En af mine kusiner står på takkelisten. Hun er tilmed en af de mest gennemgående personer i bogen. Og jeg kendte selv Hr. Gravgaard engang. Gennem nogle få år først i 90'erne dannede han nemlig par med kusinen og var fast inventar til familiefesterne, hvor han travede ind i de flestes hjerter med sin slagterhundsattitude. Da han forsvandt ud af billedet, var han savnet herfra. Men tiden læger alle sår og den slags. Af og til kom der en pip fra kusinen om, at han nu var blevet journalist, nu var på tv osv., og det er da også lykkedes mig at fange ham på skærmen et par gange. Men det var jo fodbold, det handlede om.

Altså: Fodbold. Hans livslange passion. En fjern og egentlig ret ligegyldig størrelse for mig.

Alligevel: Nu havde han skrevet en bog. Endda en erindringsbog af en slags. Den skulle da læses. Og i lørdags fandt jeg den på udsalg. Det var på høje tid at komme i gang.

Og så skete det magiske. Jeg connectede sgu med stoffet. Ikke kun fordi det var velskrevet: Af en journalist burde man kunne forvente sig den slags. Men på et menneskeligt plan, jeg kun fornemmede intuitivt dengang, vi kendte hinanden, og som jeg formodede var forduftet, da han rodede sig ud i alt det der ultras-dims.

Jeg har altid haft det stramt med ultras-grupperinger. Jeg har mere end en gang set flokke fra Brøndby Support terrorisere hele togkupéer. I Aalborg chikanerede de lokale ultras jævnligt 1000Fryd, som jeg i de år havde tætte forbindelser til. Og en tilfældig aften i Århus undgik jeg med nød og næppe at blive slået til plukfisk af en White Pride-tilhænger. At Thomas - vores Thomas - virkelig havde været en del af det miljø, og endda på europæisk plan, i lige dele skuffede og fascinerede mig. Det sidste forstået på den måde, at man trods alt måtte formode, at bogen bød på nogle saftige anekdoter.

Nuvel: Da jeg havde moret mig lidt over historien med kusinen, der måtte smugle en tænderklaprende Hr. Gravgaard væk fra en potentiel konfrontation med White Pride i sin Fiat 127, og med et gulp fordøjet kapitler, hvor han festede med nationalistiske hooligans og deltog lidt for aktivt i sammenstød, viste den overordnede historie sig at være ikke blot såre menneskelig. 
Jeg kunne fra mit eget udsigtspunkt spejle mig i den.

Det er en maskulin dannelsesroman. Af en slags.

Et sted skriver Gravgaard, at han sikkert kunne have fået lige så meget ud af at smadre rundt i metalmiljøets moshpits, som han gjorde ved at dyrke ekstrem fodboldkultur i Spanien eller England. At det kunne have været et tilsvarende opgør med den flinkeskole, han var vokset op i. Og en tilsvarende måde at gøre op med den indre tøsedreng på.

Da vi kendte hinanden, havde vi tilsyneladende det til fælles, at vi var tøsedrenge. Han tog på stadion for at få hår på brystet. Jeg valgte moshpitten.

Han stivede sig af med slagsmål og Guiness - det første efter sigende en populær ting hos det modsatte køn. Jeg lod garnet gro og opsøgte den mest ekstreme musik, jeg overhovedet kunne forestille mig. Hvilket også til en vis grad virkede i den henseende.

Vi kom begge gennem forhold, hvor vi blev tromlet af kvinder, der "savnede udfordringer" efter at have tæmmet og kastreret deres mænd. Vi gennemgik begge to faser, hvor vi røg over i den modsatte grøft. Blev lidt for kølige, hårde og ligeglade. Har begge været ude i depressioner, der tilsyneladende skyldtes den samme forvirring over, hvad fanden man skal være, hvis alt er forkert.

Gravgaard er ude i en kritik af feminismen, jeg aldrig selv ville ty til. Problemet er ikke, at kvinder hævder deres værd, men at mænd aldrig snakker sammen om de identitetsproblemer, forskydningen giver dem. Faktisk sluger de hellere bly eller bruger næver i stedet.

Men at både være prinsen på den hvide hest og the bad boy, der langer håndmadder ud, er og bliver en umulig opgave uanset om ens favoritdrug er bold eller musik.

I sidste ende konkluderer han, at løsningen på problemet "mand" har en nærmest metafysisk karakter. Han kalder den ligevægtige tilstand, hvor blødhed og hårdhed følges organisk ad, for et "buzz". Jeg ville kalde den zen. At finde tilbage til det ansigt, man havde, før man blev født og henvist til diverse kunstige former for afstivning som forsvar mod tendenser i tiden.

Så forskellige veje. Så tilsvarende resultater.

Et stort plus ved bogen er netop, at Gravgaard bruger tiden i de ekstreme fodboldmiljøer som et afsæt for at problematisere den moderne, maskuline selvforståelse. I øjenhøjde. Selvironisk. Tænksomt. Aldrig klynkende eller navlepillende.

Vi er våbenbrødre åbner for en debat, de færreste endnu har fattet er dødsens nødvendig. Uden at være hverken klæg eller kanindræberagtig. Bare ligefrem og kammeratlig.

Så tak for håndtrykket over tid, Thomas.

Og tak for at bibringe mig hvis ikke decideret sympati, så faktisk en vis forståelse for en type kultur, jeg ellers aldrig ville have rørt med en ildtang.

Et germansk festfyrværkeri

Ibliss
Supernova 
(Spiegelei, 1972)

I deres jagt på at fremstå som maskiner har Kraftwerk fuldt ud bevidst forsøgt at sløre, hvordan de reelt startede. Også til det punkt, hvor et eks-medlem, Eberhard Kranemann, påstår at have spillet sammen med Florian Schneider under det navn helt tilbage i 1967. Hvad der dog ligger fast er, at der i 1969/70 eksisterede en gruppe ved navn Organisation, der inkluderede både Schneider og Ralf Hütter. Et band, der, som det helt tidlige Kraftwerk, mere var at betegne som et free jazz-orkester med rockindslag end det syntetiske popband, gruppen få år senere skulle mutere til, hvilket kan høres på gruppens enlige, ikke overvældende lp, Tone Float (1970).

I 1970 gik Organisation i opløsning, og resten er, som man siger, historie. De øvrige medlemmer af gruppen forsvandt derefter gradvist fra musikscenen, men et enkelt, percussionisten Basil Hammoudi, fandt sammen med en anden Kraftwerk-relateret musiker, trommeslageren Andreas Hohmann, i gruppen Ibliss, hvor de fortsatte med at forfølge de jazzede impulser på et højere og mere kompetent plan end før. Endda med visse spor af den rytmiske motorik, man kender fra det tidlige Kraftwerk og ikke mindst Neu!

Også den gruppe endte med kun at udsende et enkelt album, Supernova, på det semilegendariske krautrocklabel Spiegelei, inden den kollapsede i 1973. Men hvilket album! At fire ud af fem medlemmer fungerede helt eller delvist som percussionister, sætter sit helt klare præg på musikken, der især på åbningsnummeret "Margah" ligefrem sætter over i stammeagtig rytmik, men ellers lægger man mærke til guitaristen Wolfgang Büllmeiers meget ekspressive guitarspil, der har gået i skole med Jimi Hendrix og Carlos Santana, før han blev kedelig. Igen er "Margah" et fint eksempel på, hvor flot han kunne duellere med sig selv over flere spor, stærkt flankeret af sin basspillende bror Norbert.

Hvor det nummer er en rytmisk meget medrivende, ja, næsten malstrømsagtig fanfare, er man med den 14 minutter lange "Drops" ovre i et mere stenet territorium, der også giver plads til Rainer Büchels blæseinstrumenter. Her især hans saxofon, der flugter smukt og den nærmest dovne bossarytme og Norbert Büllmeyers enkle, men markante basgang, der giver nummeret en meget stærk rygrad. Måske er nummeret, der sådan set bare vandrer derudaf med improvisation på improvisation over grundelementerne, den indspilning på Supernova, der er mest traditionelt jazzrocket, men med den stramhed og intensitet, der hele tiden er kernen i Ibliss' udtryk, kommer man på intet tidspunkt til at kede sig, og de skæve, syrede effekter og percussion-indslag, der ind imellem sniger sig ind, før det hele kulminerer med at gå i opløsning i en sky af motorcykelguitar, klokker og hvin, lader i den grad én vide, at det er superproduceren Conny Plank - ikke mindst kendt for sit arbejde med netop Kraftwerk - der har skruet på knapperne.

"High life" - endnu et langt, fabulerende nummer - har et monotont, nærmest funky groove, der lader Büchels fløjte flagre smukt gennem landskabet som en anden sommerfugl, mens Wolfgangs guitar småstikker på en måde, som minder dette par ører om Bowies "Fame" nogle år før tid. Et helt igennem skøn og smittende indspilning, der både matcher og kan minde en smule om "Ruckzuck": Højdepunktet fra det første Kraftwerk-album. I hvert fald indtil det på et tidspunkt vover sig ind i en have af fugleagtige fløjtelyde.

Endelig er der "Athir". Vuggende og drømmende starter den ud i et tusmørkelandskab af guitar, fløjte og ringende percussion. Og der forbliver den egentlig, mens man gradvist løftes op på en lyserød sky. Smukt og sanseligt er det. Og måske den ene grundfarve, man savnede på Ibliss' palet efter de tre
første numre.

Med sin farvestrålende monotoni står Supernova for mig som en af krautrockens ubesungne klassikere, og det kan kun ærgre, at et band, der så tydeligt havde mere at byde på, ikke blot standsede, men også synes at være forsvundet ud af historiebøgerne. Medlemmerne faktisk også. Wolfgang Büllmeyer spillede mange år senere med et knapt så markant orkester, Foodband, ligesom Hohmann i 1983 indspillede en enkelt lp med projektet Alex Parche Band, men i det omfang, medlemmerne overhovedet lever endnu, ser det ud til, at de med Supernova fik sagt det, de musikalsk ville.

Og et eller andet sted forstår man dem godt. En mere sublim sammentænkning af jazz, psych, monotoni og etniske elementer skal man i hvert fald lede længe efter.

(Publiceret på The good things in life d. 12/5 2016)

Tre kølige fra undergrunden

I alt for lang tid har jeg gjort for lidt ud af det tredje spor, jeg ønsker, at denne blog skal repræsentere: Den smalle litteratur. Eller rettere: Den litteratur, de efterhånden ganske få etablerede forlag vælger fra i jagten på de næste bestseller. Specielt når det angår lyrik, skal man i dag helst have enten et diplom fra Forfatterskolen eller en anbefaling fra en allerede anerkendt forfatter med sig, hvis man vil ind i det "fine selskab". Dvs. den eksklusive kreds af forfattere, dagbladene gider at omtale og boghandlerne lagerføre. Hvilket selvsagt giver plads til et kæmpe vækstlag, de etablerede kræfter - sædvanligvis med en vis foragt i stemmen - betegner som "undergrunden". Af og til drejer det sig om forfattere, som er tilknyttet forlag, bare ikke "de rigtige", men der kan også være tale om selvudgivere, som har følt ordene trænge sig så meget på, at de har gjort alt arbejdet selv.
Og lad mig gøre det klart: Selvfølgelig er der tale om lidt af en underverden, hvor man kan slippe afsted med at udgive det argeste lort. Hvert år udkommer der hundredevis af bøger, som simpelthen ikke fortjener det papir, de er trykt på. Men det, at man på "overfladen" slet og ret afviser alt, gør, at der vitterligt ryger nogle talenter ud med badevandet, som til enhver tid kan tage kampen op med Tordenskjolds Soldater. Og disse talenter vil jeg gerne gøre mit for at sprede ordet om.

Et oplagt eksempel er Steffen Weiss, der debuterede som selvudgiver i 2005 med samlingen Kun papir (brænd det før din nabo) og længe har været en af de mest lovende lyrikere i den dersens "undergrund". Nu er det omsider blevet til bog nr. 2, som i en række lange, fabulerende tekster nostalgisk, men også bittersødt beskriver en barndomsforelskelse i en svunden tids Christianshavn, der med titlen beskrives som Hjertefejlernes kvarter. Selvfølgelig er selve forelskelsen ikke kun dét, men også et påskud for at beskrive stemninger fra den bydel i den tid, der vel må være engang sidst i 1960'erne. Som i "Blå blink og nytår på brus":

Du må ikke lege med ild, formaner min far
jeg har lommerne fyldt med "sputnikker" er sej
frygtløs, ikke til at skyde en nytårsraket
gennem, jeg lægger en på jorden, stryger
en stormtændstik lader den kysse lunten
løber væk i opløftet stemning og der er
lift off mens jeg spurter i dækning

På den led minder Hjertefejlernes kvarter om en lang række andre samlinger med hjemstavnstema. Måske mest af alt Turélls Vangede billeder, der kommer til poesien fra en lige så ramsaltet arbejdervinkel. Men fantasien er alligevel anderledes frodig hos Weiss. Man ved aldrig, hvornår stenbroen smelter, og man lige pludselig befinder sig i Amazonas, på prærien eller i det ydre rum. Der er mødre, som ælter dej, og fædre, som bygger bålsteder, men først og fremmest er der denne pige, som er syv, mens fortælleren er seks og kun lige ved at lære sit hjerte at kende:

hun er smuk, men det ved jeg først om nogle
år, for jeg er seks og fatter ikke skønhed
endnu, og det selvom den står lige ved siden
af i en alder af syv

Bemærk den ulige alder. For forfatteren selv skulle titlen også hentyde til, at der var en overdødelighed af hjerteanfald i hans barndoms bydel, men den centrale hjertefejl ligger et helt andet sted. For vel forvandler fortælleren sig i sin fantasi om til en ren Tarzan, der "dræber gorilla befrier kvinden / i nød, hun er syv og falder helten om halsen", men alligevel slutter samlingen med, at hun fylder otte, mens hovedpersonens egen alder står stille. "Festen slutter om et par timer", sukkes der lakonisk, mens tiden vrider de elskende, som endnu ikke ved, de er elskende, fra hinanden.

Hjertefejlernes kvarter, som er udkommet på Spangsgaard Art, er indholdsmæssigt en meget stærk og varm bog, som samtidig på fremragende vis bindes sammen af aldershenvisningerne. Så meget sagt har jeg dog et par formmæssige indvendinger. Det forvirrer, at bogen starter med deciderede digte for undervejs at sætte over i en slags prosatekster. Det gør unægteligt - ikke mindst fordi det ikke virker motiveret - læseoplevelsen lidt ujævn. Det samme gør en inkonsekvent kommatering, som kunne have været fanget af en passende korrekturlæser. Men der findes etablerede forfattere, som skriver dårligere end Weiss, og meget få af slagsen, der har mere på hjerte.

Meget på hjerte har bestemt også Maja Petrea Fox, der sidste år debuterede på forlaget Copenhagen Storytellers med en digtsamling, Åben, der i min bevidsthed imidlertid er så markant, at jeg gerne anmelder den længe efter. Ikke fordi den er fejlfri eller for den sags skyld 110 procent original - det kommer jeg til - men nøj, der er power på.

I 51 vildtvoksende tekster opdelt i tre afsnit, der nærmere virker som pauseringer end egentlige afsnitsinddelinger, føres man ind i en verden, der er lige dele punk, jazz og gris gris á la Dr. John. Med andre ord: Er det dunkelt eller vildt, er det brændstof i tanken, og begreber som tobak, sprut, sex, død og revolution går da også igen og igen i digtene, som i den grad dyrker forestillingen om, at man har det bedste udsyn til stjernerne fra rendestenen. Af samme grund er det da også beatlyriske forbilleder som Turéll, Ginsberg og Kerouac, der spøger i baggrunden. Måske tilsat en knivspids Strunge á la Skrigerne eller Vi folder drømmens faner ud. Hvilket ikke havde været videre originalt, hvis det ikke var fordi 1) Fox er kvinde og 2) har helt sit eget sprog.

Med det første hentyder jeg til, at Fox som type er beslægtet med 90'ernes riot grrrls, der i den grad vidste, hvad de stod for, hvad, de ville have, og hvordan de fik det. De satte deres hatte, som de ville, uden skam, skyld eller blusel. Det samme gør hun, hvad enten det er drømme, sex eller sprut, der står på programmet. Hvilket er et mere end forfriskende indslag i den ellers så mandsdominerede beatverden. Med det andet mener jeg, at der virkelig er en særlig sprogbevidsthed på færde. Som nu sidst i "XXIV":

Med usynlige jødestjerner
mærket fast til tøjet
Gentog historien sig
om og om igen
Indtil bartenderen jog os ud
af vort fædreland
Og vi alle døde
enten alene og fordrukne
eller sammen
Ovenpå hinanden
gassede, nøgne og blege

Sjældent har dansk beatpoesi været stærkere eller mere rammende.

Ekstra punch får Fox dog, når hun tillader sig selv at vise mere sårbare sider. For der er jo, er man ikke i tvivl om, et hverdagsmenneske inde i det flamboyante storbymonster, de fleste af digtene er skrevet af. Og der er ikke mindre grund til at holde af dét:

Jeg voksede op
der hvor stokroserne groede højere
end min egen hovedtop
og længere ude
end husgavlen tillod
Bag røde skodder på vinduerne
med skyer og mariehøner
malet af min mor på væggene
Min far fra de varme lande
serverede pasta og pølser
i den anden ende af byen
på en avis

Et par gange om året
hvis året tillod det
sov jeg i hans kuffert
trygt
Jeg gik i skole ad jernbanen
med en pind på stakittet
der lavede rytmer i takt med byen
iført røde gummistøvler
fik jeg sår på knæene
fra rulleskøjtefald
i betonens land
forsvandt jeg med årene

Med andre ord: Det er stemmen Fox mere end samlingen Åben, man køber. For det er en bog, som måske vil lidt for mange ting på én gang, godt kunne have været barberet nogle tekster ned og igen ikke er konsekvent, når det kommer til brugen af store bogstaver. Jeg mener: Enten bruger man dem korrekt efter det, der logisk set ville have været et punktum, eller også anvender man dem slet ikke. Den lidt for faste brug af gentagne figurer  er også i beatlyrisk sammenhæng en kliché, man står sig bedst ved at arbejde udenom. Men ligesom de mange vellykkede tekster gør projektet Maja Petrea Fox et stort indtryk på læseren, og kan hun fremover ikke blot udvikle formen, men måske også blive mere en person end en persona, kan der være endda meget store ting i vente.

Hvor Fox om noget er forfaldsromantiker, er Cecilie Sund Kristensen, som med Blå nætter lægger sin anden digtsamling på bordet, nok trods alt mere romantiker. Ikke at teksterne ikke må rive og flå i nerverne - læs bare debuten Blandet slik (2013) - men så igen: Det var netop sådan, den originale romantik var, før biedermeier-kulturen tog over. Og er der noget, Kristensen ikke er, er det biedermeiersk. Snarere har hun udviklet sin egen (post)moderne Sturm & Drang, og om noget er Blå nætter, som også er udkommet på Copenhagen Storytellers, gennemsyret af forestillingen om "die ferne Geliebte", som man aldrig vil få, selvom vedkommende er nok så tæt på, og de skiftende bølger af kærlighed og vrede, det medfører.

Bogen skal ifølge forordet være skrevet baglæns. Det er den måske også, men på en måde er det underordnet. Det er de samme to mennesker - en troløs mand, en kvinde, som ikke tør tro, og spændingen mellem dem - der løber igennem digtene. I virkeligheden står man i en konstant opbrudssituation, der ind imellem løfter sig op i en ekstatisk potens, fordi den ikke er realiseret endnu. Det må ikke have været det nemmeste at stå igennem, hvis man skal tage ordene for pålydende, men det er et glimrende udgangspunkt for poesi.

Og poesi kan hun skrive, Cecilie Sund Kristensen. Med en rutine, der modsiger hendes endnu unge alder, kan hun skifte ubesværet fra det præcise og nøgterne...

Facadelivet er grimt
men hvad der gemmer sig under
har vi for længst lagt bag os

...over det beatpræget mundrette...

Du har ikke været en god dreng i år
men jeg ville så frygtelig gerne
sende dig en julegave alligevel
der ikke virkede så irrationel
som den millard der skulle løfte ældreområdet
Som om den ville kunne rette deres rygge
Rejse dem fra kørestolene
og løbe med os hen ad markerne
Som om de kunne elske, som vi gjorde
ude under frosten
Som om de ville tilpasse sig
og sende lige så mange fuldebeskeder
som os to

...til det regulært hjerteskærende:

Lukket inde i mig selv
svæver jeg livløst rundt
og bruger min krop som et
aflåst pigeværelse
der længe har været ødelagt
og støvet
Og nu svæver jeg
på livet løs herinde
og drømmer om de ting
der gjorde dig til dig
dengang vi
var det eneste,
der fungerede

Nu kan vi kun fungere
hvis vi giver hjertet til andre
imens

Den slags perler er Blå nætter fuld af. I det hele taget sættes der ikke mange fødder forkert, og var Blandet slik i sin tid en lovende debut, er denne bog meget tæt på at være et svendestykke. Der er noget koncepttænkning, som virker mere indadtil end udadtil, og vil man være ond, kan man sige, at Blå nætter bare er endnu en gang parforholdslyrik af den slags, tiden er så fuld af. Men det er en sjældent vedkommende, kraftfuld og kompetent parforholdslyrik fra en digter, der ikke er nærig med at dele ud af sine bittersøde dåbsgaver. Jeg glæder mig til at læse samling nr. 3.

Alt i alt er der tale om tre, synes jeg, meget væsentlige samlinger, som på grund af noget, jeg ikke kan betegne som andet end gold vanetænkning, ikke er dukket op på den bredere offentligheds radar.

En fælles fejl, synes jeg, er forordene: Uanset hvad, du gør, tror jeg på "don't tell it, show it" som en gylden tommelfingerregel. Men at det i sig selv skulle være grund til at kassere tre spændende lyrikere på forhånd, har jeg svært ved at se.

Opdag dem selv. Hvis du virkelig elsker lyrik.

(Publiceret på The good things in life d. 20/7 2016)

En bitter smag af revolution

Depeche Mode
Spirit
(cd Sony, 2017)

Selv blandt Depeche Modes dedikerede fans eksisterer der åbenbart stadig en udbredt opfattelse af, at gruppens bedste tid var ovre, da den begavede arrangør Alan Wilder gik. Specielt de tre albums, Ben Hillier producerede for gruppen mellem 2005 og 2013, får typisk hårde ord med på vejen, selvom de i hvert fald kommercielt holdt de tre efterhånden grandvoksne herrer fra Basildon flydende. Sandt at sige viser den måde, bandet siden Wilders exit har benyttet sig af skiftende producere som kreative medspillere på, da også, at Gore, Gahan og Fletcher ganske vist kan levere stærke sange endnu, men har behov for nogen til at støbe kuglerne, så at sige. Gennemtænke arrangementerne og sørge for, at alt lyder, som det skal. Men jeg skal gerne indrømme, at Hilliers minimalistiske tilgang til lyd for mig at se var et tiltrængt spark i røven, og at det ikke var hans skyld, at materialet på specielt Sounds of the Universe ikke helt var i top. Og mens samarbejdet stadig var nyt og friskt, producerede teamet Playing the Angel sammen, som hørt med dette par ører fortjener en plads blandt gruppens fem bedste albums.

Nu har en ny producer, James Ford, fået en stak sange at rive i, og man mærker med det samme to ting: At han dels ikke er særligt dominant. Man kan ikke høre ham i musikken på samme måde som Hillier eller i sin tid Mark Bell og Tim Simenon. Til gengæld har han været god til at organisere materialet: Skabe enkle, men dybe lydbilleder, korte numrene ned til den længde, de hver især fortjener, og ikke mindst sørge for, at Spirit, som det nye opus hedder, er forblevet et kort, stramt album ligesom Depeche Modes bedste fra 80'erne.

Og det er netop dem, Spirit fortjener at blive sammenlignet med. Ikke mindst den tilsvarende politiske, om end mere naive Construction Time Again fra 1983, som opstod på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor alting både var mere enkelt og sort/hvidt. På den ene side havde man kommunismen, på den anden side vestens demokratier, og valget dengang stod lige for: Enten valgte man fredens vej eller den nukleare undergang. I dag, hvor demokratierne er blevet mere spegede affærer, og det er konventionelle våben mere end den røde knap, der er grund til at frygte, er billedet mere sammensat, og det præger da også teksterne på Spirit. Selvom førstesinglen stillede spørgsmålet "where's the revolution", er der tale om en stak syrlige sange, som har nemmere ved at kritisere tingenes sørgelige tilstand post Trump og brexit end anvise veje frem. Som åbningssangen "Going Backwards" tørt konstaterer: "We feel nothing inside". Spirit afspejler helt perfekt en tidsånd, hvor alle på hver deres måde fornemmer, at noget er rivende galt, men ingen har en patentløsning på, hvad den sikre vej frem går ud på. Hvor tidligere tiders regelrette ideologier er døde, og selv Depeche Mode optræder med dybt ironisk Karl Marx-skæg i hæftet, selvom medlemmerne utvivlsomt stadig ligger tættere på hans filosofi end populismen og neoliberalismen.

På sange som "Poorman", "The Worst Crime" og ikke mindst den afsluttende "Fail" - den totale modpol til Construction Time Agains utopiske finale "And then" - er Spirit lyden af at band, der fægter frustreret i luften med armene, men har svært ved at tro på menneskehedens evne til at løse de problemer, den har skabt for sig selv. Men tros der på noget, er det alligevel netop menneskeheden. Som der synges til barnet eller kæresten i den korte, men centrale "Eternal", der er en slags moderne svar på Kate Bushs isnende klassiker "Breathing": "And when the black cloud rises / And the radiation falls / I will look you in the eye / And give you all my love".

Musikalsk er Spirit et umanerligt stramt og velkomponeret album. Modsat de to seneste udspil, hvor man fandt decideret fyldstof, er der denne gang ikke et eneste nummer, som kan undværes. Mange ville pege på netop "Eternal", der er en kort, knapt formet skitse, som ender i et sus af støj og disharmoni, men uden netop den sang ville albummet falde igennem som koncept og kun efterlade smagen af elendighed. Er der noget at pege på, kan det være, at "You Move" - albummets ellers eneste sensuelle nummer - er lidt for langt, og at "No More (The Last Time)" er hørt bedre før, men ingen af dem er decideret dårlige, og hører man værket som helhed, er man trods alt ikke tilbøjelig til at springe over dem.

I det hele taget værdsætter jeg det træk ved Spirit, at Depeche Mode - bevidst eller ubevidst - har undgået mange af de klichéer, de selv har skabt. Her er, modsat på de to seneste albums, ingen oplagte paralleller til "Personal Jesus" og "I Feel You", og Gore undgår næsten at bruge ordet "little". At han også økonomiserer mere med guitaren, end han har gjort længe, er også et sympatisk træk.

Mange har sikkert længe, ligesom mig, ønsket sig en tilbagevenden til den elektroniske lyd fra de tidlige albums - bare i opdateret tilstand - og det ønske lader Spirit ikke helt gå i opfyldelse. Men den stramme motorik i "So Much Love" og det pragtfulde evighedsgroove sidst i "Cover Me", som måske er bandets stærkeste sang siden "Waiting for the Night" tilbage i 1990, smager sødt på tungen. Og resten af tiden opfylder guitaren en fin, afdæmpet og nuanceret rolle som en klang blandt mange andre.

Alt i alt er Spirit nemt både det både stærkeste og mest fokuserede værk, gruppen har skabt siden Playing the Angel. Og tematisk set det mest markante siden hovedværket Black Celebration, hvis nihilisme albummet på mange måder afspejler. Måske vil det aldrig på samme måde blive tatoveret ind i en generations hjerte og selvforståelse, men det er strengt taget ikke Depeche Modes skyld.

Lyt med åbne ører. Der er liv efter Alan Wilder. Indtil enten bomben eller revolutionen rammer os, i hvert fald.

(Publiceret på The good things in life d. 20/3 2017)

Spontananmeldelse efter lang tids tavshed

Pink Floyd
The Endless River
(Parlophone/Warner)

*****

Det var nok de fleste - inklusive de resterende bandmedlemmer selv - som troede, at Pink Floyd var "an artistically spent force", som Roger Waters udtrykte det ved bruddet i 1985, efter tabet af keyboardmesteren Rick Wright i 2008. Men i arkiverne lå der en række outtakes fra optagelserne af gruppens seneste udspil, mesterværket The Division Bell (1994), som tiggede om at blive stykket ordentligt sammen og udsendt, og tilbage i 2012 fik den ellers så tilbageholdende David Gilmour omsider taget sig sammen til at hente dem frem. Via Roxy Music-guitaristen Phil Manzaneras mellemkomst blev fragmenterne stykket sammen i fire omtrentlige satser, som især vægtede Wrights sfæriske bidrag til bandlyden, og efter lidt videre afpudsning fra Youth, Gilmour og trommeslageren Nick Mason har The Endless River, gruppens 15. egentlige opus, omsider set dagens lys.

I den forbindelse har der været den obligatoriske murren fra folk, som ikke mener, at Pink Floyd kan være Pink Floyd uden netop Waters. Efter min mening ikke et fair kritikpunkt: I starten var gruppen mere eller mindre Syd Barrett, senere primært David Gilmour, og om man vil, kan man påstå, at tre eller flere grupper i grunden har benyttet sig af navnet Pink Floyd. Hvilken af dem, der er "rigtigst", er i den grad et spørgsmål om smag og behag mere end egentlig kvalitet. Og på The Endless River får man i grunden en lille smagsprøve på, hvad gruppen kunne have været, hvis den kompositorisk højt begavede Wright havde haft muligheden for at tage den gule førertrøje på. For vel er der kompositioner på, der er Gilmours alene - især singleudspillet "Louder than Words", som er fornem, sfærisk årgangs-Floyd med et desværre noget graverende lyrisk indspark fra Gilmours hustru Polly Samson - men meget af stoffet er netop Wrights, og det er hans kosmiske synth-indslag, som i ekstremt høj grad definerer albummets grundfornemmelse. I den ene smukke duet efter den anden vikler hans tangenter sig fornemt sammen med Gilmours blå, melankolske guitarudladninger, og selv Nick Mason, som i mange år er fremstået som en lidt anonym trommeslager, har fundet køller og gonger frem igen for at tilføre instrumentalnumrene ekstra kant og kulør.

Gennem et meget smukt sammensat symfonisk forløb, der starter og slutter på cirkulær vis med det samme vemodige guitarriff, men ellers undervejs spænder fra det psykedelisk forrevne over det spacede til det sagtmodigt tilbagelænede, forkæles man med lyden af et Pink Floyd, som på deres gamle dage har genfundet den eksperimenterende impuls, som farvede deres bedste indspilninger fra slutningen af 60'erne og starten af 70'erne - måske specielt klassikerne Ummagumma og Atom Heart Mother - og The Endless River er i den grad et smukt, afvekslende lydvæveri, som ved gentaget aflytning hele tiden afslører nye vinkler og nuancer.

Gilmour fastholder, at The Endless River er det sidste nye materiale, man får at høre fra Pink Floyd. Selv vil jeg trods alt mene, at bare et eller andet materiale, som inkluderer Waters, skal til, før cirklen for alvor er sluttet. Men som album betragtet er jeg ikke utilbøjelig til at mene, at det ikke blot er det musikalsk set mest fornemme produkt af æraen efter Waters - det er også en smuk, smuk svanesang for den altid så uretfærdigt oversete Rick Wright.

(Publiceret på Baunblæk d. 16/11 2014