Nu er der sikkert mange, der ikke ved, hvem Johannes Jørgensen (1866 - 1956) er - modsat især vennen Sophus Claussen er han aldrig blevet kanoniseret her i landet - men for mig er han one of the greats i dansk litteratur. Ligesom Claussen og Viggo Stuckenberg var han en af de ledende kræfter i 1890'ernes symbolisme. Faktisk var det ham, der redigerede talerøret Taarnet (1893 - 94) fra sit usle, i øvrigt stadig eksisterende tårnværelse på Frederiksberg. Kort efter konverterede han - desværre for hans litterære anseelse her til lands - til katolicismen, hvorefter han, pga. sin nyfrelste attitude, røg rygende uklar med sine gamle venner. Først mange år senere, da omvendelsens rus havde givet plads til forståelsen for andre standpunkter igen, kom han atter på talefod med Claussen. Stuckenberg døde i 1905, så der kom der aldrig en forsoning i stand.
Mange, der kender grafomanen Jørgensen, hvis bibliografi er noget nær uoverskuelig i både titel- og sideantal, mener, at hans litterære kurve knækkede efter konverteringen - at det er de klart symbolistiske ungdomsdigte og -romaner, der betyder noget. Jeg har nærmest den modsatte opfattelse. Ikke fordi jeg selv er "helt katholsk i Hovedet", som Claussen engang udtrykte det - snarere tværtimod - med fordi de teknisk set ikke var enormt vellykkede. Romanerne var ofte skåret over den samme Weltschmerz-fyldte læst, og kun med overgangsværket Bekendelse (1894) synes jeg, at han i samme fase rammer et niveau med sin digtning, der fortjener sammenligning med vennernes.
Med katolicismen fandt han ind til et stof, der virkelig begejstrede ham - der virkelig pirrede hans fantasi og reelt affødte store værker. Hans helgenbiografier om Den Hellige Katarina af Siena, Den Hellige Frans af Assisi og Den Hellige Birgitta af Vadstena er religiøs litteratur i et skylag, der har gjort ham til et kendt navn i Sydeuropa. Hans ligeledes religiøst - men først og fremmest humanistisk - farvede Klokke Roland (1917) er et fejende opgør med Østrig-Ungarns adfærd under 1. Verdenskrig, der stadig gør indtryk, selvom meget vand er løbet under broen siden. Og selv en sen digtsamling som Ti Digte (1946) er ført med en stærk pen, selvom hovedtemaerne betegnende nok er død og alderdom.
Indrømmet: Jeg har ikke læst alt, og jeg må tilstå, at den frelste tone i Mit Livs Legende - ellers et af hovedværkerne - er mig noget imod. Men det er den modne Jørgensen, jeg har mest for - den overordentligt lærde litterat med pilgrimsstaven i hånden og flammen i hjertet. Ikke så meget den unge, infernalske hedspore, der måske nok var med til at skabe en epoke i dansk litteratur, men i virkeligheden brændte ud, før han blev god.
Af Oliventræets Frugt er et fremragende eksempel på den modne Jørgensen i storform: Så at sige en vandring gennem Sydfrankrig med pennen i den ene hånd og pilgrimsstaven i den anden. Målet er Le Saint Pilon ved Nans i Provence, hvor den aldrende og landflygtige Maria Magdalena ifølge overleveringen skulle have søgt op for at tilbede sin Gud og frelser. På den måde afspejler bogen en tydelig religiøs søgen, men samtidig er det også en rejse gennem menneskenaturen, der runder digtere som Germain Nouveau, Mistral og Paul Verlaine samt billedkunstnere som Cézanne og Giotto. Flere af dem i form af rørende, rammende mini-portrætter. Og som en anden Jørgen Leth under Tour de France - bare i højere potens - kommenterer han lærd og gavmildt alt, han ser på ruten, og får landskaberne til at stå levende frem for én. Turen gennem Sydfrankrig foregår altså både på et konkret, et menneskeligt og et spirituelt plan.
Det helt fine er, at dette ikke er et værk af en forfatter, der forfølger en fiks idé - som mange i ungdomsværkerne - eller et stramt religiøst dogme (som i årene lige efter omvendelsen). Det er en bog skrevet af en mand, der simpelthen er høj på livet og suger alt, han oplever på sin vej, til sig som en svamp. Og som brænder efter at formidle det til enhver, der måtte være interesseret i at smage indholdet af hans menneskelige overflødighedshorn.
Af Oliventræets Frugt er en kort, men forrygende og dyb bog, der gør Jørgensens eftermæle ære. Pluk den gratis eller næsten gratis op et sted - hans bøger er generelt ikke i høj kurs, selvom de engang solgte i store oplag - og få ét af sommerens smukkeste, reneste trips!
(Publiceret på Baunblæk d. 8/6 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar